MRF 2023.95
EU-Domstolens dom af 20. april 2023, 5. afd., sag C-580/21, EEW Energi from Waste
VE-direktivets regler om prioriteret adgang til at levere elforsyning fra vedvarende energikilder til el-nettet omfatter også anlæg, hvor elektricitet produceres fra både vedvarende og konventionelle kilder som affaldsforbrændingsanlæg, der afbrænder bionedbrydeligt affald, men den prioriterede adgang omfatter kun den del, der produceres fra vedvarende energikilder, hvilket fastlægges af medlemsstaterne under hensyn til nettets pålidelighed.
Direktiv 2009/28 om fremme af vedvarende energi (VE-direktivet, som nu er erstattet af direktiv 2018/2001) fastsætter bl.a. regler om prioriteret adgang fra vedvarende energikilder til elforsyningsnettet. Denne regulering af lastfordelingen på nettet hænger sammen med nødvendigheden af at opretholde en ensartet spænding på nettet, uanset at forbruget løbende varierer. Baggrunden for denne sag var, at det tyske selskab EEW driver et anlæg for nyttiggørelse af affald på et affaldsforbrændingsanlæg, der fremstiller termisk energi på grundlag af affald, men hvor andelen af bionedbrydeligt affald varierer. Fra 2011 til 2016 blev EEW gentagne gange af transmissionsselskabet anmodet om at nedjustere el-leverancer grundet flaskehalse i nettet, hvilket påførte EEW et indtægtstab på 2,24 mio. euro, som EEW krævede erstattet fra transmissionsselskabet. Dette førte til en retssag, hvorunder den tyske domstol rejste spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkning af VE-direktivets bestemmelser om prioriteret nedadgang for vedvarende energikilder. EU-Domstolen tog udgangspunkt i, at efter VE-direktivet omfatter ”energi fra vedvarende energikilder” også elektricitet fremstillet på grundlag af biomasse, hvilket efter direktivet også omfatter husholdningsaffald og industriaffald, og at begrebet derfor skal undergives en ensartet fortolkning. Efter det dagældende VE-direktivs art. 16(2)(c) skal medlemsstaterne sikre, at transmissionssystemoperatører ved lastfordeling mellem el-produktionsanlæg giver forrang for anlæg, der bruger vedvarende energikilder med henblik på at minimere begrænsninger af elektricitet fra vedvarende energikilder, men der er ikke i VE-direktivet en udtrykkelig stillingtagen til, om dette omfatter anlæg, hvor strømmen både produceres fra vedvarende og konventionelle kilder. På grundlag af en formålsfortolkning fandt EU-Domstolen, at den prioriterede adgang ved lastfordeling også omfatter anlæg, der ikke udelukkende anvender vedvarende energikilder. Men herefter fastslog EU-Domstolen, at den prioriterede adgang alene omfatter den elektricitet, der fremstilles af vedvarende energi (præmis 48), hvilket derfor skal afspejles i de kriterier, der anvendes for at fastlægge rækkefølgen for systemoperatørers lastfordeling (præmis 50). I den forbindelse skal der tages hensyn til, at systemoperatørens beslutning om forrang for et bestemt anlæg er en hasteforanstaltning, der træffes nærmest øjeblikkeligt (præmis 51), og at det i nettet ikke er muligt at identificere oprindelsen, og at der består en usikkerhed, så det ikke er muligt på et bestemt tidspunkt at angive præcis, hvilken del af elektriciteten der stammer fra vedvarende energikilder (præmis 52). For at opfylde VE-direktivet er det derfor tilstrækkeligt, at de nationale kriterier gør det muligt i en tilstrækkelig lang og repræsentativ periode at give prioriteret adgang til ethvert anlæg, der producerer elektricitet fra såvel vedvarende som konventionelle energikilder i forhold til størrelsen af den andel af vedvarende energikilder, som det pågældende anlæg bruger (præmis 54 og 57).
Kommentar: Sagen illustrerer nogle af de tekniske og økonomiske udfordringer, der opstår, når vedvarende energikilder skal have forrang i elforsyningen. Dommen betyder, at kommunale affaldsforbrændingsanlæg, der producerer elektricitet, er omfattet af prioriteret adgang for den del af affaldet, der må anses for biomasse. Men dommen illustrerer samtidig, at der må indrømmes systemoperatørerne et skøn, hvilket der må tages hensyn til i medlemsstaternes lovgivning.