MRF 2023.219
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. august 2023, j.nr. 22/02429
Ophævet og hjemvist registrering efter naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, af tre kunstigt anlagte søer i 1995 og 1999, da kommunens yderst sparsomme fund ved besigtigelse i januar 2022 ikke i tilstrækkelig grad godtgjorde, at der i søerne havde indfundet sig et naturligt plante- og dyreliv.
Viborg Kommune traf i januar 2022 efter anmodning fra E afgørelse om, at tre kunstigt anlagte søer på E’s ejendom var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. De tre søer havde et areal hhv. ca. 1.470, 1.280 og 620 m2. Forud for registreringen havde kommunen under en besigtigelse i januar 2022 konstateret bl.a., at der ikke kunstigt blev tilbageholdt vand i søerne, at der ikke generelt forekom sumpvegetation i overgangen mellem vand og land, men at der var lidt rørgræs ved brinken af den ene af søerne samt andemad i søerne. Derudover voksede der mellem murbrokker, som udgjorde en del af de stejle brinker ved søerne, almindelig hvene, mosser samt hundegræs. I den ene af søerne var der ca. 25 gråænder. Kommunen vurderede på den baggrund, at søerne opfyldte kriterierne for at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Registreringen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at søerne ikke var omfattet af § 3, da søerne var kunstigt anlagt på baggrund af en tilladelse fra daværende Tjele Kommune. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) henviste til, at det af forskellige vejledninger om § 3-beskyttede naturtyper fremgår, at beskyttelsen også omfatter søer, vandhuller og damme, som helt eller delvist er blevet til ved menneskelig indsats, hvor det afgørende kriterium er, hvorvidt der har udviklet sig dyre- og planteliv, der er karakteristisk for beskyttet natur. Nævnet fandt, at det ikke i den konkrete sag var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der i søerne havde udviklet sig et naturligt dyre- og planteliv, idet der ved kommunens besigtigelse var konstatereret yderst sparsomme fund af naturligt dyre- og planteliv tilknyttet søerne. Hertil kom, at besigtigelsestidspunktet (januar) ikke var optimalt for registrering af dyre- og plantelivet. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse om § 3-registrering og hjemviste sagen til fornyet behandling med bemærkning om, at kommunen burde foretage en fornyet besigtigelse, som er mere grundig og ligger på et mere gunstigt tidspunkt.
Kommentar: Afgørelsen er relativt opsigtsvækkende, da klagenævnet sædvanligvis ikke foretager dybere prøvelse af, hvilket biologisk liv der måtte være udviklet i kunstigt etablerede søer, når først der er gået nogle år, hvilket normalt ikke er underkendt i retspraksis. Se f.eks. U 2018.137 H om to ulovligt etablerede søer, hvor der ikke forelå nærmere oplysninger om dyre- og planteliv i søerne, men hvor det blev tiltrådt, at søerne ca. fem år efter etablering var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 uanset manglende lovliggørelse efter planloven og vandløbsloven. Der er dog også eksempler på, at domstolene har underkendt nævnets tiltrædelse af § 3-registrerede søer, jf. bl.a. MAD 2017.229 V, hvilket dog i denne sag beroede på bevismæssige vurderinger i en straffesag, hvor tiltalte blev frifundet for manglende efterkommelse af et lovliggørelsespåbud. Til dette må dog tilføjes, at nævnet med hjemvisningen har givet kommunen mulighed for at foretage ny besigtigelse i en varmere periode af året, hvilket kan have betydning for vurderingen. I forhold til den ene sø, hvor der var observeret ca. 25 gråænder, må afgørelsen anses for vidtgående, da dette i januar måned er en rimelig stærk indikation for, at der er etableret naturligt dyre- og planteliv.