MRF 2024.163
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. juni 2024, j.nr. 19/09130
Stadfæstet ophævelse af landvæsenskendelse fra 1953 og nedlægning af rørlagt afledningsgrøft fra 1940’erne, da betingelserne i vandløbslovens § 62 var opfyldt, idet rørledningen ikke var funktionsdygtig og var erstattet af en nyere afledningsgrøft, der havde eksisteret upåtalt siden 1980’erne.
Sagen angik to rørledninger, R1 og R2, der var rørlagt i slutningen af 1940’erne henholdsvis i 1980’erne, og som afledte vand fra et opstrøms liggende privat vandløb. Det var oplyst, at R1 løb fra skelgrænsen mellem matr.nr. 1, 2 og 3 og ind over matr.nr. 3, mens R2 løb langs skelgrænsen mellem matr.nr. 1 og 2. Begge rørledninger havde udløb i Storå. Ved etableringen af R1 havde ejeren af de opstrøms liggende arealer stillet krav om øget dimensionering af R1 og sænkning af koten på indløbet. På den baggrund afsagde landvæsensretten i 1953 kendelse om, at der var vundet hævd på, at R1 havde været afledningsgrøft for de opstrøms liggende arealer, og at dimensioneringen af R1 skulle øges, og koten skulle sænkes. På et senere tidspunkt var der plantet et læbælte nær R1’s forløb. I 1980’erne traf daværende Ikast Kommune beslutning om, at landvæsenskendelsen fra 1953 skulle respekteres. I den forbindelse blev det af den daværende ejer af matr.nr. 3 oplyst, at R1 lå så højt, at den blev beskadiget ved almindelig dyrkning, og at det var op mod 10 år siden, at rørledningen havde fungeret. I denne periode blev der etableret en åben afledningsgrøft i skellet mellem matr.nr. 3 og 1. I 1985 pålagde kommunen den daværende ejer af matr.nr. 3 at retablere R1. I 2002 måtte spuling af R1 opgives som følge af blokeringer. I 2006 oplyste kommunen forpagteren af matr.nr. 3 om, at der snarest skulle findes en permanent løsning. I forbindelse med etablering af et regnvandsbassin omkring år 2007 blev R2 fra indløbet delvist rørlagt. I 2011 overtog Ikast-Brande Kommune matr.nr. 3, og i 2018 udarbejdede kommunen et notat om, at R1 var uden funktion. Ikast-Brande Kommune traf den 30. oktober 2019 afgørelse efter vanløbslovens § 2, § 6, § 27, § 54 a og § 62 om lovliggørelse af vandafledning via R2 og traf samtidig afgørelse om nedlægning af R1 og ophævelse af landvæsenskendelsen fra 1953. Afgørelsen var begrundet i, at kommunen på baggrund af et tilsyn og GPS-målinger havde vurderet, at R2 havde et bedre potentiale til at lede vand fra opstrøms liggende arealer, at rørforløbet afstrømningsmæssigt havde erstattet R1, og at vandets frie løb ikke i den nuværende situation var hindret. Det var endvidere kommunens vurdering, at R1 måtte betragtes som nedlagt, og at lodsejere/brugere havde indrettet sig i tillid til lovligheden af den nye afledning (R2), hvorfor kommunen ikke kunne håndhæve vandløbslovens § 6. Afgørelsen blev påklaget af en lodsejer, der anførte, at der de sidste 70 år havde været manglende vandafledning fra klagers ejendom, uden at der var truffet afgørelser, som kunne påklages, og at kommunen ikke kunne ophæve landvæsenskendelsen fra 1953, der sikrede afledning gennem R1. E anførte endvidere, at det aldrig havde været beskrevet, at R2 skulle tjene som erstatning for R1, og at R2 gav dårligere afvanding, idet vand blev opstemt på klagers ejendom. Under klagesagen bemærkede kommunen bl.a., at det på baggrund af målinger udført af Orbicon var vurderet, at det eksisterende forløb kunne sikre afvanding fra klagers arealer, og at de nye forløb ikke stillede klager ringere. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at den påklagede afgørelse alene omhandlede lovliggørelse af afledning af vand, hvorfor nævnet ikke tog stilling til vedligeholdelse af den konkrete strækning. Efter nævnets opfattelse måtte det lægges til grund, at der havde været problemer med vandafledning fra R1 i en omtrent 70-årig periode, og at rørledningen senest i 2002 var erklæret ikke funktionsdygtig, hvor man havde opgivet spuling som følge af blokeringer. Herefter havde der været anvendt en pumpeløsning. Først i 2019 blev forholdet påtalt igen, da kommunen afholdt tilsyn og fandt tilløbet tilgroet og højt i terrænet, samt at vandmængden, der blev ledt til Storå, var begrænset. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om lovliggørelse af afledning af vand til R2 og samtidig nedlægning af R1 samt ophævelse af landvæsenskendelsen fra 1953. Nævnet lagde herved vægt på, at der foruden R1 eksisterede et andet funktionsdygtigt tilløb ved samme indløb (R2), og at R2 havde et bedre afvandingspotentiale end R1. Det var på baggrund af opmålinger vurderet, at ved en vandspejlskote i udløbet under 62,45 m ville R2 have afvandingsmæssige fordele, og at en kortvarig vandstandsstigning til det maksimalt mulige ikke ville give anledning til terrænoversvømmelser på opstrøms liggende arealer. Nævnet fandt på den baggrund, at betingelserne efter vandløbslovens § 62 for at ophæve landvæsenskendelsen fra 1953 var tilstede, idet kommunen havde godtgjort, at de faktiske forhold havde ændret sig i et sådant omfang, at R2 havde erstattet R1. Nævnet lagde tillige vægt på, at R2 havde eksisteret upåtalt siden 1980’erne, at afledningsforholdene ikke ville blive forringet ved anvendelse af R2, og at retablering af R1 ville medføre tilstandsændringer i § 3-registreret eng, hvilket ville kræve dispensation fra den restriktive forbudsbestemmelse i naturbeskyttelseslovens § 3. På den baggrund stadfæstede nævnet kommunens afgørelse.