MRF 2023.25
Østre Landsrets dom af 20. februar 2023, 12. afd., sag BS-36313/2021-OLR
(Birgitte Grønborg Juul, Peter Thønnings og Nina Boserup (kst.))
A1 og A2 (adv. Anders Troelsen for begge) mod B (adv. Ulrik Nørregaard)
Sommerhusejer i første række til vandet pålagt at reducere plankeværk opført i 2017 på egen grund fra 2,06 m til 1,5 m, da plankeværket i forhold til naboen i anden række overskred den naboretlige tålegrænse under hensyn til placeringen i naturskønt område og ifølge skønserklæring reducerede værdien af naboens ejendom med 300.000 kr., og da plankeværket ikke havde nævneværdi betydning for indbliksgener.
Sagen angik, hvorvidt B havde pligt til at nedbringe højden på et hegn, som B i 2017 havde opført på sin ejendom, der var beliggende i et sommerhusområde i første række mod vandet, af hensyn til naboen A, hvis ejendom var beliggende i anden række, og som de havde erhvervet i 2014. A gjorde principalt gældende, at hegnshøjden skulle nedbringes til 1,80 m med en frist på 1 måned, så havudsigten fra A’s ejendom kunne genetableres, subsidiært at B skulle erstatte den værdiforringelse, som B’s hegn havde påført A’s ejendom. A gjorde til støtte for den principale påstand gældende, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og at der var tinglyst en servitut på B’s ejendom med forbud mod bebyggelse. Til støtte for den subsidiære påstand gjorde A gældende, at B – uanset om den naboretlige tålegrænse måtte anses for at være overskredet – skulle tilpligtes at betale for værdiforringelsen af deres ejendom, hvilket var opgjort til 200.000 kr. på baggrund af en ensidigt indhentet mæglererklæring forud for sagsanlægget. B påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at den almindelige ulovregulerede naboret som altovervejende udgangspunkt ikke beskytter udsigt, og at A ikke havde dokumenteret sådanne helt særlige forhold, der kunne medføre, at udsigten alligevel var beskyttet. Endvidere gjorde B gældende, at hegnet primært var opsat for at beskytte dennes biler og mod indkig, ligesom B ikke mente, at A kunne kræve hegnet nedskåret med henvisning til servitutten, da A ikke var påtaleberettiget. Byretten afviste, at sagen kunne afgøres efter offentligretlige forskrifter eller private aftaler, herunder servitutten om begrænsning af bebyggelse, der påhvilede B’s ejendom. Byretten udtalte generelt med henvisning til U 2018.1441 H, at en ejer af en fast ejendom kan tilpligtes at fjerne varige naboulemper i det omfang ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling på det ulempeforvoldende område. Grænsen for, hvad en nabo må tåle, beror på en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter og beliggenhed og områdets karakter. I den konkrete sag lagde byretten på baggrund af en skønserklæring til grund, at der ved køb af et hus i anden række fra vandet ikke uden offentligretlig eller privat beskyttelse heraf kunne forventes at være udsigt eller kig mod vand, og fandt, at det i øvrigt måtte lægges til grund, at A ikke havde påvist et konkret værditab. På denne baggrund, og da byretten ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at anse hegnet for at være opført med chikanehensigt, frifandt byretten B. A ankede til landsretten, hvor A med henvisning til skønserklæringen ændrede den principale påstand, så hegnet skulle reduceres til 1,25 m med en frist på 1 måned, subsidiært til en højde efter landsrettens skøn. Den mere subsidiære påstand om erstatning blev ændret til 300.000 kr. med henvisning til et supplerende syn og skøn. Parterne var for landsretten enige om, at plankeværket ikke var omfattet af den tinglyste servitut. Landsretten lagde til grund, at B var skærmet mod indbliksgener fra A’s ejendom grundet sommerhusets placering. Landsretten lagde videre til grund, at det i 2017 opsatte planeværk fjernede den tidligere havudsigt fra A’s ejendom, og at plankeværkets højde skulle reduceres til 1,25 cm, hvis en 1,67 cm høj person skulle have havudsigt fra A’s ejendom. Ved vurderingen af, om den naboretlige tålegrænse var overskredet, lagde landsretten vægt på områdets karakter og det skønnede værditab på 300.000 kr. ved opretholdelse af plankeværket og fandt, at selvom B som udgangspunkt havde råderet over sin ejendom og var berettiget til at afskærme sig mod indbliksgener, måtte der tillige tages hensyn til, at B i forvejen havde etableret et 1,70 cm højt hegn mod vejen, og at indbliksgenerne fra A’s terrasse alene vedrørte den sydlige del af B’s ejendom. Hegnets forebyggende effekt i forhold til havgus blev ikke tillagt betydning. På denne baggrund fandt landsretten, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og pålagde B at nedbringe hegnet til 1,50 cm inden for 2 måneder fra domsafsigelsen.
Kommentar: Landsrettens præmisser illustrerer, at udsigtsgener kan være en overskridelse af den naboretlige tålegrænse. Samtidig understreger dommen, at udsigtsgener ikke i almindelighed kan anses for en naboretlig ulempe, og viser, hvilke momenter der indgår, når dette fraviges. I den foreliggende sag blev det således tillagt betydning, at det omtvistede hegn ikke havde nævneværdig betydning for indbliksgener, der i stedet var afskærmet af selve huset og af et andet hegn. Også områdets karakter og tæthed til havet indgik i vurderingen, mens B’s argument om, at hegnet begrænsede havgusens skadevirkning, ikke blev tillagt betydning. Selvom dommen er konkret begrundet, gør landsrettens forholdsvis udførlige præmisser, at dommen bør påkalde sig interesse i fremtidige naboretlige tvister om udsigtsgener.