MRF 2023.253
Planklagenævnets afgørelse af 21. december 2023, j.nr. 23/08047
Stadfæstet afslag på landzonetilladelse til opførelse af 42 m høj antennemast, der skulle anvendes til IoT-teknologi, da sagen var tilstrækkeligt oplyst, herunder om at ingen teleudbydere pt. ønskede at anvende masten, og ansøger ikke havde sandsynliggjort tilstrækkelig samfundsmæssig interesse i den ansøgte placering smh. med andre muligheder.
Sagen angik ansøgning om bygge- og landzonetilladelse til opførelse af en 42 m antennemast på en 1,5 ha ejendom. Antennemasten ønskedes opført ca. 40 m nord for en af kernebygningerne på matriklen med ca. 155 m til nærmeste nabo. Masten skulle placeres på en lokalitet med mange træer, hvormed masten forneden ville være skjult af bevoksning. Ansøgningen var begrundet med, at ansøger var i gang med at udvide og fremtidssikre IoT-netværket (Internet of Things-netværket). Ejendommen lå i et område, der var udpeget som skovrejsningsområde, og delvist udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde i kommuneplanen, idet den dog lå uden for kommuneplanens rammer. I forbindelse med ansøgningen havde ansøger afsøgt muligheden for to alternative placeringer til opførelsen af masten, men måtte af forskellige årsager forkaste disse. Herning Kommune meddelte den 25. maj 2023 afslag på landzonetilladelse til det ansøgte med henvisning til bl.a., at den ansøgte placering ikke var begrundet med et væsentligt samfundsmæssigt hensyn, da der i forvejen fandtes tilsvarende master i området. Det var i øvrigt kommunens vurdering, at dækningsgraden i området var tilfredsstillende, at eksisterende master i området kunne anvendes til dækning af IoT-netværket, og at ingen mobilselskaber var interesserede i at anvende masten. Afgørelsen blev påklaget af ansøger, der navnlig anførte, at IoT-teknologien, som den omhandlede antennemast skulle anvendes til, udgjorde en helt anden teknologi end mobildækning. Antennen, som skulle sidde i toppen af masten, havde til formål at indsamle data fra kommende IoT-sensorer, som skulle installeres mange steder i landet, hvormed masten ville sikre bedre digital infrastruktur på dette specifikke område og telekommunikation i udvalgte områder. Ansøger afviste kommunes vurdering af, at mastens placering ikke var sket ud fra et væsentligt samfundsmæssigt hensyn, og at ingen mobiludbydere ønskede at anvende masten. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at forholdet var omfattet af krav om landzonetilladelse, da undtagelsen i planlovens § 36, stk. 1, nr. 9, ikke fandt anvendelse på antennemaster, som kræver byggetilladelse. Nævnet udtalte generelt, at opsætning af master til brug for IoT-teknologi tjener en samfundsmæssig interesse, som skal indgå i vurderingen af, om der i den konkrete sag kunne meddeles landzonetilladelse, hvor der måtte lægges på antennemastens formål samt udbydernes eventuelle ønske om at udnytte masten. I relation til placering bemærkede nævnet, at ansøger – eventuelt i samarbejde med kommunen – skal undersøge alternative placeringsmuligheder og godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste set i forhold til de hensyn, der skal varetages efter landzonereglerne, herunder det samfundsmæssige hensyn til en hensigtsmæssig dækning. Et enstemmigt nævn fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afslag på landzonetilladelse, idet kommunen på et oplyst grundlag havde vurderet ansøgningen, og da ansøger ikke havde sandsynliggjort en tilstrækkelig samfundsmæssig interesse i den ansøgte placering af masten i forhold til muligheden for at placere antennen på andre omkringliggende master. Hertil kom, at kommunen i forbindelse med undersøgelsen af den samfundsmæssige interesse bl.a. havde lagt vægt på, at der ikke på nuværende tidspunkt var udbydere af mobiltelefoni, som ønskede at benytte masten og dens placering. Planklagenævnet stadfæstede herefter kommunens afslag.
Kommentar: Planklagenævnet traf samme dag yderligere to afgørelser om landzonetilladelse til antennemaster. I j.nr. 23/01797 stadfæstede Planklagenævnet Herning Kommunes landzonetilladelse til en lignende mast til samme formål, hvor masten dog skulle placeres 8 m fra en gylletank og ca. 60 m fra to kornsiloer, hvorfor de klagende naboer ikke fik medhold. I j.nr. 23/08012 stadfæstede nævnet Ikast-Brande Kommunes afslag på landzonetilladelse til en 42 m høj mast. Endelig kan nævnes, at Planklagenævnet den 20. december 2023, j.nr. 23/08104, stadfæstede Norddjurs Kommunes landzonetilladelse til en 48 m høj mast.