MRF 2024.132
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. april 2024, j.nr. 24/00077
Afvist klage over afgørelse om afledning af vejvand til § 3-beskyttet sø, da afgørelsen var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed og dermed ikke kunne påklages, jf. miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3, hvorfor nævnet ikke kunne prøve, om forholdet krævede nedsivnings- eller udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 28. Tillige afvist klage over, at ændring af vejafvandingen ville kræve tilladelse efter vandløbslovens § 6 og dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, da der ikke var ansøgt herom, og projektet derfor var uaktuelt.
Odsherred Kommune traf i oktober 2023 afgørelse om afledning af vejvand til en beskyttet sø omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende på E’s ejendom. Af afgørelsen fremgik bl.a., at vejen var etableret før 1974, hvor vejvand ikke var omfattet af spildevandsbegrebet, hvorfor kommunen mente, at vejvandet fortsat lovligt kunne ledes til søen uden en udlednings- eller nedsivningstilladelse efter miljøbeskyttelsesloven med bemærkning om, at en ændring af vejafvandingen ville kræve tilladelse efter vandløbslovens § 6 og dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Afgørelsen blev påklaget af E, som bl.a. anførte, at kommunen ikke måtte udlede spildevand til søen uden en udlednings- eller nedsivningstilladelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at kommunens afgørelse var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed, idet kommunen med afgørelsen havde konstateret, at vejafvandingen var etableret før 1974, hvorfor forholdet ikke krævede tilladelse til nedsivning efter miljøbeskyttelsesloven § 19 eller tilladelse til udledning efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at prøve, om disse tilladelser var påkrævet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3. Nævnet konstaterede endvidere, at kommunen havde truffet afgørelse om, at en ændring af vejafvandingen ville kræve både en tilladelse efter vandløbslovens § 6 og en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Da kommunen imidlertid havde oplyst, at man ikke ønskede at ændre vejafvandingen, og der ikke var indgivet ansøgning herom, fandt nævnet, at den påklagede afgørelse angik et uaktuelt projekt. På den baggrund afviste nævnet klagen over kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til flere bemærkninger. Det fremgår ikke af miljøbeskyttelsesloven, at spildevandsudledning i form af afledning af vand etableret før 1974 kan ske uden tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28. Men det er korrekt, at hvis der ikke foreligger en ansøgning herom fra kommunens vejafdeling, vil kommunens stillingtagen til lovliggørelse for denne del henhøre under miljøbeskyttelseslovens § 69, hvilket ikke kan påklages, jf. § 69, stk. 3. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om ulovlig udledning i modstrid med naturbeskyttelseslovens § 3 henholdsvis vandløbslovens § 6, følger det derimod af fast praksis, at Miljø- og Fødevareklagenævnet anser sig for kompetent til at tage stilling til, om et lovliggørelsespåbud er gyldigt for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et ulovligt forhold. Det må dog medgives nævnet, at hvis der ikke er meddelt et lovliggørelsespåbud, kan forholdet ikke påklages. Her er der imidlertid den specialitet, at det er en privat ejer, der klager over, at kommunens vejafdeling overtræder miljøbeskyttelsesloven, vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven i forhold til at aflede spildevand til ejerens sø, hvilket ud fra de samme friere overvejelser, som begrunder prøvelse af, om der foreligger et ulovligt forhold, kan tale for, at nævnet alligevel prøver indsigelsen fra ejeren og herunder tager stilling til det principielle spørgsmål, om afledning af vejvand kræver tilladelse, når afledning er påbegyndt inden 1974. Hvis dette er tilfældet, vil det med rimelig sikkerhed give problemer med overholdelse af vandrammedirektivet, der ikke ses at hjemle en sådan mulighed for at forringe vandmiljøet uden tilladelse, jf. MRF 2023.78 Mfk (Vega-sagen). Det sidste synes dog ikke relevant i den konkrete sag, da den omhandlede sø efter sagens oplysninger ikke er målsat i vandområdeplanerne.