MRF 2024.121
EFTA-domstolens dom af 9. august 2024, sag E-12/23, Norwegian Air Shuttle
Norwegians forpligtelse til at returnere CO2-kvoter kunne ikke omdannes til dividendekrav for myndighederne som led i tvangsakkord under rekonstruktionsbehandling.
Efter ændringen i 2008 af EU’s kvotedirektiv (2003/87) blev luftfartsselskaber omfattet af direktivets ordning med handel med CO2-kvoter, hvor de kvoter, som kvotevirksomheden er tildelt henholdsvis har købt for det pågældende år, udgør grænsen for virksomhedens årlige emission. Dette indebærer bl.a. en forpligtelse for selskaberne til inden 30. april at returnere et antal kvoter svarende til virksomhedens samlede emissioner i det foregående år, jf. kvotedirektivets art. 12, stk. 2a (nu stk. 3). Overholdes returneringspligten ikke, skal medlemsstaterne pålægge selskabet en administrativ bøde svarende til 100 EUR pr. ikke-returneret kvote, jf. direktivets art. 16, stk. 3. I henhold til EØS-aftalen er bl.a. kvotedirektivet også bindende for EFTA-staterne Island, Liechtenstein og Norge (men ikke Schweiz, der har sit eget kvotehandelssystem). Som følge af økonomiske vanskeligheder efter udbruddet af COVID-19 blev det norske luftfartsselskab Norwegian Air Shuttle (NAS) og en række af dets datterselskaber taget under rekonstruktion i Irland og Norge. Under rekonstruktionsbehandlingen blev der gennemført en tvangsakkord, der indebar, at uprioriterede og usikrede kreditorer blev tildelt en dividende på 5 pct. NAS’ forpligtelse til at returnere kvoter for emissioner i 2020 i henhold til kvotereglerne blev i den forbindelse omregnet til en pengefordring, hvor de norske myndigheders dividende blev beregnet til ca. 7,5 mio. NOK. Ved fristen for returnering af kvoter for 2020 den 30. april 2021 returnerede NAS kvoter for de emissioner, som virksomheden havde udledt i perioden 18. november til 31. december 2020. For perioden 1. januar til 17. november 2020 tilbød NAS derimod de norske myndigheder den ved tvangsakkorden fastsatte dividende. De norske myndigheder afslog at modtage dividende med den begrundelse, at NAS var forpligtet til at returnere det fulde antal kvoter uanset tvangsakkorden, og pålagde NAS en administrativ bøde på ca. 400 mio. NOK for de kvoter, som ikke var returneret pr. 30. april. Bøden blev indbragt for de norske domstole, der spurgte EFTA-domstolen, om kvotedirektivet er til hinder for, at forpligtelsen til at returnere kvoter i henhold til national insolvenslovgivning kan opgøres med dividende i forbindelse med en rekonstruktion. EFTA-domstolen fandt med henvisning til bl.a. sag C-203/12, Billerud Karlsborg, at forpligtelsen i kvotedirektivets art. 12, stk. 2a (nu stk. 3) for luftfartsselskaber til at returnere kvoter svarende til emissionerne i det foregående år skal håndhæves strengt. Overtrædelser er underlagt en særlig bødesanktion i direktivets art. 16, stk. 3, og betalingen af denne bøde fritager ikke den driftsansvarlige for pligten til at indlevere det tilsvarende antal kvoter i det efterfølgende år. Dertil kommer, at EØS-staterne ikke har en skønsmargin ved vurderingen af, hvordan luftfartsselskaber kan overholde returneringspligten, idet direktivet ikke giver de enkelte lande mulighed for at reducere eller frafalde forpligtelsen. Det ændrede ikke herved, at EØS-retten ikke harmoniserer den materielle insolvensret i EØS-staterne, idet EØS-staterne skal handle i overensstemmelse med EØS-retten, herunder kvotedirektivet, også når de handler på insolvensområdet. På den baggrund fandt EFTA-domstolen, at kvotedirektivet er til hinder for, at returneringspligten opgøres med dividende som led i en tvangsakkord under rekonstruktionsbehandling.
Kommentar: Dommen vedrører spørgsmålet, om en offentligretlig forpligtelse som led i en tvangsakkord kan omdannes et pengebeløb og dermed opfyldes ved betaling af dividende. Når spørgsmålet opstod, skyldtes det, at Norwegian med samtykke fra størstedelen af sine kreditorer havde gennemført en tvangsakkord i henhold til norsk og irsk insolvenslovgivning, der indebar, at de norske og irske myndigheders krav på returnering af kvoter skulle omregnes til et dividendekrav. Efter oplysningerne i dommen besluttede de irske myndigheder – i modsætning til de norske – at tage imod dividenden og frafaldt kravet om indlevering af CO2-kvoter uden at pålægge Norwegian bøder i overensstemmelse med kvotedirektivets art. 16, stk. 3. Det må dog som klart udgangspunkt antages, at et selskab i økonomiske vanskeligheder ikke på denne måde kan frigøre sig fra krav på andet end penge, der hviler på offentligretligt grundlag. En nærmere vurdering heraf må først og fremmest bero på en fortolkning af retsgrundlaget for den pågældende forpligtelse. Som EFTA-domstolens dom viser, indebærer dette, at når pligten har ophæng i EU-retten, fastlægger EU-retten selv pligtens indhold og rækkevidde og dermed også, om opfyldelse kan ske gennem betaling af dividende. EFTA-domstolens begrundelse for at afvise dette i relation til returneringspligten i kvotedirektivet forekommer overbevisende. Se til sammenligning sag C-203/12, Billerud Karlsborg, hvor en svensk virksomhed på grundlag af kvotedirektivets art. 16 blev pålagt en administrativ bøde for forsinket returnering af ca. 55.000 kvoter med 100 EUR pr. kvote, uanset at virksomheden godtgjorde, at virksomheden havde overholdt sit kvoteloft, og forsinkelsen alene skyldtes en administrativ fejl. For så vidt angår krav på afgifter og andre pengekrav, der har grundlag i EU-retten, har EU-Domstolen derimod accepteret, at medlemsstaterne kan tillade en nedsættelse af det skyldige beløb som led i en tvangsakkord mv., så længe der ikke gives et generelt og udifferentieret afkald på opkrævning af beløbet, jf. sag C-546/14, Degano Trasporti, og sag C-493/15, Identi. Se også sag C-290/91, Peter, hvorefter EU-retten ikke er til hinder for, at de nationale myndigheder fastsætter en afdragsordning, såfremt den afgiftspligtige er i økonomiske vanskeligheder. For god ordens skyld gøres opmærksom på, at EFTA-domstolens domme ikke er bindende for EU-Domstolen og således ikke autoritativt fastlægger fortolkningen af EU-retten.