MRF 2023.58
Planklagenævnets afgørelse af 13. marts 2023, j.nr. 22/07988
Ophævet lovliggørende landzonetilladelse til eksisterende discgolfbane og landzonetilladelse til en ny discgolfbane og en sø, da det ansøgte ville ændre ejendommens karakter i en sådan grad, at det udløste lokalplanpligtig, jf. planlovens § 13, stk. 2.
Bornholms Regionskommune gav den 15. juli 2022 lovliggørende landzonetilladelse til en eksisterende discgolfbane samt landzonetilladelse til en ny discgolfbane og en sø på en ca. 20,8 ha stor landbrugsejendom. Ejendommen var ejet af en virksomhed, der drev ejendommen som en aktivitetsejendom med bl.a. klatring, discgolf, fodboldgolf og quizlabyrint, som kunne anvendes mod betaling. Den eksisterende discgolfbane blev etableret i 2015 og bestod af 18 stålkurve fordelt på to ejendomme, hvor den nye discgolfbane skulle have 9 stålkurve. Søen, som skulle bruges til kajak, paddleboard mv., ville få en størrelse på ca. 3.100 m2 med en varierende dybde på mellem 0,5-4 meter og skulle placeres i tilknytning til den nye 9-hullers discgolfbane. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at forholdene skulle ses som et samlet projekt, hvormed den samlede påvirkning af lokalmiljøet var så væsentlig, at der var lokalplanpligt. Planklagenævnet fandt, at der hverken kunne gives lovliggørende landzonetilladelse til den eksisterende 18-hullers discgolfbane eller landzonetilladelse til den nye 9-hullers discgolfbane og søen, da forholdene måtte anses som et samlet udvidelsesprojekt af ejendommens virksomhedsaktiviteter, idet nævnet fandt, at denne samlede udvidelse var lokalplanpligtig, jf. planlovens § 13, stk. 2, jf. § 35, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at selv om de enkelte forhold ikke nødvendigvis i sig selv medførte en væsentlig ændring af det bestående miljø, ville etablering af det samlet hele ændre ejendommens karakter, udtryk og oplevelse, uanset at der i forvejen lå en fodboldgolfbane på ejendommen. Hertil kom, at der var tale om en række forskellige aktivitetstilbud i forskellige størrelsesordner med forskelligt omfang, som ville være tilgængelige en betydelig del af året og strække sig over størstedelen af ejendommens arealer. Endvidere foregik der også andre aktiviteter på ejendommen, som kommunen ikke havde taget stilling til, hvorfor disse kunne inddrages i en eventuel lokalplan. Endelig ville det samlede antal aktiviteter på ejendommen som minimum medføre ca. 3.000 besøgende om året. Nævnet vurderede samlet set, at udvidelsen ville ændre områdets karakter, og at udviklingen på ejendommen ikke burde ske ved enkeltsagsbehandling, men burde vurderes i en større planlægningsmæssig sammenhæng, hvor offentligheden i området kunne sikres medindflydelse. Planklagenævnet ophævede derfor afgørelsen med bemærkning om, at hvis kommunen valgte ikke at lave lokalplan for det samlede projekt, var der kun en gyldig landzonetilladelse til den eksisterende fodboldgolfbane.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at nævnets afslag på lovliggørende landzonetilladelse samt afslag på landzonetilladelse til en yderligere discgolfbane og sø ikke udelukkede, at der efterfølgende kunne vedtages en lokalplan for det samlede projekt. Se til sammenligning U 2008.129/2 H (Stasevang), hvor landsretten og Højesteret tiltrådte Naturklagenævnets ophævelse af en lokalplan med den begrundelse, at formålet med ”lokalplanen ikke havde andet væsentligt formål end at give mulighed for – eller lovliggøre – opførelse af den bebyggelse, som Naturklagenævnet havde givet afslag på”, og at kommunen ”som underordnet planmyndighed [er] forpligtet til at respektere Naturklagenævnets afgørelse efter planlovens § 35 og […] ikke [kan] tilsidesætte denne gennem vedtagelsen af den foreliggende lokalplan”. Forskellen til den foreliggende sag er, at Planklagenævnet ophævede landzonetilladelsen, fordi de omfattende ændringer af ejendommens anvendelse krævede lokalplan, men uden Planklagenævnet i øvrigt afviste, at landzonetilladelse ville være i modstrid med de hensyn, som planlovens § 35 skal varetage.