MRF 2023.335
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. december 2023, j.nr. 23/06113
Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til to kviste på E’s sommerhus ændret til en dispensation, da den lempeligere dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 2, ikke forudsætter nyopførelse, og betingelserne for dispensation i øvrigt var opfyldt med et lægefagligt dokumenteret handicap hos E, og da det ansøgte var nødvendigt for indretning af bygningen af hensyn til E’s handicap.
E havde som ejer af en ejendom inden for strandbeskyttelseslinjen søgt om lovliggørende dispensation til to kviste på taget af sit sommerhus i forbindelse med en genopførelse på soklen af ejendommens tidligere bebyggelse. Nærmeste Natura 2000-område lå ca. 2 km nordvest for ejendommen. På ejendommen, der havde et samlet areal på ca. 2,7 ha, lå et sommerhus med et registreret boligareal på 117 m2 bestående af et grundareal på 77 m2 og en tagetage på 40 m2. Af BBR-registret fremgik, at der i 2017 var foretaget ændringer af den oprindelige bebyggelse fra 1967 i form en ny bygning på soklen af den oprindelige. I den forbindelse havde E etableret to kviste på den nyopførte bygnings tagflade, dels en kystvendt kvist på 5,8 m i længden og dels en landværts kvist på 8 m i længden. I april 2020 meddelte Kystdirektoratet afslag på lovliggørende dispensation til de to kviste, hvilket efter klage fra E blev ophævet og hjemvist i MRF 2022.302 Mfk, idet nævnet fandt, at der kunne meddeles lovliggørende dispensation efter den lempeligere dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 2, for udvidelse af boliger som følge af, at en beboer af husstanden lider af et væsentligt og varigt handicap, hvilket var tilfældet for E. Herefter meddelte Kystdirektoratet den 25. januar 2023 igen afslag på lovliggørende dispensation til de to kviste samt påbud om fysisk lovliggørelse, idet direktoratet fandt, at § 65 b, stk. 3, nr. 2, udelukkende fandt anvendelse på allerede eksisterende bolig og udvidelse heraf, og at der ved gen- eller nyopførelse kunne tages hensyn til handicappedes behov allerede ved planlægningen af boligens indretning. Med henvisning til nævnets afgørelse af 22. november 2020, hvor nævnet bl.a. fandt, at der var tale om nyopførelse, fandt direktoratet derfor, at de to kviste ikke var omfattet af undtagelsen. Direktoratet bemærkede i øvrigt på baggrund af de af E fremsendte lægerklæringer, at det ikke kunne udelukkes, at § 65 b, stk. 3, nr. 2, kunne have fundet anvendelse, såfremt der var tale om udvidelse af en allerede eksisterende bolig, og at alternative placeringer af en trappe, der var nødvendig for E som følge af handicap, kunne gøre etableringen af kvistene overflødig, hvormed disse ikke var nødvendige. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at der ved renoveringen var etableret en ligeløbstrappe af hensyn til E’s handicap i stedet for en tidligere spindeltrappe, og at den omhandlende kvist af pladsmæssige årsager var nødvendig for etableringen af ligeløbstrappen. E henviste herved til lægefaglige vurderinger, hvorefter ligeløbstrappen var nødvendig som følge af E’s handicap. Herudover anførte E, at sagsbehandleren i direktoratet som følge af interessekonflikter var inhabil. Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede først spørgsmålet om inhabilitet. Det var nævnets vurdering, at der ikke i sagen var fremkommet oplysninger, der kunne medføre, at sagsbehandleren var inhabil. Nævnet lagde herefter til grund, at der var tale om et dispensationskrævende forhold, og at dispensation efter § 65 b, stk. 1, kun kan meddeles i særlige tilfælde, og hvor der var tale om et nødvendigt formål, der bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse. Uanset § 65 b, stk. 1, kan der dog meddeles dispensation til udvidelse af boliger efter § 65 b, stk. 3, nr. 2, når en beboer af husstanden lider af et væsentligt og varigt handicap, og når der i øvrigt foreligger et dokumenteret behov herfor. Nævnet fandt, at et flertal i nævnet ved MRF 2022.302 Mfk havde fundet, at dispensationsadgangen i § 65 b, stk. 3, nr. 2, i den aktuelle sag fandt anvendelse, idet bestemmelsen ikke er begrænset til beboelsesejendomme. Et ministersvar fra 2017, der syntes at forudsætte det modsatte, ændrede ikke herved. Nævnet fastholdt herefter vurderingen af, at forholdet var omfattet den lempeligere dispensationsadgang i § 65, stk. 3, nr. 2, hvilket ikke ændredes af, at der var tale om nyopførelse, da det alene var dimensionerne af de omhandlende kviste, der havde medført, at byggeriet ikke havde karakter af genopførelse. Herefter fandt nævnet, at der kunne meddeles dispensation til begge kviste, idet kvisten landværts var nødvendig for etableringen af en ligeløbstrappe, der var nødvendig for E’s handicap, uanset at der var alternative løsninger, og den kystvendte kvist sikrede ståhøjde på 1. sal, samt at der var tale om begrænset arealmæssig forøgelse i relation til den tidligere kvist. Det ansøgte fandtes i det hele ikke at stride mod hensynet til kystlandskabet. Afslutningsvis foretog nævnet en vurdering af, om det ansøgte ville påvirke det nærliggende Natura 2000-område, hvilket ikke fandtes at være tilfældet. På denne baggrund ændrede nævnet direktoratets afslag på lovliggørende dispensation til en dispensation til at bibeholde de to kviste.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når klagenævnet ændrer et afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til en dispensation, skal nævnet foretage en screening efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, når dette ikke er sket af Kystdirektoratet, men understreger herudover den udvidede adgang til dispensation efter § 65, stk. 3, nr. 2, og reglens anvendelsesområde og følger dermed fortolkningen i MRF 2022.302 Mfk i samme sag.