MRF 2024.187
Vestre Landsrets dom af 10. juni 2024, 7. afd., sag BS-34457/2023-VLR
(Hanne Aagaard, Linda Hangaard og Trine Fomsgaard-Knudsen (kst.))
N (adv. Stefan Michael Østerby-Jørgensen) mod E (adv. Rasmus Johansen Schmidt)
E skulle som ejer af ejendom på grundlag af aftale med tidligere ejer af N’s naboejendom om ikke at gøre indsigelser mod nedlæggelse af privat fællesvej anerkende at have fraskrevet sig retten til at gøre indsigelse mod N’s anmodning til Tønder Kommune om at nedlægge den private fællesvej i henhold til privatvejslovens § 72 og tilbagekalde indsigelsen over for kommunen.
E overtog i 2003 en landbrugsejendom. Naboejendommen, som også var en landbrugsejendom, var på daværende tidspunkt ejet af CM, og den 30. juni 2016 indgik E og CM en håndskreven aftale om arealoverførsel. Af den håndskrevne aftale fremgik tillige, at der ikke var vejrettighed over den sydlige del af CM’s ejendom, men at E oprindeligt havde en vejret i den nordlige ende. Efterfølgende blev det ud fra en stjernemarkering under underskriften tilføjet til aftalen, at E måtte bruge den ”grønne vej”, så længe vejen bestod, og hvis CM ønskede vejen nedlagt, havde E ikke noget imod det. I januar 2017 udarbejde en landinspektør en kortskitse vedrørende arealoverførsel og optagelse af privat vej, og senere udarbejdede landinspektøren en skematisk beskrivelse af de matrikulære ændringer som følge af arealoverførelsen, hvilket efter aftale også omfattede en 9 meter bred privat fællesvej over CM’s matrikel. N overtog med udgangen af 2020 CM’s ejendom og blev forud for erhvervelsen orienteret af CM om aftalen med E. N anmodede efterfølgende Tønder Kommune om at træffe afgørelse om nedlæggelse af den private fællesvej efter privatvejslovens § 72. Efter partshøring af E, der gjorde indsigelse mod nedlæggelsen, meddelte kommunen i juni 2022 afslag på N’s anmodning. N anlagde herefter sag mod E med påstand om, at E skulle anerkende at have fraskrevet sig retten til at gøre indsigelse mod nedlæggelse af den private fællesvej og tilbagekalde sin indsigelse over for kommunen, idet N navnlig gjorde gældende, at E havde fraskrevet sig muligheden for at gøre indsigelse mod vejens nedlæggelse med aftalen i 2016. E påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at E i forbindelse med arealoverførslen var tillagt vejret til at benytte den private fællesvej som vejadgang. Byretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at E og CM havde underskrevet den håndskrevne aftale af 30. juni 2016, men at der var usikkerhed om det med stjerne tilføjede aftalevilkår. I forlængelse heraf fandt byretten, at der med erklæringen om optagelse af ny privat fællesvej, hvorved det tillige blev erklæret, at der ikke fandtes utinglyste rettigheder eller forpligtelser over de berørte ejendomme, var indgået en ny aftale om oprettelse af ny privat fællesvej med vejret for E. Byretten fandt herefter, at N ikke havde løftet bevisbyrden for, at E havde accepteret det i aftalen tilføjede vilkår, og at E dermed ikke havde fraskrevet sig retten til at gøre indsigelse mod nedlæggelse af den private fællesvej. N ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at CM havde afgivet en sikker og troværdig forklaring om, at aftaleteksten ud for den nederste stjerne blev tilføjet efter aftale mellem CM og E et par dage efter, at aftalen var blevet underskrevet. På denne baggrund fandtes det bevist, at CM og E efter, at de havde underskrevet aftalen, var blevet enige om tilføjelsen ud for den nederste stjernemarkering, så tilføjelsen var en del af den samlede aftale. Landsretten lagde derefter til grund, at den tilføjede aftaletekst måtte forstås således, at E havde fraskrevet sig retten til at gøre indsigelse mod nedlæggelse af vejen, hvilket ikke kunne ændres af den senere erklæring om optagelse af ny privat fællesvej, der var underskrevet af CM og E. Landsretten tog herefter N’s påstande til følge, idet der også blev lagt vægt på, at tilføjelsen ikke var urimelig.
Kommentar: Dommen er afgjort på grundlag af det privatretlige forhold mellem to naboejendomme, men selve nedlæggelsen af den private fællesvej beror på en offentligretlig afgørelse, som træffes af kommunen efter privatvejslovens § 72, hvor der i §§ 73 og 74 er særlige regler for fremgangsmåde og partshøring. I den foreliggende sag måtte kommunen anses for at være forpligtet til at partshøre E, før kommunen traf afgørelse, men den privatretlige aftale mellem E og den tidligere ejer CM betød ifølge landsretten, at E ikke kunne udtrykke sin opfattelse. Selvom en sådan generel indskrænkning af private parters adgang til at udtrykke opfattelser ved partshøring forud for konkrete afgørelser kan forekomme betænkelig, kan den i dette tilfælde begrundes med, at E’s afkald på at gøre indsigelse mod nedlæggelse af den private fællesvej vedrører en bestemt tinglig rettighed, nemlig E’s vejret, som E kan give afkald på, og at kommunen i alle tilfælde skal påse, at privatvejslovens betingelser for nedlæggelse af en privat fællesvej er opfyldt. Landsrettens dom må dermed tages som udtryk for, at det for modparten er muligt at håndhæve sådanne mere afgrænsede afkald på ejendomsrettigheder, uden at dette fritager kommunen for at prøve, om privatvejslovens betingelser for nedlæggelse af den private fællesvej er opfyldt, og dette må især gælde, når der som her er tale om et afkald i forbindelse med en arealoverførsel.