MRF 2024.179
Højesterets dom af 23. oktober 2024, 2. afd., sagerne BS-11936/2024-HJR, BS-11954/2024-HJR, BS-11963/2024-HJR og BS-11967/2024-HJR
(Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen og Peter Mørk Thomsen)
A, B, C og D (adv. Gert Møller Lund, besk.) mod Aarhus Letbane I/S, Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Transportministeriet (adv. Jacob Caroc Claus Schall Holberg for alle)
Ved udmåling af ekspropriationserstatning for Aarhus Letbane skulle der ske fradrag for den værdiforøgelse, som letbanen havde tilført lodsejerenes restejendomme i forhold til forventningsværditillægget, idet det afvistes, at fradrag for fordele er betinget af, at ekspropriationsanlægget har været en forudsætning for, at restejendommen har fået ændrede udnyttelses- eller anvendelsesmuligheder, eller at ekspropriationsanlægget har været en forudsætning for en byudvikling af en bestemt karakter.
Sagen angik ekspropriation i 2013 af fire ejendomme til anlæg af Aarhus Letbane og var anlagt af de fire lodsejere A, B, C og D, hvis ejendomme lå i et område, der var udpeget til et fremtidigt byudviklingsområde – såkaldte perspektivarealer. Erstatningsudmålingen blev indbragt for Taksationskommissionen for Nord- og Midtjylland, der fastsatte erstatningen for perspektivarealerne til henholdsvis 50 og 40 kr./m2, idet den almindelige landbrugsjordspris udgjorde 20 kr./m2. ”Forventningstillægget” var dermed på mellem 20 og 30 kr./m2. Derudover blev der også fastsat individuelle erstatninger for landbrugsmæssige ulemper, herunder for gennemskæring og defigurering. Lodsejerne indbragte taksationskommissionens afgørelser for byretten mod Aarhus Letbane I/S og interessenterne Aarhus Kommune, Transportministeriet og Region Midtjylland med påstand om yderligere erstatning. Under byretssagen blev der udmeldt syn og skøn, og skønsmændene nåede frem til, at alle de eksproprierede arealer inden for perspektivarealet havde en værdi på 130 kr./m2. Heraf vurderede skønsmændene, at 30 kr./m2 skyldtes letbanens etablering, så den reelle værdi, der skulle erstattes, måtte være 100 kr./m2. Lodsejerne gjorde til støtte for kravet om yderligere erstatning gældende, at erstatningen ikke tog højde for, at ejendommene var udlagt til perspektivarealer længe før overvejelser om letbanen, og at de eksproprierede arealer på ekspropriationstidspunktet havde en værdi på 130 kr./m2, således at fradrag for fordele alene kunne føre til, at de blev tilkendt 100 kr./m2 i erstatning. Aarhus Letbane I/S og interessenterne påstod frifindelse og nedlagde selvstændige påstande om tilbagebetaling af en del af de udbetalte ekspropriationserstatninger svarende til, at der alene skulle erstattes 20 kr./m2 for arealerne som landbrugsarealer, og subsidiært at der skulle ske afkortning for den værdistigning, som anlægget af letbanen tilførte de arealer, som var tilbage efter ekspropriationen, dvs. ’fradrag for fordele’, jf. § 22, stk. 4, i lov om Aarhus Letbane, jf. den dagældende vejlovs § 51 (nu vejlovens § 103). Byretten fandt, at letbanen havde tilført restejendommene en højere værdi, men at der ikke var grundlag for at foretage fradrag for fordele forbundet med letbanen, fordi letbanen alene var et element og ikke en forudsætning for den fremtidige udnyttelse af perspektivarealerne i området, da byudviklingen ville have fundet sted, uanset om letbanen var blevet anlagt eller ej. Byretten fastsatte herefter erstatningen for perspektivarealerne til i alt 100 kr./m2, herunder bl.a. pga. skønsmændenes besvarelser. Anlægsmyndighederne ankede dommen til landsretten, hvor myndighederne anerkendte det grundbeløb på 40 kr./m2 henholdsvis 50 kr./m2, som taksationskommissionen havde fastsat, så det alene blev gjort gældende, at der skulle ske fradrag for fordele, eller om der var grundlag for at forhøje den af ekspropriationskommissionen tilkendte erstatning. Landsretten fandt indledningsvis ikke grundlag for at tilsidesætte taksationskommissionens skøn over forventningsværdien og lagde herefter på grundlag af bevisførelsen til grund, at letbanen havde været en forudsætning for en byudvikling af den karakter, der havde været planlagt i området. Landsretten fandt samtidig, at letbanen havde været nødvendig for, at der kunne ske en udvikling af perspektivarealerne. Letbanen havde dermed ifølge landsretten medvirket til en værdiforøgelse i forhold til restejendommene, som skulle fradrages i ekspropriationserstatningen, hvorved erstatningen blev reduceret til et beløb svarende til 20 kr./m2 som påstået af Aarhus Letbane I/S og interessenterne. Landsretten fandt herefter, at værdiforøgelsen af restejendommene måtte antages at overstige det grundbeløb, der var fastsat af taksationskommissionen i erstatning for de eksproprierede arealer (henholdsvis 40 og 50 kr./m2), hvorfor landsretten tog anlægsmyndighedernes selvstændige påstande om tilbagebetaling til følge. De fire lodsejere ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse dommen til Højesteret, hvor spørgsmålet om forhøjelse af grundbeløbet til 100 kr./m2 blev frafaldet af lodsejerne, der dermed anerkendte det grundbeløb, som taksationskommissionen havde fastsat. For Højesteret angik sagen derfor alene spørgsmålet om fradrag for fordele i forhold til forventningsværditillægget. Højesteret udtalte indledningsvist med henvisning til den dagældende vejlovs § 51 (nu vejlovens § 103), at der skal foretages fradrag i ekspropriationserstatningen for den værdiforøgelse, som letbanen skønnes at have tilført restejendommene. Dette gælder, uanset om der er tale om fordele, der alene tilføres den enkelte lodsejers restejendom, eller fordele, der tillige tilføres andre som følge af det pågældende anlæg. Højesteret udtalte herefter, at det ikke kan stilles som en yderligere betingelse for fradrag for fordele, at ekspropriationsanlægget har været en forudsætning for, at restejendommene har fået ændrede udnyttelses- eller anvendelsesmuligheder. Det kan heller ikke stilles som betingelse, at ekspropriationsanlægget har været en forudsætning for en byudvikling af en bestemt karakter. Efter en samlet vurdering af den konkrete sag, hvor størrelsen og beliggenheden af lodsejernes restejendomme indgik, lagde Højesteret til grund, at der var sket en værdiforøgelse af restejendommene som følge af letbanen, og at denne værdiforøgelse derfor skulle fradrages i ekspropriationserstatningen til A, B, C og D, og stadfæstede med denne begrundelse landsrettens dom.
Kommentar: Spørgsmålet om fradrag for fordele ved udmåling af erstatning for ekspropriation kan grundlæggende anskues fra to hovedsynspunkter, nemlig på den ene side ud fra berigelsesgrundsætningen, hvorefter erstatning ikke må føre til ugrundet berigelse, og på den anden side lighedsprincippet, hvorefter en lodsejer, der ved ekspropriation påtvinges at afstå et areal, som udgangspunkt ikke skal stilles ringere end naboejendomme, der ikke skal afstå jord til et offentligt anlæg, da sådanne naboejendomme får den fulde økonomiske fordel af det anlæg, som den eksproprierede lodsejer skal afgive. Problemet kan ikke løses efter grundlovens § 73, men dilemmaet begrunder, at der som hovedregel kun kan ske afkortning i erstatningen for specielle fordele, medmindre der – som i bl.a. vejlovens § 103 og forskellige anlægslove – er hjemmel til fradrag for generelle fordele. Da der i den foreliggende sag om Aarhus Letbane var hjemmel til at foretage fradrag i erstatningen for generelle fordele, var spørgsmålet, hvordan dette skulle opgøres, hvilket har været delvist omtvistet siden U 1970.135/2 H (Blangstedgaard-dommen), der angik ekspropriation til et vejanlæg, og hvor Højesterets syv dommere delte sig i tre med hensyn til begrundelsen. Flertallet på fire dommere ville foretage afkortning i erstatningen, men med forskellige begrundelser. To dommere fra flertallet fandt, at der i den dagældende vejbestyrelseslovens § 26 (nu vejloven § 103) var hjemmel til fradrag for fordele ved ekspropriation, ”uanset at også andre ejendomme har opnået værdistigning som følge af anlægget, men kun i det omfang, vejanlægget har været nødvendigt, for at ejendommen kunne udstykkes og bebygges på hensigtsmæssig måde”, men tog herefter ved erstatningsudmålingen hensyn til, at anlæggets omfang var mere omfattende end lodsejerens interesse i udstykning. To dommere lagde til grund, at vejbestyrelsesloven alene hjemlede afkortning for specielle fordele, men fandt, at denne betingelse var opfyldt. Af mindretallet på tre dommere fandt to, at der i vejbestyrelsesloven var hjemmel til afkortning af erstatning for generelle fordele. Højesteretsdommernes forskellige begrundelser har efterladt tvivl om såvel betingelserne for fradrag for fordele ved ekspropriationserstatning og den nærmere beregning heraf, men er i de fleste sager udlagt på den måde, at den blotte konstatering af en værdiforøgelse for en restejendom som følge af etableringen af et ekspropriationsanlæg ikke er tilstrækkelig til at foretage fradrag for fordele, så det tillige kræves, at ekspropriationsanlægget har været en nødvendig forudsætning for en planlagt byudvikling eller for, at restejendommen har opnået ændrede areal- og udnyttelsesmuligheder. Aarhus Letbane I/S bestred i denne sag, at der gjaldt sådanne yderligere betingelser for adgangen til at foretage fradrag for fordele i ekspropriationserstatningen. I den konkrete sag kunne værdistigningen i forhold til restejendommene – til forskel fra i U 1970.135/2 H – ikke realiseres med et letbaneanlæg, der blev opført i ”mindre omfang”, hvilket Højesteret med dommen tilsluttede sig på den måde, at der skulle ske fradrag for fordele i ekspropriationserstatningen i forhold til forventningsværditillægget, hvis ekspropriationsanlægget har tilført restejendommen en værdiforøgelse. Det er derfor ikke en betingelse, at ekspropriationsanlægget har været en nødvendig forudsætning for realiseringen af en byudvikling eller på anden måde have været en nødvendig forudsætning for, at restejendommen kunne opnå ændrede udnyttelses- eller anvendelsesmuligheder, men med den vigtige tilføjelse, at dette gælder for forventningstillægget. Dette havde i denne sag den betydning, at der for arealerstatningen var udmålt en erstatning på 40 kr./m2 henholdsvis 50 kr./m2, dvs. noget over de 20 kr./m2, som ville være udmålt for almindelig landbrugsjord, som uomtvistet var lagt til grund for Højesterets bedømmelse af sagen. Set i dette lys kan Højesterets dom også opfattes meget konkret, da der – som sagen forelå – indirekte var tillagt en forventningsværdi i det af taksationskommissionen udmålte grundbeløb for arealerstatning. Sammenholdes med de vanskeligheder, som fradrag for fordele ved ekspropriation frembyder i praksis, vil afkortning i den forventningsværdi, der er tilknyttet anlægget i forhold til en tidligere forventningsværdi, fortsat kunne give anledning til ikke ubetydelig tvivl.