MRF 2023.239
Planklagenævnets afgørelse af 17. november 2023, j.nr. 23/03224
Ophævet påbud om fysisk lovliggørelse efter sommerhuslovens § 10 a, stk. 7, af træterrasser etableret i tilknytning til ”tiny houses”, da træterrasser ikke havde karakter af faste konstruktioner, der permanent gav enhedspladsen et individuelt præg, hvorfor forholdet ikke var i strid med campingreglementets § 15. Afvist at tage stilling til, om træterrasserne udgjorde en overtrædelse af kommunens udlejningstilladelse efter campingreglementets § 3.
Sønderborg Kommune meddelte den 25. januar 2023 påbud til E som ejer af en campingplads om fysisk lovliggørelse af flere træterrasser etableret i tilknytning til såkaldte ”tiny houses”, hvilket skulle ske ved, at E fjernede terrasserne. Påbuddet blev meddelt med henvisning til campingreglementets § 15, jf. sommerhuslovens § 10 a, stk. 7, idet kommunen fandt, at terrasserne skulle anses for permanente faste konstruktioner, uanset at disse let kunne fjernes. Kommunen henviste videre til, at den af kommunen i 2022 i medfør af campingreglementets § 3 meddelte udlejningstilladelse indeholdt vilkår om, at der ikke måtte etableres nogen former for træterrasser, men alene tillod E at etablere mindre befæstede arealer med klikfliser på 6-8 m2. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at forholdet ikke var i strid med campingreglementets § 15, da der ikke var tale om en fast konstruktion, men en bund, der svarede til, hvad der var tilladt at opsætte foran en campingvogn. Planklagenævnet (formanden) bemærkede, at det fremgår af campingreglementets § 15, at der på enhedspladsen ikke må være opstillet faste konstruktioner, herunder bygninger, og at der ikke må disponeres over enhedspladsen på en sådan måde, at den permanent har et individuelt præg. Heri ligger et mobilitetskrav, hvorefter kommunen ud fra et konkret skøn skal vurdere, om konstruktionerne er umiddelbart mobile/flytbare. Herefter bemærkede nævnet, at også let fjernelige konstruktioner efter praksis kan anses for opstillet permanent og give enhedspladsen et individuelt præg. Nævnet fandt efter en konkret vurdering, at træterrasserne ikke havde karakter af faste konstruktioner, der permanent gav enhedspladsen et individuelt præg, idet terrasserne ikke var fæstnet til jorden, men var placeret oven på jorden og let kunne fjernes. Da terrasserne var ens for alle de såkaldte tiny houses, kunne enhedspladsen ikke have fået et individuelt præg. Det blev lagt til grund, at de omhandlede terrasser og huse blev fjernet i vinterperioden. På den baggrund ophævede nævnet kommunens påbud om fysisk lovliggørelse, da forholdet ikke fandtes at være i strid med campingreglementets § 15, idet nævnet bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, om kommunen kunne påbyde lovliggørelse på baggrund af udlejningstilladelsen, jf. campingreglementets § 3.
Kommentar: Planklagenævnet undlod i afgørelsen at tage stilling til, om træterrasserne var en overtrædelse af vilkår i kommunens udlejningstilladelse, men uden at begrunde dette. Hertil bemærkes, at der ikke er tale om en udlejningsaftale, men om en offentligretlig godkendelse efter campingreglementets § 3, og at overtrædelse af vilkår i sådanne tilladelser kan påklages til Planklagenævnet i samme udstrækning som andre overtrædelser af campingreglementet, jf. reglementets § 21 og sommerhuslovens § 10 e. Det er derfor vanskelig at finde grundlag for, at Planklagenævnet kunne afvise at tage stilling til, om udlejningstilladelsen var overholdt, henholdsvis om dette vilkår i udlejningstilladelsen var gyldigt.