MRF 2023.23
Vestre Landsrets dom af 20. april 2023, 7. afd., sag BS-18561/2022-VLR
(Hans-Jørgen Nymark Beck, Thomas Tordal-Mortensen og Line Langkjær (kst.))
A (adv. Thomas Jensen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Påbud om retablering af oprindelige terræn- og afvandingsforhold på ejendom opretholdt, idet ejendommen uden tilladelse efter vandløbslovens § 6 var blevet befæstet ved påfyldning med knust beton og murbrokker, hvilket ifølge en indhentet skønserklæring medførte en forøget afstrømning af vand til lavereliggende områder.
Thisted Kommune meddelte den 13. august 2018 A påbud om retablering af de oprindelige terræn- og afvandingsforhold på A’s landbrugsejendom, jf. vandløbslovens § 6 og § 54. Kommunen vurderede i påbuddet, at den af A foretagne terrænbearbejdning i form af påfyldning med knust beton og murbrokker var foretaget i et sådant omfang, at ændringerne var omfattet af vandløbslovens § 6, stk. 1, og begrundede bl.a. påbuddet med, at bufferkapaciteten i forhold til overfladevand var væsentligt reduceret som følge af den forøgede befæstelsesgrad, hvilket indebar, at vand, der normalt ville have været tilledt og opmagasineret på A’s ejendom, i stedet ville blive hurtigere afledt til omkringliggende ejendomme. A påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ved afgørelse af 11. april 2019 (j.nr. 18/07693) stadfæstede afgørelsen. Nævnet lagde til grund, at kommunen entydigt havde kunnet konkludere, at A’s ejendom før påfyldningen lå lavere end naboejendommene, og at A ved at have foretaget terrænhævning havde hindret, at vand kunne blive afledt til og opmagasineret på A’s ejendom. Nævnet fandt på denne baggrund, at der var behov for retablering af tidligere afvandingsforhold på A’s ejendom, og at påbuddet var sagligt og proportionalt begrundet. A anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om ugyldighed. Der blev under retssagen gennemført syn og skøn om bl.a. afvandings- og nedsivningsforholdene på A’s ejendom, herunder som følge af påfyldningen. Byretten lagde til grund, at A’s ejendom oprindeligt var lavere beliggende end naboejendommene, og at A havde foretaget terrænregulering på sin ejendom ved påfyldning med knust beton og murbrokker mv. Med henvisning til den indhentede skønserklæring anførte byretten, at terrænændringen måtte antages at give en lavere permeabilitet og dermed reducere de nedbørsmængder, der kunne nedsive, samt forøge de mængder, som ville afstrømme til lavereliggende områder. Efter bevisførelsen fandt byretten ikke, at kommunen på et tidligere tidspunkt havde godkendt de foretagne terrænændringer, ligesom byretten afviste, at kommunen og nævnet skulle have tilsidesat officialprincippet eller proportionalitetsprincippet. Under disse omstændigheder fandt byretten, at A ved påfyldningen på sin ejendom havde hindret det naturlige afløb af vand, jf. vandløbslovens § 6, hvorfor nævnet blev frifundet. A ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Efter bevisførelsen og den indhentede skønserklæring tiltrådte landsretten, at der som følge af A’s påfyldning var sket en terrænhævning, at A’s ejendom inden påfyldningen lå lavere end naboejendommene, og at påfyldningen ville medføre en forøget afstrømning af vand til lavereliggende områder. På denne baggrund fandt landsretten, at vandets naturlige afløb var ændret. Landsretten afviste herefter, at A havde søgt om eller på anden måde opnået tilladelse til påfyldningen efter vandløbslovens § 6, og at tidligere etablerede veje og diger, som på afgørelsestidspunktet udgjorde lovlige forhold, havde betydning for sagen. Idet landsretten endvidere fandt, at officialprincippet og proportionalitetsprincippet var overholdt, stadfæstede landsretten byrettens dom.
Kommentar: Dommen er et sjældent eksempel i nyere retspraksis på anvendelsen af det ældgamle forbud mod at ”fælde vand”, dvs. ændre vands naturlige afløb mellem to ejendomme, der fandtes i både Jyske Lov og Danske Lov, og som blev videreført i 1880-vandløbslovens § 81 og 1949-vandløbslovens § 4, og i dag findes i vandløbslovens § 6. Som landsrettens dom viser, omfatter bestemmelsen ikke kun afledning af vand til eller gennem vandløb, men al afledning af vand til andre ejendomme. Vandløbslovens § 6 er et eksempel på en i udgangspunktet naboretlig regulering, som med tiden – og særligt efter vedtagelsen af den nugældende vandløbslov i 1982 – er blevet indlemmet i et offentligretligt regime, hvilket bl.a. indebærer, at tilsyn og kontrol med reglens overholdelse i dag forestås af kommunerne efter vandløbslovens almindelige håndhævelsesregler, herunder §§ 54 og 54 a. Reglens naboretlige ophav kom også til syne i ovenstående sag, hvor det fremgik af det anfægtede påbud, at kommunen i et forsøg på at finde en løsning mellem ejerne i første omgang havde foreslået, at A i stedet for at genetablere de naturlige terrænforhold på sin ejendom kunne etablere en grøft i skellet mod naboen. Da de to ejere ikke kunne blive enige om placeringen eller omkostningsfordelingen ved etablering af en sådan grøft, meddelte kommunen påbud til A om at genetablere de naturlige terrænforhold på ejendommen. Under retssagen gjorde A bl.a. gældende, at påbuddet var uproportionalt, da det ville være mindre indgribende for A at etablere grøften i skellet mod naboen. Hertil anførte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der i vandløbslovens § 54 ikke var hjemmel til at påbyde A at etablere en grøft, men kun til at genoprette de ulovligt ændrede terrænforhold, jf. anbringenderne på s. 59 i byretsdommen. Dette blev tilsyneladende tiltrådt af landsretten, der i relation til proportionalitetsprincippet anførte, at det følger af vandløbslovens § 54, at ”der alene er hjemmel til at meddele påbud om genoprettelse”. Spørgsmålet om, hvad der ligger i ”genoprettelse af den tidligere tilstand” i § 54 er principielt og kunne have fortjent større opmærksomhed i sagen. Over for det af Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte kan således bemærkes, at vandløbslovens § 6 ikke forbyder terrænændringer, men derimod indeholder et forbud mod at ændre vands naturlige afløb til anden ejendom. En genoprettelse af den tidligere tilstand synes således også at kunne blive tilvejebragt ved, at A etablerede en grøft i skel mod naboen, hvis dette var tilstrækkeligt til at genoprette de (lovlige) naturlige afløbsforhold mellem ejendommene (dette kunne dog så give anledning til yderligere spørgsmål om rådighed over fremmed ejendom, hvis A skulle have gennemført foranstaltninger på naboejendommen). Dette må i øvrigt sammenholdes med, at hvis fysisk lovliggørelse kan tilvejebringes på forskellige måder, må det som udgangspunkt overlades til påbudsadressaten at vælge den for ham mindst indgribende fremgangsmåde.