MRF 2024.191
Vestre Landsrets dom af 16. august 2024, 8. afd., sag BS-162/2023-VLR
(Torben Geneser, Thomas Klyver og Anne Hedegaard Toft)
N (adv. Poul Hvilsted) mod Wind Estate A/S (adv. Jan Hvarre v/adv. Mette Møller Pedersen)
Minkfarmer havde ikke på grundlag af naboretten krav på erstatning for driftstab og værditab som følge af støjulemper fra fire 130 m høje vindmøller etableret i 2013, da det på det nuværende forskningsmæssige stade ikke er muligt at fastslå eller udelukke årsagsforbindelse mellem vindmøllestøj og påvirkning af mink.
Minkfarmer N havde siden midten af 1970’erne haft minkfarm på sit landbrug i området Abildå i Herning Kommune. Wind Estate A/S ansøgte i 2009-2010 Herning kommune om at opføre fire 130 m høje vindmøller på en af naboejendommene til N’s minkfarm. Wind Estate A/S fik udarbejdet en VVM-redegørelse efter de dagældende regler i planloven, hvor det om støjpåvirkning af minkfarmen bl.a. var anført: ”I en afstand af ca. 400 m findes en minkfarm, og der er udtrykt bekymring for, om vindmøllerne eventuelt vil kunne påvirke dyrene negativt og dermed farmerens produktionsresultat. Der er imidlertid intet, der tyder på, at minkene vil blive påvirket af vindmøllerne. [...] Støjpåvirkningen ved minkfarmen ligger langt under det niveau, som arbejdsmæssig støjudsættelse skal nå, før der observeres helbredseffekter”. Efter forudgående offentlig høring vedtog Herning Kommune den 27. juni 2012 kommuneplantillæg og lokalplan for vindmøllerne og meddelte samtidig tilladelse til opstilling af de fire vindmøller, der blev placeret således, at nærmeste vindmølle til N’s beboelsesbygning var 561 m, hvorfor placeringen opfyldte vindmøllebekendtgørelsens afstandskrav til nærmeste beboelse på mindst 560 m. N anmeldte krav om erstatning for værditab efter § 6 i lov om vedvarende energi (VE-loven) til Taksationsmyndigheden. Dette blev afslået af Taksationsmyndigheden, der i afgørelse fra december 2012 (trykt i MAD 2012.2918) opgjorde værdien af N’s ejendom til 9 mio. kr., men anslog, at værditabet var under 90.000 kr., hvorfor værditabet var under grænsen på 1 % i VE-lovens § 6, stk. 5. Vindmøllerne blev etableret i 2013, og i den efterfølgende periode faldt mængden af nyfødte mink, hvilket fortsatte frem til 2018, hvor N indstillede minkproduktionen. N fraflyttede ejendommen i 2014. I april 2017 anlagde N sag mod Wind Estate A/S med krav om erstatning på naboretligt grundlag for driftstab (5,6 mio. kr.) og værditab (9 mio. kr.) og henviste bl.a. til det omfattende driftstab. Wind Estate A/S påstod frifindelse og anførte til støtte herfor, at der ikke var årsagssammenhæng mellem driftstabet og vindmøllestøj, og at vindmøllerne var opsat i henhold til gældende regler. Under sagen for byretten blev udmeldt syn og skøn med tre skønsmænd (seniorspecialist og akustiker, ph.d. og maskiningeniør samt seniorforsker i husdyrvidenskab). Byretten lagde til grund, at vindmøllerne var opstillet i overensstemmelse med gældende regler, og at Taksationsmyndigheden havde taget stilling til værditab mht. boligen, men at det ikke fremgik af afgørelsen, om der var taget højde for påvirkning af mink. Byretten lagde videre til grund som ubestridt, at vindmøllerne var opstillet i overensstemmelse med alle gældende regler, herunder afstand til boliger, men at der ikke er afstandskrav eller støjkrav i forhold til minkfarme, hvorfor det ikke kan udelukkes, at den naboretlige tålegrænse er overskredet, hvis der kan godtgøres en årsagssammenhæng mellem opstilling af minkfarmene og ophør af driften af minkfarmen. På grundlag af bevisførelsen lagde byretten videre til grund, at efter vindmøllerne var opstillet, blev minkene i højere grad stressede og mistrivedes, men under hensyn til skønserklæringerne fandt byretten det ikke tilstrækkelig godtgjort, at årsagen var støj fra vindmøllerne. Det ændrede ikke herpå, at vindmøllerne var opstillet på grænsen til det lovlige efter vindmøllebekendtgørelsen. Under hensyn hertil blev Wind Estate A/S frifundet. N ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at der efter vindmøllerne var opstillet, var en betydelig produktionsnedgang på minkfarmen sammenlignet med de tidligere år, og at der forekom flere adfærdsproblemer hos minkbesætningen i form af parringsvanskeligheder. Et erstatningsansvar for Wind Estate A/S for dette tab forudsatte dog, at N kunne godtgøre årsagssammenhæng. Med henvisning til skønserklæringerne lagde landsretten til grund, at støjbidragene fra vindmøllerne var forbundet med betydelig usikkerhed bl.a. som følge af anden baggrundsstøj, og at det på det nuværende forskningsmæssige stade ikke er muligt at fastslå eller udelukke en sammenhæng mellem opstillingen og/eller driften af vindmøller og en forringelse af velfærden hos mink, idet andre forhold kan påvirke minks trivsel og adfærd. Herefter fandt landsretten, at N ikke havde løftet bevisbyrden for denne årsagssammenhæng, og stadfæstede med denne begrundelse byrettens dom.
Kommentar: Dommen er afgjort på grundlag af manglende bevis for årsagssammenhæng mellem vindmøllestøj og påvirkning af mink. Dommen understreger dog samtidig, at fordi afstands- og støjkrav efter vindmøllebekendtgørelsen til følsom arealanvendelse ikke omfatter minkfarmere og anden erhvervsvirksomhed, vil støj og andre naboretlige ulemper fra vindmølleparker kunne danne grundlag for erstatning på naboretligt grundlag, hvilket må anses for at være på linje med Højesterets dom i U 2009.2680 H og hertil Mørup: Juristen 2009, s. 254 samt Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 292 f. På linje hermed er også MRF 2021.94 V. I relation til årsagssammenhæng må dog supplerende anføres, at der tidligere er tilkendt minkfarme, rævefarme og kyllingefarme erstatning på naboretligt grundlag for støjgener fra ellers lovlige aktiviteter, hvor kan nævnes U 1971.214 V om støj ved kommunes trærydning, U 1981.415 H om støj fra forsvarets jagerfly, U 1983.189 om støj fra helikopteroverflyvning af kyllingefarm og U 1986.371 V om støj fra bjergning af militært køretøj. I relation til taksationsmyndighedens afvisning af værditabserstatning til N efter § 6 i lov om vedvarende energi (VE-loven), trykt i MAD 2012.2918, giver dommens oplysninger dog anledning til den bemærkning, at taksationsmyndighedens værdisætningen af N’s ejendom tog udgangspunkt i værdien af den samlede ejendom inklusiv minkfarmen, hvilket ikke stemmer overens med, at det alene er boligdelen, der kan udløse værditabserstatning efter VE-loven.