MRF 2024.117
Planklagenævnets afgørelse af 24. juni 2024, j.nr. 24/00682
Gyldigt § 14-forbud mod om- og tilbygning af eksisterende tofamiliehus til 12 studieboliger, da passivitetsindsigelse afvist, og kommunens dialog forud for byggeansøgningen ikke kunne anses for et bindende forhåndstilsagn.
Efter længere forudgående dialog med Gladsaxe Kommune indsendte E som ejer af et tofamiliehus byggeansøgning i april 2023 om etablering af 12 studieboliger på mellem 31 og 48 m2, hvoraf fire skulle etableres i det eksisterende tofamiliehus og de resterende i en tilbygning. E havde siden juli 2020 været i dialog med kommunen om flere forskellige projekttyper og størrelser, og kommunen havde i forbindelse hermed bl.a. tilkendegivet, at den ikke kunne håndhæve et ønske i kommuneplanen om mindste lejlighedsstørrelse på 95 m2, da dette ikke var fastsat ved lokalplan. Efter forudgående varsel nedlagde kommunen den 7. december 2023 forbud efter planlovens § 14 mod det ansøgte projekt med udløb 14. november 2024. Kommunen begrundede forbuddet med, at der var tale om små boliger med begrænset køkken- og opbevaringstørrelse med tvivlsom boligkvalitet, og at der ikke var den variation i boligstørrelsen, som kommuneplanen lagde vægt på. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende, at der som følge af den lange forhåndsdialog var indtrådt passivitet, således at kommunen ikke kunne nedlægge forbud. E anførte videre, at forhåndsdialogen havde bibragt ejeren en berettiget forventning, da denne måtte sidestilles med et bindende forhåndstilsagn. Planklagenævnet (formanden) fandt, at sagsbehandlingstiden ikke oversteg en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid, idet der var forløbet 6 måneder mellem E’s ansøgning og varslet om forbud og 1,5 måneder fra varslet til forbuddets nedlæggelse. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde forholdt sig passivt under sagsforløbet, idet der var korrespondance mellem E og kommunen omkring projektet, og idet sagen skulle behandles politisk på to forskellige udvalgsmøder. Forhåndsdialogen mellem E og kommunen i 2020-2023 kunne ikke føre til et andet resultat, idet dialogen havde vedrørt en række forskellige projekter med et varierende anal boliger og boligstørrelser, som ikke førte til byggeansøgninger eller på anden måde fremstod som tilstrækkeligt aktuelle projekter, ligesom kommunen under dialogen havde oplyst E, at den ikke på forhånd kunne fastlægge størrelser og antal på boligerne. I forhold til E’s indsigelse om berettigede forventninger og forhåndstilsagn anførte nævnet, at disse skulle afvejes over for retshåndhævelseshensyn og et tidsmæssigt perspektiv. En forventning på baggrund af et forhåndstilsagn forudsatte, at kommunen havde taget stilling til et forhold på et oplyst grundlag. Da E først i april 2023 havde indsendt ansøgning, kunne E ikke på grundlag af den forudgående forhåndsdialogen have opnået et bindende forhåndstilsagn eller være bibragt en berettiget forventning om byggetilladelse, idet kommunens tilkendegivelse om, at den ikke kunne håndhæve kommuneplanens mindstekrav til boligstørrelser, ikke udgjorde en forhåndstilkendegivelse om, at kommunen ikke ville nedlægge forbud efter § 14. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at selvom kommunen er undergivet en skærpet passivitetsvurdering ved § 14-forbud i forhold til en byggeansøgning, jf. bl.a. MRF 2023.188 Pkn, MRF 2024.12 Pkn, MRF 2024.101 Pkn og MRF 2024.104 Pkn, forudsætter dette, at der foreligger et konkret projekt. Afgørelsen bekræfter de strenge krav til et bindende forhåndstilsagn, jf. ligeledes U 2009.1202/2 H og senest MRF 2024.95 B. I relation til nævnets bemærkninger vedr. E’s berettigede forventning anfører nævnet, at dette skal afvejes over for bl.a. retshåndhævelseshensyn. Det sidste er korrekt, men kun når der foreligger retshånd-hævelseshensyn, hvilket i sagens natur ikke er muligt ved et § 14-forbud, der netop er konstitutivt og ikke retter sig mod ulovlige forhold. Formuleringen er derfor uheldig, da forbud efter planlovens § 14 ikke kan begrundes med retshåndhævelse, der forudsætter en overtrædelse af en given norm – ikke etablering af en ny.