MRF 2024.146
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. maj 2024, j.nr. 23/09776
Etablering af nyt boligområde var ikke et tungtvejende samfundsmæssigt hensyn, der kunne begrunde delvis ophævelse af fredningskendelse fra 1980, uanset at området siden 1980 efter endt råstofindvinding havde ændret karakter, da området fortsat rummede fredningsværdige værdier, som fredningen ydede beskyttelse.
Lejre Kommune fremsatte i marts 2023 fredningsforslag om delvis ophævelse af Overfredningsnævnets kendelse af 24. november 1980 om Hvalsø-Kisserup-fredningen med henblik på realisering af kommuneplanens udpegning af området til boligområde. Med fredningsforslaget ønskedes affredet et areal af fredningen på ca. 1,4 ha, der var beliggende i landzone umiddelbart øst for Kirke Hvalsø by. Af forslaget fremgik bl.a., at området siden 1980, hvor området fremstod som landbrugsjord, væsentligt havde ændret karakter. Siden da var arealet blevet udgravet i forbindelse med råstofindvinding, og senere anvendt som opsamlingssted for overskydende jord fra bygge- og anlægsprojekter. Det fremgik af fredningens § 4, at fredningen ikke var til hinder for grusgravning i de omhandlede arealer, såfremt råstofplanen for hovedstadsområdet førte til, at der skulle indvindes grus fra disse arealer. Til støtte for forslaget om delvis affredning anførte kommunen, at arealet i dag havde karakter af færdiggravet grusgrav uden fredningsmæssig værdi, og at det ikke fremgik af fredningen, hvad der skulle ske med arealet efter endt råstofindvinding. Det var derfor kommunens forståelse af fredningen, at områdets fredningsværdier alene skulle sikres, indtil der opstod behov for råstofindvinding, hvorefter arealet ville miste dets oprindelige fredningsværdier. Fredningsnævnet for Østsjælland traf i april 2023 afgørelse om ikke at ophæve dele af fredning som foreslået af kommunen, idet etablering af nye boliger på arealet ikke kunne betragtes som et tungtvejende samfundsmæssigt hensyn, og da fredningen ikke havde mistet sin betydning, hvorimod ny bebyggelse ville betyde en væsentlig ændring af arealets karakter. Den omstændighed, at området i dag havde en anden karakter end på fredningstidspunktet, kunne ikke føre til et andet resultat. Afgørelsen blev påklaget af ejendommens ejer, der navnlig anførte, at Overfredningsnævnet ikke havde taget stilling til, hvad der skulle ske med området efter end råstofgravning, og at fredningsnævnet havde sat skøn under regel ved ikke at foretage en konkret vurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke var sat skøn under regel, idet fredningsnævnet som led i sagsbehandlingen havde besigtiget området, og da der var foretaget en konkret afvejning af de hensyn, der lå til grund for fredningsforslaget, og hensynene bag den eksisterende fredning. Herefter bemærkede nævnet, at ophævelser eller ændringer af eksisterende fredninger kun sker yderst sjældent, og at praksis må karakteriseres som meget restriktiv. Et enstemmigt nævn fandt, at der ikke var grundlag for at foretage en delvis ophævelse af Hvalsø-Kisserup-fredningen, da der ikke forelå tungtvejende samfundsmæssige hensyn bag forslaget om delvis ophævelse, og da fredningen ikke kunne anses for at have mistet sin betydning. Nævnet henviste til, at det pågældende areal fortsat rummede fredningsværdige værdier, at den eksisterende fredning fortsat ydede en beskyttelse af disse værdier, og at det ved Overfredningsnævnets afgørelse netop var forudsat, at området i dag kunne have en anden karakter end på fredningstidspunktet, uden at dette skulle medføre, at området udgik af fredningen. Endelig lagde nævnet vægt på, at arealet lå i naturlig sammenhæng med og i med visuel kontakt til den øvrige del af fredningsområdet, og at praksis på området er restriktiv, samt på hensynet til at undgå en uønsket præcedens i sager om ophævelse af fredninger.
Kommentar: Afgørelsen viser, at ophævelse af fredninger kræver meget tungtvejende grunde, jf. også MAD 2008.161 Ø, og når Overfredningsnævnet accepterede råstofindvinding i området efter fredning, er der som anført af nævnet tale om et forhold, der blev taget stilling til ved fredningen i 1980. For et nyere eksempel på en affredning kan nævnes, at Fredningsnævnet for Sydjylland, Sydlig del, den 21. april 2022 besluttede at ophæve en fredning fra 1923 af en hvidtjørn, som var gået ud under stormen i 1999, hvorfor de fredningsværdige elementer var gået tabt og ikke kunne genoprettes i overensstemmelse med fredningsformålet. Dertil kommer, at en fredning altid kan ophæves ved lov, som det f.eks. skete, da Folketinget ved lov 2019/275 ophævede en del af Kalvebodfredningen på Amager Fælled for at give mulighed for et byudviklingsprojekt. Nævnets afgørelse i ovenstående sag giver dog anledning til en enkelt bemærkning, da den foreslåede affredning vedrørte etableringen af et nyt boligområde, hvilket formentlig ville være omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, hvorfor fredningsnævnet som statslig myndighed ville være forpligtet til at gennemføre en miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, og EU-Domstolens dom i sag C-444/15. Da den foreslåede ændring af fredningen ikke blev gennemført, er det dog uden betydning, men det kunne være anført af Miljø- og Fødevareklagenævnet som en betingelse for, at klagenævnet kunne ændre fredningsnævnets afslag. Se tillige MRF 2024.130 Mfk.