MRF 2024.192
Vestre Landsrets dom af 22. august 2024, 2. afd., sagerne BS-40509/2022-VLR og BS-40861/2022-VLR
(Henrik Bjørnager Nielsen, Lisbeth Kjærgaard og Emil Revsgaard Larsen (kst.))
Tryg Forsikring A/S som mandatar for B A/S under konkurs (adv. Sofie Dalsgaard Rasmussen) mod Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune (adv. Marie-Louise Fahrner) og Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune (adv. Marie-Louise Fahrner) mod A ApS (adv. Anne Sofie Vindstrup)
Ejer af ældre ejendom fra 1880 havde ikke krav på erstatning for revnedannelser i bygningen forårsaget af kommunes vejarbejder ved etablering af trafikknudepunkt, da de af kommunen og entreprenøren iværksatte arbejder ikke efter sædvanlig praksis ved sådanne mindre entrepriseopgaver krævede vibrationsmålinger, hvorfor der ikke forelå culpa. Byretten var nået til det modsatte resultat.
I forbindelse med etablering af en ny busholdeplads havde Norddjurs Kommune indgået aftale med entreprenøren B A/S. Aftalen indeholdt en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvorefter B A/S skulle friholde kommunen for eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med arbejderne. Busholdepladsen skulle etableres tæt ved A ApS’ udlejningsejendom, og anlægsarbejderne bestod i bl.a. udgravning, nedlægning af rør, etablering af vejkasse, sænkning af fortov og belægningsarbejder som flise og asfaltarbejder. Anlægsarbejderne blev påbegyndt i januar 2018, og i forbindelse med disse blev der anvendt en pladevibrator på 434 kg. Mens arbejderne stod på, blev der på A ApS’ ejendom konstateret revnedannelser, som lejeren den 5. februar 2018 anmeldte til udlejer (A ApS), der herefter kontaktede kommunen. Den 21. marts 2018 tog B ApS fotos af bygningen, hvor revnedannelser kunne ses udefra. Arbejderne var afsluttet i slutningen af marts. Den 10. april 2018 var der besigtigelse af ejendommen. Efterfølgende gik B A/S konkurs. I juni 2020 anlagde A ApS sag mod Norddjurs Kommune med krav om erstatning på 423.000 kr. for udbedring af de skader på bygningen, som kommunens anlægsarbejde havde forvoldt, hvilket gav anledning til, at kommunen rejste krav om, at konkursboet efter B ApS skulle friholde kommunen for et eventuelt erstatningsansvar. Til støtte for erstatningskravet gjorde A ApS bl.a. gældende, at der for sådanne sætningsskader som følge af rystelser ved anlægsarbejder gælder et ulovreguleret objektivt ansvar, og at kommunen i alle tilfælde havde handlet culpøst, da skaden kunne være undgået, hvis der ved anlægsarbejderne var blevet opsat vibrationsmåling. Kommunen påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at objektivt erstatningsansvar for rysteskader er begrænset til farlige arbejder, hvilket der ikke var tale om i dette tilfælde, og at kommunen ikke havde handlet culpøst. Konkursboet efter B ApS tilsluttede sig kommunens indsigelser, men gjorde i forhold til kommunen supplerende gældende, at sætningsskaderne var forværret som følge af ledningsarbejder i slutningen af 2018. Under sagen blev udmeldt syn og skøn, der konkluderede, at revnedannelserne måtte anses for forvoldt af de rystelser, som pladevibratoren medførte, men at den anvendte fremgangsmåde med brug af 430 kg pladevibrator ved fortovsarbejde tæt på bygninger var sædvanlig og normalt forsvarlig. Byretten afviste indledningsvis, at der gjaldt et objekt erstatningsansvar for mindre entrepriser som den foreliggende, der havde en karakter, omfang og udførelsesmåde, som ikke stillede krav til bygherre og entreprenør om særlig forsigtighed eller særlige forholdsregler. Herefter lagde byretten til grund, at skaderne på A ApS’ bygning skyldtes horisontale vibrationer forårsaget af den tunge pladevibrator, og at de senere ledningsarbejder var uden betydning, samt at bygningen fra 1880 var funderet i overensstemmelse med byggeskik på opførelsestidspunktet. Da bygningsskaderne ifølge skønsmanden kunne være undgået ved en anden tilrettelæggelse af arbejdet, var kommunen erstatningsansvarlig over for A ApS efter en culpanorm, men således at entreprenør B A/S skulle friholde kommunen for ansvar, da udførelsen af anlægsarbejderne beroede på entreprenørens valg. Kommunen og konkursboet efter B A/S ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten tilsluttede sig byrettens afvisning af, at der i den foreliggende sag gjaldt et objektivt erstatningsansvar, hvorfor sagen måtte afgøres på grundlag af et almindeligt culpaansvar. Landsretten lagde til grund, at der forud for anlægsarbejderne var ældre revnedannelser i bygningen, men at der opstod yderligere revnedannelser under anlæg af busholdepladsen, og at dette skyldtes, at bygningens fundament ikke var ført ned til funderingsfast underlag, hvilket var sædvanlig for en ejendom fra 1880. Med henvisning til skønserklæringen lagde landsretten til grund, at den anvendte arbejdsmetode, herunder med anvendelse af en pladevibrator på godt 430 kg, også tæt på huset, havde været sædvanlig og forsvarlig, og at der ikke var forhold ved ejendommen eller arbejdsstedet i øvrigt, der tilsagde, at der forud for anlægsarbejderne skulle være udvist særlig forsigtighed eller foretaget nærmere undersøgelser. Da det heller ikke var ”godtgjort, at der i forbindelse med det pågældende fortovsarbejde er tilsidesat forskrifter vedrørende foretagelse af målinger, herunder af vibrationer, der kan føre til et erstatningsansvar”, fandt landsretten det samlet set ikke godtgjort, at der var handlet ansvarspådragende. På den baggrund blev kommunen frifundet, hvilket ligeledes gjaldt det afledte krav mod B A/S under konkurs.
Kommentar: Dommen er i relation til afvisning af objektivt erstatningsansvar for ryste- og graveskader på bygninger på linje med nyere praksis som bl.a. U 2016.923 V, U 2016.3648 V, U 2017.1048 V og U 2019.695 V. Dommen bekræfter dermed det snævre område, som må antages at gælde for det ulovbestemte objektive erstatningsansvar, der blev lagt til grund i U 1968.84/2 H og U 1983.714/2 H, jf. ligeledes Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 279 med henvisninger. I relation til culpabedømmelsen giver dommen anledning til at bemærke, at kommunen, der var bygherre, på grundlag af BBR må have været vidende om, at A ApS’ udlejningsejendom var fra 1880, og som det fremgår af dommen, var det almindeligt, at disse bygningers fundament ikke blev ført ned til fast undergrund, hvilket kommunen således kunne have taget hensyn til ved fastlæggelse af opgaven. Oplysningerne i dommen om omkostninger på 15.000-20.000 kr. for vibrationsmålinger taler i den sammenhæng i samme retning, når der sammenholdes med omkostningerne til udbedring af skader på sådanne ældre bygninger uden fast fundament.