MRF 2024.118
Planklagenævnets afgørelse af 26. juni 2024, j.nr. 23/13735, 23/14480, 24/00800 og 24/00877
Lokalplan og kommuneplantillæg for opførelse af sommerhuse tæt ved kysten i Strøby Ladeplads var ikke i strid med planlovens § 5 b eller Fingerplanen om udlæg af nye sommerhusområder, da området siden 1998 havde været udlagt som sommerhusområde og områdets zonestatus var fastholdt. At området i Fingerplanens kortbilag var markeret som byområde, ændrede ikke herved.
Stevns Kommune vedtog den 26. oktober 2023 lokalplan nr. 207, Sommerhusområde ved Svalemosevej i Strøby Ladeplads, og vedtog samtidig kommuneplantillæg nr. 5 til kommuneplan 2019. Planerne havde til formål at muliggøre opførelsen af sommerhuse på et 12.300 m2 stort areal beliggende ud til kysten inden for kystnærhedszonen, som var placeret inde i et større eksisterende sommerhusområde. Efter lokalplanen skulle området, der lå landværts Kystvejen, forblive sommerhusområde (delområde A), og området søværts Kystvejen skulle forblive landzone (delområde B). Videre fremgik, at hovedanvendelsen for delområde A var sommerhusområde, og at delområde B skulle anvendes til rekreative formål og i øvrigt friholdes for bebyggelse. Inden planvedtagelsen var området omfattet af en lokalplan for en fiskeri- og lystbådehavn ved Strøby Ladeplads fra 1998, som aldrig var blevet realiseret. Planen havde samme zoneforhold som lokalplan nr. 207. Planområdet var i kommuneplan 2019 omfattet af kommuneplanramme 3 H1, Fiskeri- og lystbådehavn, hvilket blev aflyst ved kommuneplantillæg nr. 5, hvorved der blev udlagt et nyt rekreativt område, rammeområde 3 R4, der omfattede lokalplanens delområde B. Planvedtagelserne blev påklaget af en nabo til lokalplanområdet, der navnlig anførte, at kommunen ikke var uvildig, idet kommunen i sagen havde ageret såvel lodsejer som myndighed, og at kommunen havde truffet afgørelse på et uoplyst grundlag, idet klager henviste til, at kommunen ikke havde inddraget oplysninger om, at der i planområdet var mangel på drikkevand, oplysninger om historiske fortællinger om områdets tilblivelse, og ophævelsen af to servitutter i forbindelse med lokalplanprocessen. Klager anførte videre, at kommunen ikke havde hjemmel til at udlægge nye sommerhusområder inden for kystnærhedszonen, og at planerne var i strid med Fingerplanen og en kommunal klimaplan. Planklagenævnet (formanden) afviste, at kommunen havde varetaget uvedkommende hensyn ved vedtagelsen af planen og ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt, idet kommunen ikke var forpligtet til at tilvejebringe oplysninger om planområdets historie eller udarbejde redegørelser om mængden af drikkevand. I forhold til forbuddet i planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 3, mod at etablere nye sommerhusbebyggelse inden for kystnærhedszonen lagde nævnet til grund, at delområde A ”i hvert fald siden 1998 har været udlagt som sommerhusområde”, hvor det i en note er anført, at lokalplanen fra 1998 trådte i stedet for lokalplan nr. 5-01. Nævnet fandt derfor, at området havde status af sommerhusområde inden vedtagelsen af den seneste lokalplan, hvorfor lokalplanen ikke var i modstrid med planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 3, uden at det havde betydning, at området ikke faktisk var anvendt til sommerhusbebyggelse. Hvad angik Fingerplanen konstaterede, at planområdet var omfattet af det øvrige hovedstadsområde, jf. Fingerplanens § 20, jf. planens kortbilag. Da planområdet siden 1998 havde været udlagt som sommerhusområde, medførte planen ikke udlæg af nyt sommerhusområde i strid med Fingerplanens § 3, nr. 5. At planområdet på Fingerplanens kortbilag var markeret som byområde, kunne ikke føre til andet resultat, da zonestatus alene kunne fastlægges ved udpegning ved lokalplan, jf. planlovens § 34. Nævnet fandt videre, at planerne heller ikke var i strid med Fingerplanens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2, hvorefter kommuneplanlægning i det øvrige kommuneplanområde skulle sikre, at byudvikling var af lokal karakter og skete i tilknytning til kommunecentre eller som afrunding af andre bysamfund, og at eksisterende sommerhusområder fastholdtes som rekreative områder til ferieformål. Det var i den sammenhæng nævnets vurdering, at det planlagte i den konkrete sag ikke havde karakter af byudvikling, da der med planerne ikke skete overførsel af arealer til byzone, ligesom planerne alene muliggjorde opførelse af sommerhuse. Hvad angik forholdet til den kommunale klimaplan konstaterede nævnet, at denne plan indeholdt generelle målsætninger i forhold til klimaneutralitet og klimarobusthed og beskrev, hvordan kommunen ville arbejde på at nå disse mål. Da det ikke var omtalt i klimaplanen, hvorvidt denne havde karakter af en kommunal risikostyringsplan omfattet af oversvømmelsesloven, og det i øvrigt fremgik, om planen var vedtaget i medfør af planloven eller anden lovgivning, lagde nævnet til grund, at der ikke var tale om en risikostyringsplan, hvorfor planen ikke var bindende for kommune- og lokalplanlægning. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagerne over lokalplanen og kommuneplantillægget.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle kommentarer. Den ene vedrører nævnets fortolkning af planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 3, om forbud mod udlæg af nye sommerhusområder inden for kystnærhedszonen, da denne regel har været gældende siden 1. august 1994 og dermed også var gældende, da lokalplanen fra 1998 blev vedtaget. Medmindre området også forud for lokalplanen fra 1998 var udlagt som sommerhusområde, var det således i strid med planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 3, at udlægge området i 1998. Spørgsmålet er i så fald, om andre forhold kan begrunde, at området alligevel kan udlægges som sommerhusområde. Det er muligt, at dette må besvares bekræftende dels pga. den forløbne tid og dels grundet lokalplanområdets placering, da det mindre område på begge sider er omgivet af et udbygget sommerhusområde, ligesom det må tiltrædes, at Fingerplanens kortbilag ikke kan tillægges vægt, når de er i modstrid med de faktiske forhold. Den anden bemærkning vedrører kommunens klimaplan, der – som Planklagenævnet anfører – ikke anfører en hjemmel i lov og indholdsmæssigt mest har karakter af selvanprisninger om alt det gode, som kommunen vil gøre. Af samme grund vil en sådan klimaplan ikke opfylde betingelserne i miljøvurderingsloven for at være en retsakt og vil ikke være omfattet af krav om miljøvurdering efter SMV-reglerne, jf. MRF 2023.65 Mfk om Viborg Kommunes klimaplan.