MRF 2023.295
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. oktober 2023, j.nr. 23/09412
Afvist klage over påbud om fysisk lovliggørelse af ulovligt forhold efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2, idet bestemmelsen ikke fremgår af § 78, stk. 4, der fastlægger, hvilke af miljøministerens afgørelser der kan påklages til nævnet. Praksis vedr. prøvelse af grundlaget for § 3-påbud efter § 73, stk. 5, ændrede ikke herved.
Miljøstyrelsen meddelte den 12. juni 2023 i medfør naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, påbud om fysisk lovliggørelse af rydning af vegetation på et areal på ca. 9 ha på E’s erhvervsejendom i Norddjurs Kommune. Påbuddet blev meddelt på vilkår om, at ”[d]et opgravede materiale skal tilbagelægges på arealet således, at områdets oprindelige struktur i videst muligt omfang genetableres. Eventuelle fjernede sten og kvasbunker skal tilbagelægges. Herefter skal området ligge til naturlig tilgroning med græs, urter m.v.”, og om at ”[m]aterialet skal tilbagelægges i perioden mellem d. 15. oktober til d. 15. november 2023”. Baggrunden for påbuddet var en henvendelse fra Region Midtjylland, der i forbindelse med behandlingen af ansøgning om erhvervsmæssig råstofindvinding på ejendommen var blevet opmærksom på, at E havde ryddet arealet for vegetation. Regionen havde ved tidligere besøg vurderet, at området var egnet som levested for markfirbenet. Miljøstyrelsen vurderede på denne baggrund, at rydningen af de omhandlede arealer var i strid med naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2, idet elementer, som bilag IV-arten markfirben skulle bruge for at raste og yngle, var blevet fjernet, og da rydningen havde medført forringelse af yngle- og rasteområdets økologiske funktionalitet. Det var endvidere styrelsens vurdering, at der umiddelbart ikke kunne meddeles dispensation fra forbuddet. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet efter fast praksis kunne efterprøve, om der foreligger et ulovligt forhold, altså om det forhold, der ligger til grund for påbuddet, er lovligt. Endvidere gjorde E gældende, at Miljøstyrelsen ikke havde godtgjort, at der forelå et ulovligt forhold efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2, hvormed E ønskede en prøvelse af, om der var sket en rydning af arealet i strid med bestemmelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at beføjelsen til at meddele dispensation fra § 29 a, stk. 2, jf. § 65, stk. 3, samt beføjelsen til at håndhæve overholdelsen af reglerne i lovens kap. 5, jf. § 73, stk. 2, ligger hos miljøministeren, som har delegeret beføjelserne til Miljøstyrelsen. Efter § 47 i bekendtgørelsen om delegation af opgaver og beføjelser til Miljøstyrelsen kan afgørelser truffet af Miljøstyrelsen efter bekendtgørelsens §§ 11-38 ikke påklages til miljøministeren, men dog Miljø- og Fødevareklagenævnet, såfremt det følger af lovgivningen. Da lovens § 78, stk. 4, fastlægger, hvilke afgørelser truffet af miljøministeren der kan påklages til nævnet, og da der ikke er henvist til § 29 a, stk. 2, fulgte det modsætningsvist heraf, at nævnet ikke kunne tage stilling til lovligheden af det i sagen omhandlede forhold. Nævnets praksis om prøvelse efter lovens § 73, stk. 5, af grundlaget for påbud efter naturbeskyttelseslovens § 3 kunne ikke føre til et andet resultat. På den baggrund afviste nævnet at realitetsbehandle klagen over Miljøstyrelsens påbud.