MRF 2023.278
Retten i Helsingørs dom af 28. juli 2023, sag BS-34985/2022-HEL
A og B (adv. Henrik Bonné) mod Byggeklageenheden (adv. Britta Moll Bown)
Afvist, at nabo havde klageret efter byggelovens § 23 over byggetilladelse til terrasse på E’s naboejendom, da indbliksgener fandtes af begrænset betydning, og udsigtsgener ikke er blandt de hensyn, der varetages efter byggeloven, hvorfor Byggeklageenhedens afvisning blev tiltrådt.
A og B, der i 2002 havde købt en ejendom, blev slutningen af 2021 opmærksom på, at der på E’s naboejendoms bygning var ansøgt om byggetilladelse til en terrasse. A og B gjorde den 19. december 2021 indsigelse mod, at Gribskov Kommune gav byggetilladelse til terrassen, som ifølge A og B ville medføre indbliksgener. Kommunen svarede dagen efter og igen den 21. januar 2021, at kommunen ikke anså A og B for parter i sagen om tilladelse til terrassen, men sendte den 27. januar 2022 en partshøring til A og B om den ansøgte terrasse. Den 10. februar 2022 meddelte kommunen byggetilladelse til hævet terrasse i terræn og terrasse på 1. sal på E’s ejendom. A og B påklagede afgørelsen til Byggeklageenheden, som i afgørelse af 17. marts 2022 afviste, at A og B havde klageret. Byggeklageenheden begrundede dette med, at A og B ikke kunne anses for parter, fordi det tilladte byggeri ikke ville udsætte A og B for yderligere væsentlige gener i forhold til de hensyn, som varetages efter byggeloven, idet afstanden mellem den tilladte terrasse og A og B’s hus var ca. 19 meter, terrassen på 1. sal ikke vendte direkte mod A og B’s ejendom, og udsigtsgener ikke er blandt de hensyn, som varetages efter byggeloven. A og B anlagde herefter sag mod Byggeklageenheden med påstand om, at afvisningen af klagen var ugyldig, og at Byggeklageenheden skulle anerkende, at A og B var klageberettigede, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at kommunen i januar 2022 havde partshørt A og B, og at den tilladte terrasse gav væsentlige indbliksgener. Byggeklageenheden påstod frifindelse. Byretten lagde til grund, at klageretten efter byggeloven er sammenfaldende med, hvem der kan anses for part i afgørelsessager, dvs. om der er en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. Med henvisning til byggelovens formål i § 1 lagde byretten til grund, at udsigtsgener ikke er omfattet af de hensyn, som varetages efter byggeloven, men at væsentlige indbliksgener er omfattet. Herefter fremhævede byretten, at der var 19 meter mellem den tilladte terrasse og A og B’s bebyggelse, at byggetilladelsen var meddelt på vilkår om skærmvæg, som mindskede indbliksgenerne mod A og B, og at indbliksgener fra terrassen kun havde begrænset betydning, og fandt med henvisning hertil, at A og B ikke havde en så individuel og væsentlig interesse, at de kunne anses for klageberettigede efter byggelovens § 23. Byggeklageenheden blev derfor frifundet.
Kommentar: Selv om det må tiltrædes, at udsigtsgener ikke er blandt de hensyn, som varetages efter byggeloven, forekommer dommen tvivlsom og ikke afstemt med de formål, som partshøringen skal varetage, som det nærmere er uddybet i Folketingets Ombudsmands vejledning om partshøring af naboerne i byggesager (Myndighedsguiden overblik #14). I tillæg hertil er det uforståeligt, at byretten forbigår, at naboerne faktisk var blevet partshørt forud for byggetilladelsen. Det er ligeledes noget uforståeligt, at byretten begrunder naboernes manglende klageret og partsstatus med, at der i byggetilladelsen er taget hensyn til at begrænse indbliksgener for naboer, da det jo selvstændigt tyder på, at naboerne kunne blive berørt individuelt og væsentlig af byggetilladelsen til terrassen. Noget helt andet er, at kommunen i helhedsvurderingen af bl.a. indbliksgener har et vidtgående skøn, og at det derfor er meget muligt, at der ikke er grundlag for at underkende byggetilladelsen, men dette angår ikke naboernes klageret efter byggelovens § 23, men derimod den realitetsprøvelse, som Byggeklageenheden skal foretage. Det må dog tilføjes, at en delvis lignende forståelse af klageretten er kommet til udtryk i bl.a. MRF 2023.24 Ø.