MRF 2024.134
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. april 2024, j.nr. 22/05638
Ophævet afgørelse om ikke at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 om nedbringelse af røg- og lugtgener fra røgerivirksomhed beliggende i Helsingør havn med en advokatvirksomhed som nabo, da kommunen havde inddraget usaglige hensyn til områdets karakter og til, om en bestemt virksomhed er naturligt hjemmehørende i havnen.
Helsingør Kommune traf i april 2022 afgørelse om ikke at meddele virksomhedsejer E påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1, om nedbringelse af lugtgener, der hidrørte fra driften af E’s røgeri i Helsingør havn. Røgeriet havde advokatvirksomheden N til nabo, der havde klaget over lugtgener fra røgeriet ved udluftning, når vinden blæste fra en vestlig retning. Klagen fra N foranledigede to tilsynsbesøg, og kommunen havde på baggrund heraf vurderet, at røgeriet gav anledning til væsentlige røggener i forhold til N. Tilsynene konkluderede bl.a., at der kom tydelig røglugt ind i lokalerne, når vinduerne var åbne, og vinden kom fra vest. Kommunens klima- og bæredygtighedsudvalg havde imidlertid vurderet, at E havde en berettiget forventning om, at der kunne drives røgerivirksomhed fra adressen, og at røgerivirksomhed i modsætning til advokatvirksomhed måtte betragtes som naturligt hjemmehørende på en havn, hvorfor lugten fra et røgeri ikke kunne være til væsentlig gene i en havn, og kontorer måtte tåle røglugt. Afgørelsen blev påklaget af N, der navnlig gjorde gældende, at miljøbeskyttelsesloven også gælder tæt på en havn, og at N’s placering på havnen ikke burde påvirke kommunens beslutning om ikke at meddele påbud om nedbringelse af lugtgenerne. Da kommunen alene havde truffet afgørelse om ikke at skride ind over for E, kunne Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) alene tage stilling til, om afgørelsen var truffet på et korrekt teknisk og juridisk grundlag. Nævnet fandt, at kommunen havde inddraget usaglige hensyn, da hverken miljøbeskyttelsesloven, luftvejledningen, lugtvejledningen eller forarbejderne i øvrigt begrænser hensynet til miljøbeskyttelse af omgivelserne til kun at omfatte bestemte områder. Tilsvarende afviste nævnet, at det er sagligt at varetage hensyn til, om en lugt er naturligt hjemmehørende på en lokalitet, ved vurderingen af, om der er tale om en væsentlig lugtgene. Det samme gjorde sig gældende i forhold til, om en virksomhed, der er udsat for lugtgener, er naturligt hjemmehørende i det område, hvor virksomheden er placeret. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling med bemærkning om, at kommunen ved fornyet behandling skulle vurdere, om røgen fra røgeriet indeholdt skadelige stoffer.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at miljøbeskyttelseslovens regler ikke kan sidestilles med den naboretlige tålegrænse, og at den bredere afvejning, der efter naboretten begrunder, at der tages hensyn til områdets karakter, ikke kan overføres til miljøbeskyttelseslovens påbudsregler. Selv om der også efter sidstnævnte regler skal foretages en afvejning af den forurenende virksomheds berettigede forventninger, er det ikke muligt efter miljøbeskyttelsesloven at acceptere væsentlige ulemper under hensyn til områdets karakter. Derimod vil et påbud om begrænsning af røg- og lugtgener efter miljøbeskyttelseslovens § 42 kræve, at kommunen også undersøger de økonomiske konsekvenser af et sådant påbud for røgeriet.