MRF 2024.20
Planklagenævnets afgørelse af 28. februar 2024, j.nr. 24/00544
I genoptagelsessag om Planklagenævnets stadfæstelse af kommunes afslag på E’s ansøgning om landzonetilladelse til yderligere tilførsel af jord i tidligere råstofgrav fandt nævnet, at det ansøgte ikke var omfattet af tidligere landzonetilladelse, da kommunen i flere tilfælde havde oplyst ansøger, at yderligere tilførsel af jord krævede ny landzonetilladelse. Den oprindelige afgørelse blev derfor fastholdt.
E havde i 2012 fået landzonetilladelse af Roskilde Kommune til tilførsel af uforurenet jord til beplantningsformål i en tidligere råstofgrav. E søgte senere landzonetilladelse til tilførsel af yderligere 150.000 m3 jord i den tidligere råstofgrav, hvilket kommunen den 11. oktober 2022 afslog med henvisning til, at den tidligere tilførsel af jord gik udover, hvad kommunen havde givet tilladelse til, og kommunen vurderede, at yderligere tilførsel af jord ikke var nødvendig for den fortsatte omdannelse til naturområde. Afslaget blev påklaget til Planklagenævnet, der den 27. november 2023 (j.nr. 23/03028) stadfæstede kommunens afslag, idet nævnet fandt, at E ikke var bibragt berettigede forventninger om en ny landzonetilladelse som følge af den tidligere landzonetilladelse fra 2012 eller dispensationer fra jordforureningsloven meddelt af Region Sjælland. I januar 2024 anmodede E Planklagenævnet om genoptagelse af nævnets afgørelse med henvisning til, at nævnet ikke havde taget stilling til E’s indsigelse om, om tilladelsen fra 2012 udgjorde et tilstrækkeligt planlægningsmæssigt grundlag for det ansøgte. Nævnet imødekom anmodningen om genoptagelse, idet nævnet ved en fejl ikke havde forholdt sig til, om det ansøgte var omfattet af landzonetilladelsen fra 2012. E gjorde under genoptagelsessagen gældende, at supplerende tilførsel af jord skulle ske på baggrund af dispensation fra jordforureningslovens § 52, idet der allerede var meddelt landzonetilladelse i 2012, at tilladelsen fra 2012 ikke indeholdt en mængdemæssig begrænsning, og at der ikke var tale om ændret anvendelse, hvorfor tilførsel af yderligere jord ikke krævede landzonetilladelse. Kommunen udtalte over for nævnet, at kommunen ad flere omgange havde gjort E opmærksom på, at yderligere tilførsel af jord forudsatte landzonetilladelse, og at tilførsel af jord ikke var nødvendig for etablering af skov og natur på ejendommen og derfor måtte betragtet som deponering, hvorfor der var tale om ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse. Planklagenævnet (formanden) fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den ansøgte jordtilførsel krævede ny landzonetilladelse efter planlovens § 35. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen i 2020 havde meddelt E, at kommunen fandt, at tilførslen af jord til beplantningsformål omfattet af tilladelsen fra 2012 var gennemført, hvilket E ved disse lejligheder ikke var kommet med indsigelser mod. Efter nævnets opfattelse blev dette yderligere understøttet af, at E selv havde ansøgt kommunen om landzonetilladelse til yderligere tilførsel af jord. Nævnet kunne derfor heller ikke i denne omgang give medhold i E’s klage.
Kommentar: Planklagenævnets genoptagelse af sagen var velbegrundet, da det må anses for en fejl, at nævnet ikke i forbindelse med afgørelsen af klagen i november 2023 tog stilling til indsigelsen om, at det ansøgte var omfattet af tidligere landzonetilladelse, medmindre nævnet udtrykkeligt havde begrænset sin prøvelse efter planklagenævnslovens § 4 a, stk. 2, der blev tilføjet ved lov nr. 417 af 25. april 2023. Med genoptagelsen er det noget uforståeligt, at Planklagenævnet ikke foretog en konkret fortolkning af indholdet af den tidligere landzonetilladelse for at bestemme dens rækkevidde. Nævnets henvisning til, at kommunen havde anført denne forståelse af den tidligere landzonetilladelse over for E, må anses for indholdstom, da dette jo var baggrunden for sagen.