MRF 2023.266
Vestre Landsrets dom af 12. december 2023, 14. afd., sag BS-53805/2022-VLR
(John Lundum, Malene Værum Westmark og Nichlas Madsen (kst.))
X Gods v/A (adv. Anker Laden-Andersen) mod Slots- og Kulturstyrelsen (adv. Daniella Gabris)
Anerkendelsespåstand angående betydningen af en aftale om en helhedsplan i forhold til en række naturtyper og fortidsminder mv. afvist på grund af manglende retlig interesse.
I forbindelse med A’s erhvervelse af X Gods i 1993 indgik A i drøftelser med det daværende Aarhus Amt med henblik på en samlet regulering af forholdene på godset. I maj 1994 indgik parterne en aftale herom, der efterfølgende blev udmøntet i en helhedsplan i juli 1996. I juli 2008 meddelte Odder Kommune (K) byggetilladelse til udvidelse af en maskinhal. I oktober 2014 orienterede Kulturstyrelsen om, at den havde registreret en ulovlig ændring af et dige i forbindelse med udvidelsen i strid med museumslovens § 29 a, stk. 1, og vejledte om muligheden for at ansøge om dispensation. Efter ansøgning meddelte K i maj 2015 lovliggørende dispensation til nedlæggelse af diget. Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, der ændrede afgørelsen, således at dispensationen kun gjaldt for den del af diget, som lå under bygningen og umiddelbart ved siden heraf, og i den forbindelse udtalte nævnet, at aftalen fra 1994 ikke kunne fortrænge museumslovens regler. I forlængelse af denne afgørelse, der ikke blev indbragt for domstolene, meddelte Kulturstyrelsen i december 2017 påbud om retablering af den del af diget, der ikke var omfattet af dispensationen. På baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets (MFK) afgørelse fra februar 2019 (MAD 2019.57), hvor nævnet tillagde aftalen fra 1994 betydning for opfyldelse af vedligeholdelsen af et vandløb på godsets areal, anmodede A nævnet om genoptagelse af klagesagen vedrørende diget. Nævnets formand afslog i november 2021 anmodningen, hvilket ikke blev indbragt for domstolene. Herefter sagsøgte A Slots- og Kulturstyrelsen (S) og K med påstand om, at de sagsøgte skulle anerkende, ”at ”Aftale om helhedsplan for Gods” udgør en del af det gældende reguleringsgrundlag for vandhuller, diger, hegn, vandløb, dræning, enge og overdrev og øvrige miljømæssige forhold for” ejendommen. Undervejs indgik A og K forlig. Over for S gjorde A overordnet gældende, at S var forpligtet til at respektere helhedsplanen fra 1996 og de tilhørende aftaler, hvilket havde betydning for spørgsmålet angående diget og en stenkiste. S påstod afvisning og frifindelse og gjorde navnlig gældende, at A ikke kunne anfægte de afgørelser, som A ikke inden for søgsmålsfristen havde indbragt for domstolene, og at lovgivningen gik forud for helhedsplanen og aftalerne. Byretten indledte med at lægge til grund, at aftalen fra 1994 blev indgået med henblik på at skabe rammerne for driften af ejendommen, hvor der både var taget hensyn til en moderne landbrugsdrift og naturbeskyttelse. Dernæst bemærkede byretten, at S’ kompetence med hensyn til forholdene på godset omfattede sten- og jorddiger samt fortidsminder i henhold til museumslovens kap. 9 a, der videreførte § 4 og §§ 12-13 i den dagældende naturbeskyttelseslov med bemærkning om, at MFK’s afgørelse i MAD 2019.57 om diget ikke var blevet indbragt for domstolene. Byretten fandt, at museumslovens § 29 a, stk. 1, indeholder et lovbestemt forbud mod ændringer i tilstanden af jord- og stendiger, og at aftalen fra 1994 derfor ikke udgjorde en del af reguleringsgrundlaget på dette område. Byretten fastslog dernæst, at aftalen slet ikke angik fortidsminder, og allerede af den grund var aftalen uden betydning for spørgsmålet angående stenkisten. På denne baggrund tog byrettens S’ frifindelsespåstand til følge. A ankede dommen til landsretten med samme påstand. S påstod afvisning, subsidiært stadfæstelse. Landsretten tog afvisningspåstanden til følge med den begrundelse, at S’ anerkendelsespåstand ikke vedrørte en konkret, aktuel tvist mellem parterne, men et overordnet synspunkt om reguleringsgrundlaget, og at den var for ubestemt og uegnet til at afgøre et konkret retligt spørgsmål af betydning for parterne. S havde derfor ikke retlig interesse i pådømmelse heraf.
Kommentar: Procesretligt er der ingen tvivl om, at dommen er rigtig, og resultatet burde have været det samme i byretten. Sagen blev ført uheldigt. Indholdsmæssigt angår sagen nogle vanskelige spørgsmål angående aftaler om myndighedsudøvelse (forvaltningskontrakter) og virkningerne heraf i relation til efterfølgende lovgivning og afgørelser, jf. herom Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, 2021, s. 495 ff. og 509 ff., og Grønved Nielsen, Aftaler og forvaltningsret, 2023, s. 125 ff. Den specifikke aftale om helhedsplanen for det pågældende gods har da også givet anledning til flere tvister end de i resuméet nævnte, se f.eks. fra trykt praksis TfL 2005.248 V (jf. U 2008.1807 H) og MAD 2012.3216 Nmk. I forhold til den underliggende konkrete tvist angående diget havde A det problem, at A havde forsømt at indbringe MFK’s afgørelser for domstolene inden for søgsmålsfristen. Det ville åbenlyst være en omgåelse af de lovbestemte fristregler at tage realiteten i disse sager under pådømmelse i en efterfølgende retssag mod Slots- og Kulturstyrelsen. I forlængelse heraf kan det bemærkes, at landsrettens begrundelse kan læses sådan, at synspunkter ad modum rette sagsøgte tillagdes en vis betydning (selv om dette normalt fører til frifindelse og ikke afvisning), idet A’s påstand angik en lang række forhold, der er uden for Slots- og Kulturstyrelsens kompetence, og – som nævnt – tilmed forhold, som MFK havde taget stilling til ved en endelig afgørelse.