MRF 2024.195
Vestre Landsrets dom af 27. september 2024, 15. afd., sag BS-58922/2023-VLR
(Jeanette Bro Fejring, Linda Hangaard og Lars Viereck (kst.))
A mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Nedlæggelse af vejadgang fra Vej 1 til E’s ejendom ikke i strid med bestemmelse i lokalplan om, at vejadgang til området skulle ske dels fra Vej 1, dels fra Vej 2, da dette efter en naturlig sproglig fortolkning måtte forstås sådan, at der skulle være vejadgang enten fra Vej 1 eller fra Vej 2.
Sagen angik Aarhus Kommunes afgørelse om nedlæggelse af vejadgang fra Vej 1 til E’s ejendom. E påklagede afgørelsen til Planklagenævnet med henvisning til, at nedlæggelsen af vejadgangen var i strid med den gældende lokalplans § 5 om adgangsveje til E’s ejendom, hvoraf fremgik: ”Der udlægges areal til fordelingsvejen A-B med en beliggenhed principielt som vist på bilag 5. Vejen udlægges i en bredde af 13 m”, og videre: ”Vejadgang til områderne skal ske, dels ad de eksisterende indkørsler fra [Vej 1], dels fra vej A-B”. Vej A-B var efterfølgende tildelt navnet Vej 2. Planklagenævnet fandt i afgørelse af 21. april 2022 (j.nr. 21/09523), at lokalplanen skulle fortolkes sådan, at der skulle være vejadgang til E’s ejendom enten fra Vej 1 eller fra Vej 2, men at lokalplanen ikke indeholdt krav om, at der skulle være vejadgang fra Vej 1. Nævnet fandt derfor, at nedlæggelsen af vejadgang fra Vej 1 ikke krævede dispensation fra lokalplanen, da der fortsat var vejadgang fra Vej 2. E indbragte nævnets afgørelse for domstolene med påstand om ugyldighed, idet E navnlig gjorde gældende, at lokalplanen for området sikrede vejadgang fra både Vej 1 og Vej 2 til lokalplanområdet, herunder E’s ejendom. Planklagenævnet påstod frifindelse. Byretten fandt efter en naturlig sproglig fortolkning, at lokalplanens § 5 måtte forstås sådan, at der enten skulle være vejadgang fra Vej 1 eller fra Vej 2, og at der ikke var holdepunkter i lokalplanen for at fortolke bestemmelsen anderledes. Planklagenævnet blev derfor frifundet. E ankede byrettens dom til landsretten, der tiltrådte byrettens begrundelse og resultat med bemærkning om, at det af lokalplanens bilag 5 fremgik, at placeringen af fordelingsvejen A-B (Vej 2) ville medføre en opdeling af lokalplanområdet i to områder, hvoraf kun det vestlige område ville kunne betjenes med vejadgang fra Vej 1. På denne baggrund stadfæstede landsrettens byrettens dom.
Kommentar: Lovhjemlen for afgørelsen om nedlæggelse af vejadgangen er hverken oplyst i Planklagenævnets afgørelse af 21. april 2022 (j.nr. 21/09523) eller i dommene. Hjemlen findes i vejlovens § 48 om adgang til offentlige veje, og grundlaget for sådanne afgørelser om nedlæggelse af vejadgang er bl.a. færdselsmæssige hensyn, hvor der i § 48, stk. 4 og 5, er regler om erstatning til ejeren, hvis der ikke findes alternativ vejadgang. Planklagenævnet har ikke kompetence efter vejloven, så grundlaget for Planklagenævnets prøvelse må have været den indirekte afgørelse efter planloven om, at nedlæggelsen af vejadgangen ikke var i modstrid med lokalplanen. Dette er formentlig også baggrunden for, at Planklagenævnet realitetsbehandlede E’s klage, selvom den blev indgivet mere end 8 måneder efter kommunens afgørelse om nedlæggelse af vejadgangen, uden at dette dog er omtalt i nævnets afgørelse. Ud fra en betragtning om, at vejloven må anses for lex specialis, forekommer det velbegrundet, at der må kræves klare holdepunkter i lokalplanens ordlyd for, at en nedlæggelse af vejadgang kræver dispensation efter planlovens § 19.