MRF 2023.299
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. oktober 2023, j.nr. 20/10707
Ophævet og hjemvist afslag på rørlægning af offentligt vandløb på et areal, hvor der alene var én bredejer, af hensyn til en mere hensigtsmæssig landbrugsdrift, da afslaget skete med henvisning til kommunens naturpolitik vedtaget uden retligt ophæng og dermed ikke var normerende for kommunens administration efter vandløbsloven.
Sagen omhandlede L’s ansøgning om at rørlægge det offentlige vandløb Kanal L-M beliggende 3 km syd for Nakskov. Vandløbet var 650 m langt og løb via vandløbet Kanal G2-H ud i Nakskov Fjord. I vandområdeplan 2021-2027 var begge vandløb ikke målsat, men Kanal G2-H var registreret som beskyttet natur efter naturbeskyttelseslovens § 3. L’s ansøgning var afgrænset til rørlægning på to ejendomme, hvor L var eneste bredejer, og blev begrundet med, at et åbent vandløb afskar L’s markarealer uhensigtsmæssigt, hvorfor en rørlægning ville sikre en mere effektiv landbrugsdrift. Kommunens forvaltning anbefalede tilladelse til rørlægning efter vandløbslovens § 17 med henvisning til, at vandløbet ikke var målsat og ikke var beskyttet natur, og at vandløbet kun havde L som bredejer og biologisk blev bedømt til dårlig økologisk tilstand. Kommunens tekniske udvalg besluttede imidlertid på møde den 12. august 2020 at afslå tilladelsen til rørlægning med henvisning til ønske om at fremme biodiversitet og kommunens naturpolitik, hvorefter kommunen den 19. august 2020 meddelte afslag til rørlægningen. L påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at der ikke var natur af betydning i tilknytning til vandløbet. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at kommunens afgørelser om regulering af vandløb efter vandløbslovens § 17 skal administreres i overensstemmelse med bl.a. § 18 i bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering, hvorefter vandløbsmyndigheden ved sin afgørelse skal tage hensyn til samtlige afvandingsinteresser for vandløbet og sikre, at projektet er foreneligt med hensyn til den miljømæssige målsætning, der er fastlagt for vandløbet. Nævnet konstaterede, at det ikke fremgik af afgørelsen, hvilke faktiske omstændigheder der var tillagt betydning for afgørelsen, idet afgørelsen alene henviste til Lolland Kommunes naturpolitik, som ikke har et retligt ophæng og dermed ikke er retligt normerende for vandløbsmyndigheden ved administrationen af vandløbslovens bestemmelser. Da afgørelsen ikke indeholdt oplysninger om, hvilke lovbestemmelser der var sigtet til i relation til biodiversitet, og afgørelsen ikke oplyste, hvilke faktiske omstændigheder der var tillagt væsentlig betydning, var begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 ikke opfyldt. Dette må anses for en væsentlig retlig mangel, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen med bemærkning om, at hvis der ikke af anden lovgivning fremgår natur- eller miljømæssige beskyttelsesinteresser direkte eller forudsætningsvis, er hensynet til afvanding styrende for afgørelser efter vandløbsloven. Ved en fornyet behandling skulle kommunen tillige overveje, om der var tale om et projekt omfattet af miljøvurderingsloven, samt om projektet kunne medføre en tilstandsændring af det nedstrøms beliggende vandløb Kanal G2-H registreret som beskyttet natur, hvilket ville forudsætte dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når det gælder vandløbsloven (men også mange andre love), er kommunen forvaltningsmyndighed og bundet af de lovlige hensyn, som fremgår af lovgivningen. Dette gælder også for de politisk valgte kommunalpolitikere, når de træffer forvaltningsafgørelser. I relation til nævnets bemærkning om at inddrage andre lovgivningsmæssige begrænsninger må det supplerende anføres, at en afgørelse efter vandløbsloven ikke kan erstatte de nødvendige tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning, men at specialitetsprincipper betyder, at sådanne hensyn fra anden lovgivning må finde udtryk i afgørelser efter denne lovgivning.