MRF 2023.32
Østre Landsrets dom af 31. marts 2023, 12. afd., sag BS-17687/2021-OLR
(Bloch Andersen, Karen Hald og Nina Boserup (kst.))
Gribskov Kommune (adv. Tue Trier Bing) mod A og B (adv. Karsten Gudmand-Høyer for begge)
Kommune var ikke forpligtet til at dække udgifter til privat kystsikring på grundlag af en servitut fra 1959, hvorefter kommunen skulle afholde halvdelen af udgifterne til kystsikring, som var rekvireret af sognerådet eller en bestemt grundejerforening.
Sagen angik, hvorvidt Gribskov Kommune havde pligt til at betale halvdelen af udgifterne til en kystsikring ud for A og B’s ejendomme beliggende ved Vejby Strand i Nordsjælland. Ejendommene var sammen med 19 andre parceller blevet udstykket i 1959, og der blev i den forbindelse tinglyst en servitut på ejendommene, hvoraf bl.a. fremgik: ”Såfremt en landvæsenskommission med sognerådet eller grundejerforeningen som rekvirent måtte træffe bestemmelse om udførelse af kystsikringsanlæg på eller ud for parcellerne 39-49, vil den del af anlægsudgiften, der ikke betales af offentlige tilskud, være at betale med halvdelen af kommunen som grundejer og halvdelen af grundejerforeningen, idet grundejerforeningens udgift reparteres på medlemmerne, således at strandparcellerne tillægges hver 2 parter og de øvrige parceller hver 1 part”. A og B’s ejendomme lå i den vestligste del af området i den omhandlede grundejerforening (E Grundejerforening). Efter ansøgning fra A og B meddelte Kystdirektoratet i 2009 tilladelse til etablering af en skråningsbeskyttelse (stenkastning) ud for A og B’s ejendomme, der afrundede eksisterende stenkastninger på nabomatriklerne mod vest tilhørende en anden grundejerforening. I 2012 gav direktoratet tilladelse til, at A og B kunne udbygge skråningsbeskyttelsen. Da grundejerforeningen ønskede at etablere kystsikring ud for hele grundejerforeningens område, meddelte Kystdirektoratet i august 2013 tilladelse til E Grundejerforening v/A til etablering af et større kystbeskyttelsesprojekt bestående af tre bølgebrydere, forlængelse af eksisterende bølgebrydere, etablering af en ralvold samt sandfodring. Ralvolden skulle etableres i forlængelse af stenkastningen ud for A og B’s ejendomme mod øst. En efterfølgende uenighed mellem grundejerforeningen og Gribskov Kommune om kommunens betalingsforpligtelse i henhold til servitutten fra 1959 førte til, at kommunen ved Retten i Helsingørs dom af 10. april 2015 blev dømt til at betale halvdelen af anlægs- og driftsudgifterne for det kystbeskyttelsesanlæg, som grundejerforeningen havde fået tilladelse til i august 2013. I 2016 blev A og B pålagt af Kystdirektoratet at vedligeholde skråningsbeskyttelsen ud for deres ejendomme. I 2018 aftalte A og B med et nyetableret kystsikringslaug, at A og B ville trække sig fra det kystbeskyttelsesanlæg, som grundejerforeningen havde fået tilladelse til i august 2013, for så vidt angik skræntbeskyttelsen ud for A og B’s ejendomme, idet A og B selv ønskede at varetage denne del af beskyttelsen. Den 3. februar 2020 meddelte Gribskov Kommune (som havde overtaget kompetencen efter kystbeskyttelsesloven) tilladelse til A og B til etablering af 50 m skråningsbeskyttelse ud for A og B’s ejendomme. Efterfølgende rejste A og B et betalingskrav over for Gribskov Kommune, idet de mente, at kommunen efter servitutten fra 1959 var forpligtet til at afholde halvdelen af de anlægs- og vedligeholdelsesudgifter, der var forbundet med A og B’s etablering og vedligeholdelse af skræntbeskyttelsen etableret i 2009, 2012 og 2020. A og B henviste til, at skræntbeskyttelsen ud for deres ejendomme udgjorde en integreret del af grundejerforeningens kystbeskyttelsesanlæg, som var blevet tilladt i august 2013, og som kommunen i 2015 var blevet dømt til at betale halvdelen for. Gribskov Kommune påstod frifindelse. Byretten lagde til grund, at det fremgik af Kystdirektoratets tilladelse fra august 2013, at det tilladte kystbeskyttelsesanlæg byggede videre på den skråningsbeskyttelse, som A og B havde etableret i 2009 og udbygget i 2012. Byretten fandt derfor, at kommunens betalingsforpligtelse i henhold til dommen fra 2015 også omfattede skrænten ud for A og B’s ejendomme, og at A og B derfor havde krav på dækning af halvdelen af udgifterne til etablering og vedligeholdelse af skræntbeskyttelsen tilladt i 2020. Derimod var A og B’s krav på betaling af udgifterne afholdt i 2009, 2012 og 2016 forældet. Gribskov Kommune ankede dommen til landsretten, der fandt, at servitutten hverken efter dens ordlyd eller formål fandt anvendelse for kystbeskyttelse, der var rekvireret af individuelle grundejere. Spørgsmålet var, om kommunen alligevel havde pligt til at betale A og B’s udgifter i henhold til tilladelsen fra 2020, fordi anlægget måtte anses for integreret i den kystbeskyttelse, som grundejerforeningen rekvirerede og opnåede tilladelse til i august 2013. Efter en gennemgang af sagens forløb fandt landsretten, at der i august 2013 blev givet tilladelse til at etablere en ralvold i forlængelse af den eksisterende stenkastning, som A og B havde etableret i 2009 og 2012. Stenkastningen ud for A og B’s ejendomme var således etableret og vedligeholdt af dem selv, efter at de selv havde opnået tilladelse hertil. At denne del af skråningsbeskyttelsen indgik som et led i den samlede kystbeskyttelse på strækningen indebar ikke, at den blev en del af den kystbeskyttelse, som Kystdirektoratet i august 2013 gav tilladelse til, og dermed en del af den kystbeskyttelse, der var rekvireret af grundejerforeningen. Landsretten fandt derfor, at udgifterne til etablering af anlægget i henhold til A og B’s tilladelse fra 2020 ikke var omfattet af kommunens betalingsforpligtelse efter servitutten. Da kommunen heller ikke på andet grundlag havde pligt til at afholde nogen del af A og B’s udgifter, blev kommunen frifundet.