MRF 2023.238
Planklagenævnets afgørelse af 1. november 2023, j.nr. 23/10415 og 23/10416
Ikke grundlag for at ophæve lovliggørende dispensation fra lokalplan til kvist og overskridelse af etagearealet, da lokalplanens bestemmelse om etageantal udgjorde en bebyggelsesregulerende bestemmelse, der ikke i sig selv var en del af planens principper, og da bestemmelsen om kviste udgjorde en dispensationsbestemmelse. Kommunen havde inddraget saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn og var ikke forpligtet til at inddrage hensynet i at undgå fortætning af området.
Rudersdal Kommune meddelte den 26. juni 2023 lovliggørende dispensation fra en lokalplan for byområdet Bistrup til hhv. en kvist og overskridelse af etagearealet i forbindelse med en tilbygning til et eksisterende enfamilieshus samt ændring af husets tagkonstruktion. Dispensationen blev meddelt efter forudgående partshøring og orientering af naboer efter forvaltningslovens § 19 og planlovens § 20 i perioden fra 15. maj til 1. juni. Dispensationen var meddelt med henvisning til lokalplanens § 6.1.3, hvorefter byrådet skulle godkende omfanget af etablering af kvist, og § 6.1.2, hvorefter bygninger ikke måtte opføres i mere end én etage med udnyttelig tagetage, hvor den udvendige skæring mellem ydermure og tagflade ikke måtte ligge mere end 1,5 m over færdigt gulv på 1. sal. Kommunen begrundede dispensationen til overskridelse af etagearealet med, at projektet fremstod uden vinduer i tagkonstruktionen, kvist eller gavle, og at ovenlysvinduer i tagfladen var væsentligt reduceret, hvormed saddeltaget fremstod som uudnyttet tagetage. Kommunen lagde bl.a. vægt på, at det var en del af intentionen med lokalplanen at muliggøre fritlagte kældre på det skrånende terræn, hvormed bygningerne ville fremstå med ét etageareal, der overskred det umiddelbart tilladte. Dispensationen til kvisten var begrundet med, at kvisten i højere grad fungerede som et arkitektonisk motiv end en klassisk kvist. Dispensationen blev påklaget af en gruppe naboer (N), der bl.a. anførte, at tagetagen fremstod som én selvstændig etage, og at byggeriet derfor var i tre etager, hvilket var i strid med lokalplanens formål og intentioner. N anførte endvidere, at kommunen ikke havde inddraget hensynet til fortætning i området, og at dispensationerne fraveg hidtidig restriktiv praksis. Planklagenævnet (formanden) fandt, at det ansøgte byggeri krævede dispensation fra lokalplanens § 6.1.2 og § 6.1.3, da huset ville fremstå i 2 etager, og da kviste ifølge lokalplanen krævede dispensation. Nævnet fandt, at dispensationen ikke var i strid med planens principper, da bestemmelsen om etageantal var en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og formålsbestemmelsen ikke fremhævede dette forhold som af særlig betydning i forbindelse med vedtagelsen af planen, mens bestemmelsen om kviste var en dispensationsbestemmelse. Nævnet fandt videre, at kommunens skøn var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at kommunen ikke i den aktuelle sag havde været forpligtet til at inddrage hensynet til at undgå fortætning i området i sin vurdering. Endelig fandt nævnet, at der ikke var begået fejl i forbindelse med høringen og håndteringen af de indkomne indsigelser. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen over kommunens afgørelse om lovliggørende dispensation.