MRF 2023.281
Retten i Roskildes dom af 5. september 2023, sag BS-19633/2022-ROS
E (adv. Sebastian Ekholm Scheffmann) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Lokalplanbestemmelser om udvalgte lokaliteter med fjordkig havde ikke karakter af ekspropriation uanset indbliksgener, og da kommunen ikke havde varetaget usaglige hensyn eller tilsidesat officialprincippet eller lighedsgrundsætningen, var der ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets afvisning af at ophæve lokalplanen.
I april 2021 vedtog Roskilde Kommunes byråd lokalplan nr. 693, Frederiksborgvej, hvis formål er at fastholde Frederiksborgvej som Roskildes smukkeste indfaldsvej. Lokalplanen har derfor i §§ 9.1 og 9.2 udlagt udvalgte fjordkig fra Frederiksborgvej, som skal bevares, hvilket indebærer, at det fri udsyn til fjorden fra vejen ikke må hindres af massivt byggeri og anlæg. Beplantning, hegning, porte og lignende er tilladt, når det har en transparent karakter, hvor fjordkigget bevares. Ligeledes er der enkelte steder fastsat højdebegrænsninger for hækplantninger/levende hegn. E, der var ejer af en ejendom ved Frederiksborgvej, påklagede lokalplanen til Planklagenævnet, idet E bl.a. gjorde gældende, at de udlagte områder med fjordkig medførte indbliksgener og værdiforringelse af bl.a. E’s ejendom, som havde ekspropriativ karakter, og at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkelig. Planklagenævnet udtalte i afgørelse af 22. november 2021 (j.nr. 21/07069), at nævnet ikke kan behandle hensigtsmæssigheden af lokalplanen, men alene tage stilling til retlige spørgsmål. Nævnet fandt, at kommunen havde haft en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for vedtagelsen af lokalplanen, da ønsket om at fastholde områdets karakter, herunder det grønne udtryk og bygningskulturarven, som fremgik af lokalplanens formålsbeskrivelse, var en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse. Derudover fandt nævnet, at vedtagelsen af lokalplanen ikke var i strid med lighedsgrundsætningen, og lagde herved vægt på, at lighedsgrundsætningen ikke er til hinder for, at en kommune fastlægger forskellige bestemmelser for forskellige områder, uanset om de eventuelt ligner hinanden. Endvidere fandt nævnet, at kommunen ikke havde en pligt til at foretage yderligere undersøgelser af de faktiske forhold, og lagde herved vægt på, at kommunen flere gange havde besigtiget planområdet for at foretage en vurdering af forholdene. Endeligt afviste nævnet, at lokalplanens bestemmelser udgjorde en sådan særligt intens og konkret indskrænkning i E’s rådighed over sin ejendom, at E som grundejer var afskåret fra en økonomisk rimelig udnyttelse af ejendommen, og lagde vægt på, at lokalplanlægning som udgangspunkt er erstatningsfri regulering, og at kommunen i henhold til planlovens § 15, stk. 2, havde haft hjemmel til at vedtage bestemmelserne. E anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med principal påstand om, at nævnets afgørelse skulle ophæves, subsidiært hjemvises til fornyet behandling. Byretten fandt ikke, at kommunen havde varetaget usaglige eller ikke planlægningsmæssige relevante hensyn i lokalplanens bestemmelser om udsigt, eller at kommunen havde tilsidesat officialprincippet eller lighedsgrundsætningen. I forhold til spørgsmålet om ekspropriation bemærkede byretten, at bestemmelserne i lokalplanens §§ 9.1 og 9.2 varetog saglige planlægningsmæssige hensyn og som udgangspunkt var udtryk for almindelig erstatningsfri regulering af ejendomsrettens grænser. Der var under sagen ikke gennemført syn og skøn af indbliksgenerne eller værditabet. Retten fandt det efter E’s forklaring heller ikke godtgjort, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at reguleringen af beplantningens tilladte højde, herunder kravet om dets transparens, fik karakter af ekspropriation. Byretten frifandt derfor Planklagenævnet.
Kommentar: Dommen og Planklagenævnets afgørelse er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter en kommune ikke kan holdes erstatningsansvarlig for, at en lokalplan kan medføre indbliksgener eller andre naboretlige ulemper, og hvorefter lokalplan har karakter af erstatningsfri regulering. Når Højesteret i U 2015.902 H ophævede en lokalplanbestemmelse, der annullerede en tinglyst tilstandsservitut som ekspropriativ, må dette ses i lyset af sagens særlige omstændigheder. Dommen i U 2015.902 H kan derfor ikke anvendes som grundlag for ugyldighed af lokalplanbestemmelser i almindelighed. Hvis lokalplanen medfører, at en bestemt ejendom påføres meget betydelige værditab, og at hidtidig økonomisk anvendelse ikke kan fortsætte, er sådanne ejere beskyttet efter planlovens § 48 om overtagelsespligt. Indsigelser om, at lokalplan medfører værditab for enkelte ejendomme, kan derfor normalt ikke i sig selv påvirke lokalplanens gyldighed.