MRF 2024.150
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. maj 2024, j.nr. 23/07767
Stadfæstet Miljøstyrelsens tillæg fra 2018 til miljøgodkendelse til udvidelse af deponeringsanlæg ved Avedøre fra 1,52 mio. m3 til 2,02 mio. m3 blandet affald, da godkendelsen fandtes at indeholde nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af BAT, idet virksomhedens udledning af spildevand til offentligt spildevandsselskab ikke er omfattet af miljøgodkendelsen, men sker ved tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3.
Efter forudgående screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 meddelte Miljøstyrelsen den 25. juli 2018 tillægsgodkendelse til udvidelse af fælleskommunalt affaldsdeponeringsanlæg til blandet affald i Avedøre. Miljøgodkendelsen var et tillæg til den gældende miljøgodkendelse af deponeringsanlægget fra juni 2006 og indebar, at fyldhøjden blev øget med op til 5,8 m, således at oversiden af slutdækningen for deponeringsenhederne blev løftet fra et niveau i kote +5,2 m til en maksimal kote +11 m. Tillægget medførte en øgning i anlæggets kapacitet fra 1,52 mio. m3 blandet affald til 2,02 mio. m3 blandet affald. I tillægget var endvidere fastsat vilkår B1 angående opfyldning og perkolatbrønde samt vilkår B5, hvorefter virksomheden skulle sikre effektiviteten af perkolatbrønde bl.a. ved renspuling af drænrør. Af miljøgodkendelsen fra 2006 fremgik, at deponeringsanlæggets bund bestod af tørlagt havbund bestående af 6-10 m ler, som stedvist var forstærket og bearbejdet til en homogen overflade uden sprækker. Videre fremgik, at bunden var etableret ca. 2 m under vandspejlet, hvorfor der under hele deponiet var en geologisk barriere bestående af ler og et opadrettet vandtryk. Af denne årsag var der ikke etableret en bundmembran af kulstof. Til håndtering af perkolat og spildevand var der udlagt dræn med en indre diameter på 10 cm, som var nedgravet i 30 cm dybe grøfter i lerbunden på ejendommen, og ovenpå lerbunden var der udlagt et drænlag på 30 cm, hvilket resulterede i knap 50 cm drængrus over drænrørene. Virksomhedens spildevand, herunder perkolat og andet overfladevand, blev afledt til det kommunale spildevandsselskab i henhold til særskilt tilslutningstilladelse. Både screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21 og miljøgodkendelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN). Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 24. juni 2020 (j.nr. 18/08621) afgørelse om ikke at give medhold i klagen over VVM-screeningen. I klagen over miljøgodkendelsen anførte DN bl.a., at vilkår om pejling af perkolatstanden fastsat i virksomhedens miljøgodkendelse og det meddelte tillæg ikke i tilstrækkelig grad sikrede mod en eventuel risiko for udsivning af miljøfarlige stoffer til Køge Bugt. DN henviste til, at det ved vilkår i miljøgodkendelsen skal sikres, at udledningen fra deponeringsanlægget til rensningsanlæg ikke medfører, at rensningsanlægget ikke kan overholde kravværdier for relevante forurenende stoffer ved udledning til Køge Bugt, idet DN henviste til, at virksomheden i en årrække ikke havde overholdt kravværdierne for ammonium, og at der havde været overskridelser på metaller. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at virksomheden var optaget på bilag 1 til dagældende godkendelsesbekendtgørelse (2017/1458) under listepunkt 5.4 og var omfattet af affaldsdeponeringsbekendtgørelsen (2019/1253). Nævnet fandt alene anledning til at behandle, hvorvidt virksomhedens indretning med den godkendte udvidelse og vilkårene hertil var i overensstemmelse med godkendelsesbekendtgørelsen og deponeringsbekendtgørelsen. Nævnet bemærkede, at der kun kunne tages stilling til forhold, som var omfattet af den påklagede afgørelse, hvorfor nævnet ikke kunne behandle klagepunkter om forhold, som var særskilt reguleret af virksomhedens tilslutningstilladelse eller det kommunale rensningsanlægs efterfølgende udledningstilladelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at det med de i tillægget fastsatte vilkår var tilstrækkeligt sikret, at virksomheden havde truffet nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af BAT, og at den ansøgte udvidelse af deponeringsenhederne kunne gennemføres uden at påføre omgivelserne forurening, som var uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 1 og 2. Nævnet lagde vægt på, at der med det ansøgte ikke blev ændret på det allerede etablerede membransystem, og at dette som følge af membranens tykkelse på 6-10 m og materiale bestående af ler ikke kunne forventes at blive beskadiget af det øgede jordtryk. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke blev ændret på eksisterende drænrør, og at beregninger viste, at der ikke kunne forventes brud eller buckling-effekt på de nedlagte drænrør ved en forøgelse af fyldhøjden til kote +11 m. Nævnet henviste til det meddelte vilkår B1, som sikrede, at eksisterende perkolatbrønde skulle føres op i takt med opfyldningen, så virksomheden fortsat kunne monitorere perkolatmængden på ejendommen, samt vilkår B5, som sikrede løbende kontrol af perokolatdrænenes effektivitet. Endelig bemærkede nævnet, at der ikke blev udledt spildevand til Køge Bugt, idet virksomhedens spildevand blev afledt via kloakledning til det kommunale spildevandsrenseanlæg. Nævnet stadfæstede herefter Miljøstyrelsens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle bemærkninger. Den ene vedrører miljøgodkendelsen, som efter dansk lovgivning ikke omfatter miljøpåvirkninger af spildevand, der udledes til offentligt spildevandsanlæg, da dette i stedet reguleres ved tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3. Dette er grundlaget for klagenævnets afvisning af denne indsigelse. Hertil kan bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af art. 15 i IE-direktivet (2010/75), at når ”forurenende stoffer udledes i vand via et rensningsanlæg, kan emissionsgrænseværdierne for det pågældende anlæg fastsættes under hensyntagen til effekten af vandbehandlingsanlægget uden for anlægget, forudsat at dette ikke fører til højere miljøforurening, at der garanteres et tilsvarende beskyttelsesniveau for miljøet som helhed, og at driftslederen i samråd med driftslederen af spildevandsrensningsanlægget sikrer, at de indirekte udledninger ikke bringer overholdelsen af bestemmelserne i godkendelsen af spildevandsrensningsanlægget i fare”. Efter IE-direktivet skal en miljøgodkendelse ved udledning til offentligt spildevandsanlæg foretage en prøvelse af, om udledningen fra IE-virksomheden påvirker spildevandsanlægget, men dette er der set bort fra i den danske gennemførelse, hvilket er svært at forene med direktivets art. 15. Den anden bemærkning vedrører klagenævnets tidligere screeningsafgørelse af 24. juni 2020 (j.nr. 18/08621) om, at projektet ikke var VVM-pligtigt. Klagenævnet lagde i den seneste afgørelse om stadfæstelse af tillægget til grund, at affaldsanlægget er omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1, listepunkt 5.4 (Deponeringsanlæg, som defineret i direktiv 1999/31 om deponering af affald, art. 2(g), som modtager over 10 tons affald om dagen eller har en samlet kapacitet på over 25.000 tons, undtagen deponeringsanlæg til inert affald). Dette kan sammenholdes med nævnets afgørelse vedr. VVM-screeningen, hvor nævnet lagde til grund, at anlægget ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og kravet om obligatorisk miljøvurdering med henvisning til, ”at det alene omfatter deponering af blandet affald, og at projektet ikke omfatter bortskaffelse af farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering i jorden [...] og at projektet heller ikke [er] omfattet af bilagets punkt 10, idet projektet ikke omfatter forbrænding eller kemisk behandling af affaldet, men alene en forhøjelse i terrænet over enheder med blandet affald”. Hertil kan kort anføres, at både VVM-direktivet og miljøvurderingslovens afgrænsning af, hvilke affaldsbehandlingsanlæg der er omfattet af obligatorisk miljøvurdering, omfatter deponering af affald på eller i jorden. På denne baggrund var det formentlig forkert, at nævnet i 2020 konkluderede, at tillægget til miljøgodkendelsen kunne meddeles uden forudgående miljøvurdering og miljøgodkendelse, der trådte i stedet for VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25.