MRF 2024.130
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. april 2024, j.nr. 20/05391
Fredningsnævnets fredning af arealer ved Skærum Ådal ændret, så fredningen omfattede et lidt mindre areal, og med tilføjelse af ny bestemmelse om, at Energinet med fredningsnævnets tilladelse kunne foretage fornyelse/renovation af to eksisterende højspændingsledninger, mens uopsættelige reparationer kunne ske uden forudgående tilladelse. Klagenævnet havde i februar 2020 stadfæstet fredningsnævnets screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens§ 10 om, at fredningen ikke krævede SMV-procedure.
Fredningsnævnet for Nordjylland, nordlig del, traf den 18. marts 2020 afgørelse om fredning af arealer ved Skærum Ådal i Frederikshavn og Hjørring Kommuner. Samtidig blev der truffet afgørelse om erstatning. Fredningssagen var rejst af Danmarks Naturfredningsforening i april 2017. Fredningsnævnet havde i januar 2019 truffet screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10, jf. § 8, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 3, om, at fredningsforslaget ikke krævede miljørapport og SMV-procedure, hvilket blev påklaget af en berørt lodsejer. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 18. februar 2020 (j.nr. 19/01034) screeningsafgørelsen, idet nævnet fandt, at ”den eneste substantielle miljømæssige konsekvens af fredningsforslaget [vil] være øget naturpleje med henblik på opretholdelse og forbedring af eksisterende arealer”, og da ”området i overvejende grad [må] forventes at videreføre sine nuværende karakteristika”. Fredningen omfattede et areal på i alt ca. 56 ha og omfattede primært de naturtyper i Skærum Ådal, der i forvejen var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, herunder naturtyperne eng, mose, sø, vandløb, hedde og overdrev. Fredningsområdet var i sin helhed beliggende i landzone og var i kommuneplanen udpeget som økologisk forbindelse og værdifuldt naturmiljø. Baggrunden for fredningen var områdets righoldige natur, der som følge af ophør af traditionel landbrugsdrift var under tilgroning, og fredningen havde bl.a. til formål at skabe grundlag for naturpleje. Af fredningens § 3 fremgik, at fredningsområdet skulle bevares i sin nuværende tilstand, medmindre en tilstandsændring var påbudt eller tilladt i medfør af fredningens bestemmelser. Af § 4 fremgik, at arealernes drift skulle tilrettelægges, så fredningens formål opfyldtes, og at der kun måtte ske ændringer i tilstanden af § 3-beskyttede områder, når ændringen havde et naturforbedrende sigte. Af § 6 fremgik, at der ikke måtte etableres faste konstruktioner, herunder tårne og master. Endvidere måtte der ikke føres luftledninger over arealerne, og der måtte alene opstilles almindelige trådhegn til hegning af husdyr. Fredningen blev påklaget af en lodsejer, E, der navnlig gjorde gældende, at fredningen burde ophæves, da E ønskede at indgå en frivillig aftale om afgræsning mv., og at der i øvrigt var andre lodsejere, der var villige til at indgå frivillige aftaler. E anførte videre, at fredningen ikke burde være til hinder for råstofindvinding til eget forbrug, da en sådan indvinding ikke udgjorde et problem for ådalen. Under klagesagen fremsatte Energinet bemærkning om, at to højspændingsluftledninger, der udgør en del af Danmarks overordnede eltransmissionsnet, krydsede det fredede område, og at Energinet havde behov for at tilgå anlægget i forbindelse med vedligeholdelse og renovering. Da fredningen ikke tillod dette, anmodede Energinet Miljø- og Fødevareklagenævnet om, at det blev gjort muligt at forny og renovere eksisterende højspændingsanlæg, i det omfang det var nødvendigt af hensyn til forsyningssikkerheden. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvis, at nævnet i medfør af naturbeskyttelseslovens § 44, stk. 1, kan ændre fredningsnævnets afgørelser. Nævnet fandt, at fredningen burde gennemføres, da området var fredningsværdigt som følge af dets usædvanlige righoldige natur og landskabelige værdier. Nævnet lagde vægt på, at fredningsområder var truet af tilgroning, og at fredningen måtte gennemføres for at sikre og forbedre forholdende for områdets naturtyper og forbedre muligheder for gennemførelse af naturpleje. Dog fandt nævnet, at fredningens afgrænsning burde ændres af hensyn til en bedre arrondering. Endvidere besluttede nævnet at udtage et areal fra fredningen, hvor en lodsejer indvandt sand til eget forbrug, da arealet ikke havde særlige naturmæssige eller landskabelige værdier, og da arealet uanset § 3-registrering ikke levede op til størrelseskravet for at være omfattet af § 3. Hvad angik fredningens indhold besluttede nævnet, at der skulle tilføjes en ny bestemmelse i § 4 a, hvorefter vandløb inden for fredningen skal reguleres efter vandløbsloven, og at der ikke er noget til hinder for etablering af sandfang. På baggrund af henvendelsen fra Energinet besluttede klagenævnet at ændre § 6, så eksisterende højspændingsledninger kunne fornys og renoveres med fredningsnævnets forudgående godkendelse, mens uopsættelige reparationer kunne ske uden fredningsnævnets forudgående godkendelse. Endvidere ændredes § 6, så etablering af jagttårne, jagtstiger og foderhække kunne etableres med fredningsnævnets forudgående godkendelse. På den baggrund ophævede klagenævnet fredningen og traf derefter afgørelse om gennemførelse af fredningen med ændringer i forhold til afgræsning og indhold.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til flere principielle kommentarer. For det første må det noteres, at Energinets indsigelser blev behandlet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, selv om Energinet ikke havde klaget rettidigt. Der er ikke i sig selv noget i vejen for, at klagenævnet i en fredningssag inddrager oplysninger fra en tredjepart. Problemet er, at det drejer sig om højspændingsluftledninger, der er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. c.3. Som følge heraf er rammer for disse luftledninger omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, og da en fredningskendelse fastsættes af en statslig myndighed, betyder dette, at der er obligatorisk miljøvurdering, jf. EU-Domstolens dom i sag C-444/15, hvilket ligeledes følger af Planklagenævnets faste praksis, jf. f.eks. MRF 2023.106 Pkn og MRF 2023.107 Pkn. I denne fredningssag opstod problemet imidlertid ikke i fredningsnævnets kendelse, som slet ikke tillod etablering eller ændring af luftledninger, hvorfor det ikke nødvendigvis var forkert, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2020 tiltrådte fredningsnævnets afgørelse om, at SMV-procedure ikke var nødvendig. Da Miljø- og Fødevareklagenævnet imidlertid ændrede fredningsnævnets kendelse, burde dette i sig selv havde fået nævnet til at foretage en screening efter miljøvurderingslovens § 10, da der i alle tilfælde var tale om en ændring af fredningen. Hvis klagenævnet havde fulgt den korrekte fremgangsmåde, ville klagenævnet derfor have været nødt til at ophæve og hjemvise fredningskendelsen, da Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke selv kan gennemføre en SMV-procedure. Se tillige MRF 2024.146 Mfk.