MRF 2023.273
Østre Landsrets dom af 2. november 2023, 12. afd., sag BS-26465/2022-OLR
(Bloch Andersen, Birgitte Grønborg Juul og Mette Munck Grønbæk (kst.))
A (adv. Julian Rosencrone von Benzon) mod Naturskaderådet (tidligere Stormrådet) (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Stormrådet var som rekursinstans berettiget til at omgøre forsikringsselskabs afgørelse om stormskadeerstatning ved stormen Bodil til skade for klager, da stormskadeloven ikke indeholder forbud mod reformatio in pejus. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Stormrådets afgørelse om, at der skulle ske fradrag i klagers erstatning i forhold til nyværdi.
A’s ejendom blev den 6. december 2013 under stormen Bodil udsat for stormskade. Der pågik herefter drøftelser mellem A og forsikringsselskabet Alm. Brand Forsikring om omfanget og størrelsen af A’s erstatning efter den særlige stormflodserstatningsordning, og der blev i den forbindelse foretaget flere taksatoropgørelser samt revisioner af disse. Forsikringsselskabet traf afgørelse om at opgøre A’s samlede erstatning til ca. 1.940.000 kr. A påklagede erstatningsopgørelsen til Stormrådet med krav om yderligere erstatning. Der blev under klagesagen udarbejdet notater af Stormrådets overtaksator. Ved afgørelse af 17. maj 2017 nedsatte Stormrådet A’s erstatning, idet rådet under sin gennemgang af de enkelte skadesposter bl.a. foretog fradrag som følge af, at A’s ejendom var væsentligt og aldersmæssigt nedslidt med atypiske konstruktioner for beboelse og mangelfuld vedligeholdelse. A anlagde herefter sag mod Stormrådet, hvor A nedlagde ni forskellige påstande om forhøjelse af erstatningen, mens Stormrådet påstod frifindelse. Efter en gennemgang af stormflodserstatningsordningen og ændringer heri, herunder overførslen af kompetencen som 1. instans til forsikringsselskaberne med Stormrådet som tilsyns- og rekursmyndighed, fandt byretten, at Stormrådet var berettiget til at foretage en fuld prøvelse af forsikringsselskabets afgørelse og træffe en ny afgørelse til skade for A. Byretten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Stormrådets vurdering i forhold til de konkrete skadesposter, som A havde gjort gældende under retssagen. Byretten frifandt herefter Stormrådet. A ankede byrettens dom, hvor A begrænsede sine påstande til at angå, om erstatningen for skaderne på A’s ejendom skulle opgøres med eller uden fradrag i nyværdien, og om Stormrådet var berettiget til at ændre forsikringsselskabets taksation til skade for A. Landsretten fastslog, at det fulgte af retsgrundlaget for stormflodserstatningsordningen, at erstatningen opgøres med udgangspunkt i nyværdien og således, at der sker fradrag efter afskrivningspraksis. Landsretten lagde herefter til grund, at der i Stormrådets praksis blev foretaget en individuel bedømmelse af den enkelte skade, herunder afskrivning på visse bygningsdele. Da A ikke havde godtgjort, at han havde krav på nyværdierstatning uden fradrag i et tilfælde som det foreliggende, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte Stormrådets opgørelse og bemærkede, at dette var bedst stemmende med stormflodserstatningsordningens karakter af en katastrofeordning. I forhold til Stormrådets nedsættelse af A’s erstatning anførte landsretten, at ændring til ugunst for klageren ikke var reguleret af loven, men at det er fast antaget i juridisk teori, at rekursinstansen i ulovregulerede tilfælde kan (og skal) omgøre en afgørelse, hvis den må anses for ugyldig, uanset om dette er til skade for klageren. Da forsikringsselskabet havde opgjort A’s erstatning til nyværdi uden fradrag, hvilket var i strid med reglerne, og da en stormflodserstatning udbetales som følge af en kollektivt finansieret katastrofeordning med en bagvedliggende statsgaranti, fandt landsretten, at Stormrådet som klagemyndighed var berettiget til at omgøre forsikringsselskabets afgørelse til skade for A. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Kommentar: Dommens resultat i forhold til Stormskaderådets ændring af forsikringsselskabet udmålte erstatning til skade for klager kunne alene begrundes med, at loven ikke indeholder et forbud mod reformatio in pejus (ændring til skade for klageren) ved administrativ rekurs. Den supplerende begrundelse fra landsretten om, at dette selvstændigt kan begrundes med, at der er tale om en kollektivt finansieret katastrofeforsikring understreger, at dette naturligvis er særlig velbegrundet, når forsikringsselskabet, som i første omgang udmåler erstatningen, ikke skal udrede betalingen. Selv om dette begrunder, at Stormskaderådet både er rekursinstans og tilsynsmyndighed for udmåling af erstatning for stormskade, er det usikkert, om fejlen i forsikringsselskabets opgørelse var blevet opdaget under det generelle tilsyn, hvormed resultatet for ejeren var blevet et andet, hvis ejeren havde undladt at påklage forsikringsselskabets opgørelse.