MRF 2023.329
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. december 2023, j.nr. 20/12021
Ophævet afgørelse om, at areal på sommerhusgrund måtte anses som et udyrket areal og dermed omfattet af offentlighedens adgang efter naturbeskyttelseslovens § 24, da det var arealets faktiske fremtræden, der var afgørende, og arealet var begrænset afskærmet og ikke fremstod adskilt fra den øvrige del af ejendommen, som ikke var ”meget stor”. Dissens.
Efter henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening, der anmodede om genoptagelse af en afgørelse fra 2016, traf Ringsted Kommune den 2. september 2020 afgørelse om, at et areal på E’s ejendom var et udyrket areal omfattet af naturbeskyttelseslovens § 24 om offentlig adgang. Med afgørelsen varslede kommunen også påbud om, at offentligheden skulle sikres adgang til arealet, så der var offentlig adgang på en ca. 30 m strækning fra en tilstødende privat fællesvej til et kommunalt ejet stianlæg, der grænsede op til Haraldsted Sø. E’s ejendom havde et samlet areal på 2.404 m2 bestående af tre matrikler. På ejendommen var der ud over et sommerhus fra 1967 opført to udhuse. Mellem det omhandlende areal og E’s sommerhus var der udmatrikuleret et areal som selvstændig ejendom, der var ejet af et lokalt forsyningsselskab, der anvendte arealet som pumpestation, og adgangsvej til ejendommen fra den private fællesvej. Kommunen havde i 2016 truffet afgørelse om, at det omhandlende areal ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 24, da arealet ikke fremstod udyrket i lovens forstand. Kommunen begrundede den nye afgørelse fra september 2020 med, at det omhandlende areal havde rekreativ betydning, og at dette kun havde været omlagt enkelte gange siden 1999 og overvejende havde ligget hen i græs. Kommunen henviste endvidere til den artsrige vegetation, hvorfor det var kommunens vurdering, at arealet ikke kunne karakteriseres som have, da driften var ekstensiv og tydeligt adskilte sig fra de mere intensivt slåede plæner nærmere E’s sommerhus. E påklagede afgørelsen og anførte bl.a., at arealet ikke var omfattet af § 24, idet det løbende blev vedligeholdt og anvendt som have til sommerhuset. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der under klagesagen foretog besigtigelse af E’s ejendom, bemærkede, at udyrkede arealer efter naturbeskyttelseslovens § 24 er åbne for færdsel til fods samt for ophold, hvis der er lovlig adgang hertil. Efter forarbejderne omfatter bestemmelsen arealer, der kan karakteriseres som udyrkede. Nævnet bemærkede, at Fredningsstyrelsen i 1976 havde tilkendegivet, at et græsareal er dyrket, såfremt det underkastes en behandling som led i økonomisk anvendelse eller bruges som have, park eller lignende. I MAD 2011.1734 Nmk havde Natur- og Miljøklagenævnet fundet, at en bebygget sommerhusgrund, der lå i et ubebygget lokalplanlagt sommerhusområde, og hvor mindstegrundstørrelsen var 2.000 m2, ikke kunne betragtes som et udyrket areal, hvilket dog ikke udelukkede, at § 24 kunne finde anvendelse i sommerhusområder med meget store grunde. I MAD 2009.1694 Ø havde landsretten antaget, at det måtte bero på en samlet vurdering, om et areal ansås for udyrket efter § 24. På denne baggrund fandt et flertal (6 mod 1), at E’s areal ikke var omfattet af § 24, da det afgørende var arealets faktiske fremtræden. Flertallet lagde vægt på, at der var begrænset afskærmning, og at den del af ejendommen, der lå syd for pumpestationen, ikke fremstod adskilt fra den øvrige del af ejendommen, der med sine 2.404 m2 ikke udgjorde en ”meget stor grund”. Da det omhandlede areal blot lå 30 m fra sommerhuset, ville færdsel på arealet desuden opfattes som ”indtrængen” på et meget privat område. På den baggrund blev kommunens afgørelse om, at arealet var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 24, ophævet.