MRF 2023.94
EU-Domstolens dom af 20. april 2023, 4. afd., sag C-144/21, Parlamentet mod Kommissionen
Kommissionens tilladelse til bestemte begrænsede anvendelser af det kræftfremkaldende stof chromtrioxid annulleret for nogle anvendelser, da afvejningen af fordele ved de tilladte anvendelser var baseret på en utilstrækkelig risikovurdering og mangelfulde oplysninger om alternative stoffer i strid med REACH-forordningens art. 60(4). Annullationens retsvirkning udsat et år, da der ellers manglede regulering af anvendelse af chromtrioxid.
Stoffet chromtrioxid blev i 2013 klassificeret som kræftfremkaldende og mutagent efter REACH-forordningen og optaget på forordningens bilag XIV. Dette betød, at producenter skulle ansøge om tilladelse til bestemte anvendelser af stoffet inden 21. marts 2016 med indsendelse af de oplysninger, der kræves efter forordningens art. 62, hvorefter Kommissionen på grundlag af bl.a. forordningens art. 60 skulle tage stilling til, om de bestemte ansøgte anvendelser kunne tillades, idet der forudgående skulle indhentes udtalelse fra Udvalget for Risikovurdering (RAC) og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA). For producenter, der ikke inden fristen i 2016 havde søgt om tilladelse, bortfaldt adgangen til markedsføring af stoffet den 21. september 2017. Det tyske selskab Lanxess Deutschland søgte i 2015 om tilladelse til seks forskellige anvendelser af chromtrioxid, hvilket efter udtalelse fra RAC og ECHA førte til, at Kommissionen med visse begrænsninger meddelte tilladelse til de ansøgte anvendelser i 2020, uanset at Parlamentet i 2019 havde afgivet en udtalelse, der modsatte sig anvendelsen. Parlamentet anlagde herefter sag mod Kommissionen med påstand om annullation af tilladelser til bestemte anvendelser i Kommissionens afgørelse fra 2020. Til støtte herfor gjorde Parlamentet for det første gældende, at Kommissionens risikovurdering ikke opfyldte kravene i REACH-forordningens art. 60(4), og at det derfor ikke var muligt at foretage en korrekt afvejning af risikoen over for de socioøkonomiske fordele ved den tilladte anvendelse af chromtrioxid. For det andet gjorde Parlamentet gældende, at undersøgelsen af muligheden for substitution med andre stoffer ikke var tilstrækkeligt belyst for de anfægtede anvendelser af chromtrioxid. EU-Domstolen gav indledningsvis Kommissionen medhold i, at enhver videnskabelig vurdering er behæftet med usikkerhed (præmis 69), men gav herefter Parlamentet medhold i begge indsigelser og henviste bl.a. til, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde efterprøvet, om de oplysninger, som producenten havde indsendt, opfyldte kravene i art. 62. Da en umiddelbar annullation af dele af Kommissionens tilladelse ville betyde, at de pågældende anvendelser ikke var underlagt de forskellige risiko- og overvågningsforanstaltninger, som var fastsat for alle tilladte anvendelser i Kommissionens afgørelse, blev forordningens tilladelser opretholdt i ét år fra dommens afsigelse.
Kommentar: Dommen angår et vanskeligt retsområde, men er skrevet på en meget læsevenlig måde og kan derfor anbefales til jurister, der befatter sig med kemikalielovgivningen, hvor der som en anden læsevenlig dom kan nævnes sag C-389/19 P (MRF 2021.34), hvor Sverige fik underkendt Kommissionens tilladelse til et andet kræftfremkaldende stof. Se tillige sag C-119/21 (MRF 2023.7), der omhandlede klassificering af plastik som hormonforstyrrende. Dommen er et af mange eksempler på, at den institutionelle magtdeling i EU ikke alene kommer til udtryk i den politiske vedtagelsesproces, men også har en retlig dimension. Så da Parlamentets politiske indsigelse i 2019 ikke blev fulgt af Kommissionen, som naturligvis er bundet af REACH-forordningens rammer, kunne Parlamentet med juridiske argumenter i en retssag opnå (nogenlunde) samme resultat, hvilket er uvant for en traditionel dansk juridisk tankegang.