MRF 2023.81
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. februar 2023, j.nr. 21/12350
Ophævet afslag på dispensation fra åbeskyttelseslinjen til etablering af minivådområde med et omfang på 1,5 ha i en afstand på 10 m fra Lindenborg Å, da forbuddet ikke omfatter foranstaltninger, der er meddelt tilladelse for efter vandløbsloven, jf. § 16, stk. 2, nr. 1, og dette gælder, selvom der endnu ikke er meddelt tilladelse efter vandløbsloven.
Sagen omhandlede et projekt for etablering af et miniområde med henblik på at mindske udledning af kvælstof via dræn inden udløb i Limfjorden. Projektet indeholdt etablering af vådområde med et omfang på 1,5 ha for et drænopland på 143,9 ha, hvor vådområdet på en strækning på 240 m ville få en placering med en afstand på 10 m til Lindenborg Å, der var registreret med beskyttelseslinje efter naturbeskyttelsesloven. I august 2021 meddelte Aalborg Kommune afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1. Afgørelsen blev påklaget af L, der ejede det areal, hvor projektet skulle gennemføres. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 1, at forbuddet efter naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, mod at foretage ændringer i terrænet inden for en afstand på 150 m fra vandløb registreret med beskyttelseslinje ikke finder anvendelse for foranstaltninger, der efter vandløbsloven er meddelt tilladelse for. Nævnet lagde til grund, at bestemmelsen finder anvendelse, selv om der på tidspunktet for klagesagsbehandlingen ikke var meddelt tilladelse efter vandløbsloven for projektets gennemførelse. På den baggrund ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet det meddelte afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65.
Kommentar: Efter ordlyden af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 1, gælder bonusvirkningen for vandløbstilladelser først, når der er meddelt tilladelse. Når Miljø- og Fødevareklagenævnet alligevel fandt, at bonusvirkningen også gælder, før der er meddelt tilladelse efter vandløbsloven, begrundede nævnet dette med, at projektet i alle tilfælde vil kræve tilladelse efter vandløbsloven, og at en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 derfor var overflødig. Dette er naturligvis korrekt, men kan give problemer, hvis der i sager om minivådområder tæt ved vandløb sker sådanne ændringer i projektet, at der alligevel ikke kræves vandløbstilladelse. Selv om det i den konkrete sag kan forekomme rigidt at undlade at anvende bonusvirkningen af vandløbslovstilladelser, burde nævnet derfor nok have begrænset denne fortolkning til det konkrete projekt.