MRF 2023.233

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. september 2023, j.nr. 22/00300

Stadfæstet fredningsnævnets revision af fredning af Farumgård Park, hvor ejers tilbagekaldelsesret af offentlig adgang i den oprindelige fredning fra 1949 blev anset for bortfaldet ved udbetaling af erstatning til den daværende ejer i 1969, uanset at byretten i 2018 var nået til det modsatte resultat i en straffesag.

Sagen angik revision af en fredning af Farumgård Park i Furesø Kommune. Fredningsområdet på i alt ca. 6,2 ha beliggende ned mod Farum Sø omfattede Farumgård, der er en trelænget bygningsfredet hovedbygning fra 1705, en tidligere vognbygning udpeget som meget bevaringsværdig, enkelte andre småbygninger samt barokhave, park og skov. Den tilstødende Farum Sø er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og indgår i et Natura 2000-område. På ejendommen var registreret en række bilag IV-arter. I 1949 stadfæstede Overfredningsnævnet fredningsnævnets kendelse fra 1947 om fredning af Farumgård. Ved denne fredning blev der på en række vilkår indsat en offentlig færdselsret gennem Farumgård Park ad et nærmere fastlagt stisystem. Som vilkår indgik videre en tilbagekaldelsesret, hvorefter den daværende ejer Skt. Ursula Stiftelsen kunne tilbagekalde den offentlige færdselsret, hvis den offentlige adgang medførte væsentlige ulemper. Spørgsmålet om erstatning skulle først afgøres ved stiftelsens afhændelse af ejendommen. I 1967 solgte stiftelsen ejendommen for 1.250.000 kr., og fredningsnævnet tilkendte i den forbindelse i 1969 erstatning (til sælgeren) på 125.000 kr. på baggrund af den effekt, som den offentlige færdselsret havde haft på købesummen. I den forbindelse blev vedtaget følgende deklaration, der dog ikke blev tinglyst på ejendommen: ”Efter vedtagelse af lov af 13. november 1940 om stianlæg m.m. i Københavnsegnens grønne områder blev det aktuelt om en gennemførelse af en sti omkring Farum Sø, og det blev overladt til Farum kommune og i særdeleshed Frederiksborg Amts vejvæsen at udarbejde en skitseplan for en sti langs Farum Sø. Ved udarbejdelse af planer for stianlægget til brug for fodgængere forbi Farumgård viste det sig, at offentlige stianlæg tværs over ejendommens areal mellem bygningerne og søbredden ville blive meget generende for St. Ursula Stiftelsen, der havde købt Farumgård til benyttelse som kloster. Der blev drøftet nogle planer om en ændring af stiføringen med fornøden hensyntagen til stiftelsen. Resultatet blev, at stien, der i henhold til stiloven skulle være såvel cyklesti som fodgængersti, skulle føres nord om Farumgård i stedet for langs søen. Som et led I forhandlingerne blev der den 11. november 1943 - for at undgå stiføring mellem søen og bygningerne - af stiftelsen givet en fredningsdeklaration om fredning af selve parken”. Farumgård overgik på et senere tidspunkt til E, der i 2006 søgte dispensation til at lukke for offentlig adgang, subsidiært rykke denne til en anden lokalitet på ejendommen, hvilket fredningsnævnet i 2007 afslog, da det ville krænke fredningens formål. E lukkede for den offentlige adgang i 2016 som følge af ulemper, hvilket efter politianmeldelse fra Furesø Kommune førte til en straffesag ved Retten i Lyngby. Retten frifandt E ved dom af 18. juni 2018 med henvisning til tilbagekaldelsesretten i fredningskendelsen fra 1947, idet retten ikke fandt det bevist, at E havde handlet i strid hermed. Anklagemyndigheden ankede dommen til Østre Landsret, der i det forberedende retsmøde tilkendegav, at sagen hvilede på et uafklaret og kompliceret civilretligt grundlag, som anklagemyndigheden anmodede om landsrettens præjudicielle stillingtagen til, og at der ikke var lejlighed til at foranstalte den bevisførelse og prøvelse, som der normalt kræves til at afgøre en civil sag. Da der tillige manglede en del oplysninger fandt landsretten, at sagen ikke var egnet til at blive fremmet og afgjort i det strafferetlige system. Herefter hævede anklagemyndigheden anken. Fredningsnævnet for København traf efter offentlig høring den 10. november 2021 afgørelse i medfør af naturbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, om at gennemføre en revision af fredningen på Farumgård Park (afgørelsen er vedlagt som bilag). Med vedtagelsen af revisionen udgik vilkåret om tilbagekaldelsesret fra 1947. Det var fredningsnævnets opfattelse, at der ikke ved straffesagen var blevet taget stilling til ”den rette forståelse” af ejerens tilbagekaldelsesret af vilkår om offentlig adgang. Fredningsnævnet anså det endvidere for udelukket, at tilbagekaldelsesretten var gældende, efter at der i 1969 var tilkendt den daværende ejer erstatning, og afviste, at der var grundlag for at tilkende yderligere erstatning. Hvad angik stiforløbet afviste fredningsnævnet det af E foreslåede forløb, men fandt, at E skulle have mulighed for at foreslå et andet stiforløb. Afgørelsen blev påklaget af E, der principalt gjorde gældende, at afgørelsen skulle ophæves, da den savnede hjemmel, subsidiært at fredningskendelsen skulle ændres, så stien fulgte det af E foreslåede alternative forløb. E anførte bl.a., at den tidligere ejers ret til tilbagekaldelse fortsat var gældende uanset erstatningen i 1969, og at der forud for E’s lukning af færdselsretten var sket grove overtrædelser af offentlighedens færdsel med sådanne ulemper for E, at E var berettiget til at lukke for offentlig adgang. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at den tidligere tilbagekaldelsesret af offentlig adgang var bortfaldet med udbetaling af erstatning i 1969, og at tilbagekaldelsesretten i øvrigt ikke gjaldt den til enhver tid værende ejer, men kun udgjorde en ret for stiftelsen. Nævnet afviste, at Retten i Lyngbys frifindende dom i straffesagen ændrede herpå, idet nævnet udtalte, ”at nævnet ikke i en fredningssag er bundet af byrettens frifindende dom, herunder byrettens udlægning af fredningens bestemmelser og deres retsvirkning i forhold til en straffesag. Nævnet har herved lagt vægt på, at sagen ved byretten var en straffesag, hvor der gælder et skærpet legalitetskrav, hvilket indebærer, at der skal være klar hjemmel for at pålægge straf. Det er derfor nævnets opfattelse, at byrettens dom alene er udtryk for, at spørgsmålet om den fortsatte eksistens af tilbagekaldelsesadgang har været omfattet af en sådan utilstrækkelig klarhed, at byretten ikke har kunnet pålægge en straf for at have handlet i strid med Overfredningsnævnets kendelser fra 1949 og 1969, jf. naturbeskyttelseslovens § 89, stk. 1, nr. 10”. Hvad angik stiforløbet fandt nævnet, at det var hensigtsmæssigt at give E mulighed for at anvende et alternativt forløb, men afviste det af E foreslåede alternativ. Nævnet fandt i øvrigt anledning til i fredningsbestemmelserne at præcisere, at offentligheden ville have adgang til det oprindelige stiforløb, såfremt E ikke tilkendegav ønske om muligheden for anvendelse af det alternative stiforløb. Afslutningsvis afviste nævnet at tilkende erstatning, da der allerede i 1969 var tilkendt erstatning for den offentlige færdselsret. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet enstemmigt fredningsnævnets afgørelse om revision af fredningen.

Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets forståelse af betydningen af den frifindende byretsdom og nævnets tavshed om den manglende tinglysning af deklarationen i 1969 i forbindelse med udbetaling af erstatning forekommer ikke overbevisende. Når byretten har fastslået, at den nuværende ejer ikke overtrådte fredningskendelsen ved at lukke for offentlighedens adgang, er det noget vanskeligt at indse, at fredningsnævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke er bundet af byrettens forståelse af den tidligere frednings indhold, også selvom straffedommen principielt ikke har positiv retskraft i den senere fredningssag. Det skærpede hjemmelskrav i straffesager om overtrædelse af bl.a. fredningskendelser betyder grundlæggende, at det med tilstrækkelig tydelighed skal fremgå af kendelsen, at det konkrete gerningsindhold udgør en overtrædelse. Dette er imidlertid ikke problemet i den foreliggende sag, hvor frifindelsen blev begrundet med, at byretten ikke fandt grundlag for, at ejeren af Farumgårds adgang til at tilbagekalde vilkår om offentlighedens adgang var bortfaldet med erstatningen i 1969. I den frifindende dom udtalte byretten således:

”Fredningsnævnet gjorde ikke fredningen og færdselsretten tidsbegrænset og bestemte, at spørgsmålet om erstatning skulle afgøres, når det kunne godtgøres, at ejendommen skulle afhændes. I kendelsen er angivet, at Fredningsnævnet anså det for selvfølgeligt, at der var krav på erstatning, hvis spørgsmålet om afhændelse måtte blive aktuelt, men at det ikke var muligt på daværende tidspunkt at vurdere, i hvilket omfang et erstatningskrav burde tages til følge. Overfredningsnævnet tilsluttede sig dette synspunkt under henvisning til, at ” ... det omhandlede stianlæg kunne kun føres gennemparken imod udredelse af erstatning”. I hverken Fredningsnævnets eller Overfredningsnævnets kendelse er angivet, at udbetaling af erstatning vil indebære en ændring af betingelserne knyttet til færdselsretten, og der findes ikke henset til formålet med erstatningen grundlag for en sådan forståelse af det anførte i kendelserne. Erstatningen kan endvidere ikke efter en naturlig forståelse af indholdet i kendelserne anses at vedrøre den situation, at ”færdselstilladelsen mod forventning måtte medføre væsentlig ulempe”, men må anses at vedrøre den gene, der er forbundet med en ret til færdsel på de i kendelserne angivne betingelser uden tidsbegrænsning. I kendelse af 5. februar 1968 udtalte Fredningsnævnet, at ”den eksisterende stiret” er af en sådan værdi for offentligheden, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for en eventuel ophævelse af fredningen, hvorefter Fredningsnævnet fastsatte størrelsen af erstatningen for sikring af den offentlige færdselsret skønsmæssigt til 100.000 kr. Fredningsnævnet forholdt sig ikke i kendelsen til omfanget eller karakteren af ”den eksisterende færdselsret” og angav ikke, at de oprindelige betingelser knyttet til færdselsretten ville blive ændret eller bortfaldt i forbindelse med udbetalingen af erstatning. Overfredningsnævnet, der fik forelagt Fredningsnævnets kendelse, fastsatte vedkendelse af 12. august 1969 erstatningen for tabet ved den ved Overfredningsnævnets kendelse af 23. februar 1949 besluttede adgang for offentligheden til gående færdsel på Farumgård til 125.000 kr. Det fremgår af kendelsen, at Overfredningsnævnet alene tog stilling til størrelsen af erstatningen. Afgørelsen omtalte ikke omfanget af eller betingelserne knyttet til offentlighedens adgang til færdsel. På denne baggrund finder retten, at de oprindelige betingelser knyttet til færdselsretten som angivet i Fredningsnævnets kendelse af 23. juli 1947 fortsat er gældende, herunder forbeholdet om tilbagekaldelse af færdselstilladelsen, såfremt færdselstilladelsen mod forventning måtte medføre væsentlig ulempe for ejeren, hvilken betingelse således ikke kan anses for bortfaldet.” (understreget her)

Det fremgår således tydeligt af byrettens præmisser, at der her er taget stilling til fortolkningen af fredningskendelsens bestemmelser om ejerens mulighed for at tilbagekalde offentlighedens færdselsadgang, hvilket ikke har noget med det skærpede hjemmelskrav i straffesager at gøre. I forhold til, hvordan ændringen af fredningen påvirker den nuværende ejer, ses således ikke grundlag for, at fredningsnævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne undlade at lægge byrettens fortolkning til grund med henvisning til det skærpede hjemmelskrav i straffesager.

Link til afgørelsen. (Fredningsnævnets påklagede afgørelse af 10. november 2021 er vedlagt som bilag.)