MRF 2024.135
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. april 2024, j.nr. 19/07925
Ophævet Vejle Kommunes ”afgørelse” om, at kommunens terrænregulering i form af opfyldningen af areal med moræneler og etablering af sti nær E’s ejendom ikke var i strid med vandløbslovens § 6, idet foranstaltningerne havde ændret vandets naturlige afløb ved E’s ejendom. Hjemvisning med bemærkning om, at forholdet skulle lovliggøres.
I forbindelse med byggemodning var der ved et areal sydvest for E’s ejendom foretaget terrænregulering i from af en opfyldning af en lavning. Endvidere var der sydøst for E’s ejendom etableret en gangsti med en kant mod E’s ejendom. Stien var forsynet med et dræn i form af en kasse med ral. I september 2019 traf Vejle Kommune afgørelse om, at de foretagne terrænreguleringer ikke var i strid med vandløbslovens § 6, da terrænet ifølge kommunen fortsat havde fald væk fra E’s ejendom, ligesom stien også hældte væk fra E’s ejendom. Afgørelsen blev påklaget af E, der med henvisning til ortofotos samt højdekurver og terrænkort fra programmet Scalgo anførte, at opfyldning af lavningen med lerjord havde medført, at overfladevandets afstrømning var blevet ændret, og at E’s ejendom var blevet vandlidende. E henviste til, at opfyldningen var sket med lerfyld med ringe permeabilitet, hvilket havde forringet vandets afstrømningsmuligheder. I forhold til stien anførte E med henvisning til fotografier taget i nedbørssituationer, at vandet løb ned mod E’s ejendom og ikke trak ned i det anlagte dræn. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at de omhandlede terrænændringer havde ændret vandets naturlige afløb ved E’s ejendom i strid med vandløbslovens § 6. Nævnet henviste herved til, at opfyldningen af lavningen havde medført, at der ikke længere var samme kapacitet til at modtage og opbevare vand fra E’s ejendom som tidligere. Hertil kom, at hældningen var blevet lavere, hvilket havde medført, at vandet strømmede langsommere fra E’s ejendom, og at vandet herfra i forvejen strømmede til et areal, der modtog overfladevand fra højere liggende arealer. For så vidt angik stien lagde nævnet vægt på, at ændringen fra muldjord og græs til belægning med lavere permeabilitet havde medført, at der ikke længere var den samme forsinkelse af den overfladiske afstrømning som tidligere, og at der ikke forelå dokumentation for, at det anlagte dræn afhjalp forholdet. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på lovliggørelse.
Kommentar: Det kan diskuteres, om kommunens vurdering af, at en terrænændring ikke er omfattet af vandløbslovens § 6, er en afgørelse, da reglen alene siger, at der skal meddeles tilladelse. I den foreliggende sag tyder oplysningerne på, at det er kommunen, der har været bygherre for stien, og den omstændighed kan selvstændigt begrunde, at berørte lodsejere har mulighed for at få prøvet, om kommunens manglende tilladelse beror på en forkert forståelse af vandløbslovens § 6. Udfaldet i sagen med ophævelse og hjemvisning af kommunens ”afgørelse” forekommer således velbegrundet, men nævnet burde have begrundet, hvorfor der var tale om en afgørelse, som kunne påklages til nævnet.