MRF 2023.246
Planklagenævnets afgørelse af 11. december 2023, j.nr. 23/11775
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 om anvendelse af ejendom som forsorgshjem, da dele af ejendommen havde været anvendt til andre formål end beboelsesformål, og der derfor ikke var tale om hidtidig lovlig anvendelse. Afvist bindende forhåndstilsagn, da kommunes udtalelse om ejendommens anvendelse efter serviceloven ikke angik plangrundlaget.
Sønderborg Kommune nedlagde den 25. september 2023 forbud efter planlovens § 14 mod anvendelse af E’s ejendom frem til 6. september 2024. Ejendommen, der tidligere havde været anvendt til foreningsaktiviteter og boligformål, var ikke omfattet af lokalplan, og E havde ansøgt om byggetilladelse til ombygning til 10 værelser med henblik på udlejning til hjemløse og udsatte og to yderligere værelser tiltænkt sundhedspersonale. Herudover omfattede projektet ombygning af nogle garager. Kommunen begrundede forbuddet med, at ændringen af anvendelse ville påvirke området i en uønsket retning i modstrid med kommunens ønsker om at bibeholde området til helårsbeboelse. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at der var tale om fortsat lovlig anvendelse af ejendommen, idet ejendommen hidtil havde været anvendt til beboelse, og det alene var persongruppen, der beboede ejendommen, som var ændret. E gjorde tillige gældende, at kommunen i en mailkorrespondance havde givet et bindende forhåndstilsagn om ejendommens anvendelse som forsorgshjem i medfør af serviceloven forud for E’s beslutning om erhvervelse af den omhandlende ejendom. Endvidere anførte E, at kommunens Teknik-, By- og Boligudvalg havde truffet afgørelse, før E havde afgivet svar på partshøring den 21. september 2023. Planklagenævnet (formanden) bemærkede, at der i planlovens § 15, stk. 2, nr. 8, er hjemmel til at regulere en bygnings anvendelse, men at indretning til forsorgshjem på ejendom, der tidligere har været anvendt til boligformål, anses som hidtidig lovlig anvendelse. Planklagenævnet lagde imidlertid til grund, at ejendommen udover delvis anvendelse til boligformål også havde været anvendt til foreningsaktiviteter, og at dele af ejendommen ikke tidligere havde været registreret til beboelse. Da der var tale om en planlægningsmæssigt relevant ændring af hidtidig anvendelse, fandt nævnet, at der i den konkrete sag havde været hjemmel til at nedlægge forbud efter planlovens § 14. Nævnet afviste, at kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbud som følge af E’s berettigede forventninger, da kommunens tilkendegivelse i relation til anvendelse efter serviceloven ikke udgjorde et sådant bindende forhåndstilsagn, der gav E en berettiget forventning om ejendommens anvendelse som forsorgshjem. Herved lagde nævnet vægt på, at E ikke havde spurgt ind til plangrundlaget, og at kommunen ej heller havde udtalt sig herom. I relation til partshøring bemærkede nævnet, at beslutningen af 5. september 2023 udgjorde en politisk tilkendegivelse om intentionen om nedlæggelse af forbud, og at den egentlige afgørelse om forbud først blev truffet den 25. september. Da E’s høringssvar indkom den 21. september, og da disse i øvrigt indgik i afgørelsen, fandt nævnet, at høringsreglerne i det hele var iagttaget. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i E’s klage.
Kommentar: I relation til fortsat lovlig anvendelse savnes i nævnets afgørelse en begrundet stillingtagen til muligheden for at nedlægge forbud på den del af ejendommen, der tidligere havde været anvendt som beboelse. Nævnet oplyser ikke i afgørelsen, hvor stor en del af bygningen, der har været anvendt til beboelse, selvom dette må indgå proportionalitetsafvejningen. Derimod er afvisningen af forhåndstilsagn på linje med Højesterets dom i U 2009.1202/2 H.