MRF 2023.21
Vestre Landsrets dom af 13. februar 2023, 5. afd., sag BS-44846/2021-VLR
(Henrik Estrup, Marie Kathrine Nielsen og Mette Hartmann Andresen (kst.))
A ApS (adv. Anders Ørgaard) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Ikke krav på genoptagelse af afvisning af klage over afslag på lovliggørende tilladelse til to tilbygninger i fredskov pga. overskridelse af klagefrist. Afslag på ophævelse af fredskovspligten og udstykning af boligparcellen på arealet, da formålet reelt var at lovliggøre de ulovlige tilbygninger, hvilket ikke vejede tungere end hensynet til fredskoven.
Skovbrugsvirksomheden A ApS ejede flere større skovejendomme bestående af en række mindre matrikler på det nordlige Djursland, der stort set i sin helhed var underlagt fredskovspligt efter skovloven. På en af ejendommene var etableret en bygningsmasse på et ca. 5.000 m2 areal (bygningsparcellen), hvor A ApS’ driftsbygninger og den private bolig for A ApS’ direktør og ejer D var beliggende. I forbindelse med en besigtigelse i 2018 konstaterede Miljøstyrelsen, at der var opført to tilbygninger til de eksisterende driftsbygninger uden dispensation efter skovloven. Den ene tilbygning på 216 m2 var blevet opført 2010/11 i henhold til en byggetilladelse fra Norddjurs Kommune og blev anvendt som maskinhus, og den anden tilbygning på 45 m2 var opført i 2016 og anvendtes som mødelokale for A ApS. Den 19. december 2018 meddelte Miljøstyrelsen afslag på lovliggørende dispensation efter skovlovens § 38, jf. § 11, til tilbygningerne og meddelte samme dag påbud til A ApS om fysisk lovliggørelse. A ApS påklagede den 18. januar 2019 de to afgørelser til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 21. maj 2019 afviste klagen med henvisning til, at klagefristen på fire uger efter skovlovens § 63 var udløbet den 16. januar 2019, hvorfor klagen ikke var indgivet rettidigt. A ApS anmodede efterfølgende Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen, da D var blevet opmærksom på, at der på en naboejendom tidligere var givet dispensation til en delvis ophævelse af fredskovspligten med henblik på opførelse af et mindre byggeri til brug for en sikret institution. Under en besigtigelse i oktober 2019 konstaterede Miljøstyrelsen, at påbuddet om fysisk lovliggørelse fra december 2018 fortsat ikke var efterkommet, hvilket D forklarede med, at han ønskede at søge om ophævelse af fredskovspligten på bygningsparcellen på 5.000 m2. På den baggrund traf Miljøstyrelsen den 31. oktober 2019 afgørelse om at give afslag dels på hel eller delvis ophævelse af fredskovspligten på bygningsparcellen, jf. skovlovens § 6, dels på udstykning af bygningsparcellen med henblik på efterfølgende ophævelse af fredskovspligten, jf. lovens § 38, jf. § 12, idet styrelsen ikke fandt, at der forelå de fornødne særlige grunde herfor. Denne afgørelse blev ligeledes påklaget af A ApS. Den 28. maj 2020 traf Miljø- og Fødevareklagenævnet to afgørelser, hvor nævnet dels afslog A ApS’ anmodning om genoptagelse af nævnets afgørelse af 21. maj 2019 om afvisning af A ApS’ klage, dels stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 31. oktober 2019 om afslag på ophævelse af fredskovspligt og udstykning. A ApS indbragte disse to afgørelser for domstolene. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse. For så vidt angik afslaget på genoptagelse af afvisningen af A ApS’ klage lagde byretten til grund, at Miljøstyrelsens afgørelser af 19. december 2018 samme dag var blevet sendt til A ApS såvel pr. mail som til virksomhedens e-Boks indeholdende klagevejledning. Det beroede derfor på A ApS’ egne interne forhold, at D først langt senere havde fået kendskab til afgørelserne. Byretten fandt, at oplysningen om ophævelse af fredskovspligt på naboejendommen ikke havde betydning for afvisningen af A ApS’ klage som følge af fristoverskridelsen og derfor ikke kunne begrunde en genoptagelse af nævnets afgørelse af 21. maj 2019. For så vidt angik stadfæstelsen af Miljøstyrelsens afslag på ophævelse af fredskovspligten og udstykning fandt byretten, at afgørelsen beroede på en skønsmæssig afvejning, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte dette skøn. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev derfor frifundet. A ApS ankede dommen til landsretten, der tiltrådte, at Miljøstyrelsens afgørelse af 19. december 2018 var kommet frem til A ApS samme dag, idet den blev sendt til virksomhedens e-Boks, jf. § 10 i lov om digital post fra offentlige afsendere. Da der ikke forelå undskyldelige omstændigheder, og da oplysningen om ophævelse af fredskovspligten på naboejendommen ikke havde betydning for spørgsmålet om genoptagelsen af afvisningsafgørelsen, tiltrådte landsretten af de grunde, som byretten havde anført, at der ikke var grundlag for at genoptage nævnets afvisning af A ApS’ klage. For så vidt angik afslaget på ophævelse af fredskovspligten og udstykning af bygningsparcellen lagde landsretten til grund, at formålet med ophævelsen og udstykningen ikke var, at arealet ønskedes anvendt til et andet formål end skovdrift, men derimod at lovliggøre de to tilbygninger. Dette hensyn var ikke så tungtvejende, at det kunne føre til en tilsidesættelse af hensynet til bevaring af fredskoven, herunder fordi arealet fremstod velegnet til bæredygtig skovdrift, og praksis i overensstemmelse med skovlovens forarbejder er restriktiv. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at A ApS i 2010 havde fået byggetilladelse af kommunen til den ene af tilbygningerne, idet landsretten med henvisning til U 2007.456 H fandt, at det var A ApS’ ansvar at sikre, at der var søgt om og opnået tilladelse til byggeriet efter alle gældende regler. Landsretten fandt videre, at A ApS ikke havde været i begrundet god tro om tilbygningens forhold til skovlovens regler, idet A ApS var en virksomhed, hvis formål var skovdrift. A ApS havde heller ikke krav på hel eller delvis ophævelse af fredskovspligten ud fra ligebehandlingsprincippet, da de retligt relevante forhold på naboejendommen med institutionsbyggeriet ikke var sammenlignelige med A ApS’ ejendom. Betingelserne for ophævelse af fredskovspligten i skovlovens § 6 var derfor ikke opfyldt. Landsretten bemærkede, at spørgsmålet om dispensation til udstykning efter skovlovens § 38, jf. § 12, efter forarbejderne til skovlovens § 12 må bedømmes på samme måde som ophævelse af fredskovspligten efter skovlovens § 6, hvorfor betingelserne for udstykning heller ikke var opfyldt. På den baggrund tiltrådte landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte stadfæstelsen af Miljøstyrelsens afgørelse af 31. oktober 2019, hvorfor landsretten stadfæstede byretten dom om frifindelse af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Kommentar: Prøvelsessituationen i denne sag blev kompliceret af, at A ApS reelt ønskede en stillingtagen til, om de to tilbygninger opført i strid med skovlovens regler om fredskovspligt kunne bibeholdes. Et sådant forhold må normalt vurderes som et spørgsmål om lovliggørende dispensation til byggeri på fredskovspligtigt areal efter skovlovens § 38, jf. § 11, hvilket A ApS imidlertid ikke kunne få prøvet, da A ApS’ klage over Miljøstyrelsens afgørelser vedr. dette spørgsmål blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet pga. overskridelsen af skovlovens klagefrist (ligesom søgsmålsfristen for styrelsens afgørelser var udløbet på tidspunktet for retssagens anlæg). I stedet kom retssagen til at omhandle dels, om Miljø- og Fødevareklagenævnet var forpligtet til at genoptage afvisningen af A ApS’ klage, dels A ApS’ efterfølgende forsøg på at lovliggøre bygningerne ved at kræve fredskovspligten ophævet (evt. efter forudgående udstykning). Af lidt bredere interesse kan fremhæves landsrettens henvisning til U 2007.456 H om mindre byggeri i fredsskov, hvor Højesteret anførte, at det er ejerens eget ansvar at sikre, at der er søgt om og opnået tilladelse til byggeri efter alle gældende regler, selvom der er meddelt byggetilladelse til byggeriet, og selvom kommunen i forbindelse med udstedelse af byggetilladelse er forpligtet til at påse, at byggeriet overholder anden lovgivning, jf. byggelovens § 16, stk. 11, og BR18 § 35, stk. 2. Med dommen er ikke taget stilling til kommunens eventuelle erstatningsansvar for at meddele byggetilladelsen, og det er ikke klart, om betingelserne i U 2000.2412 H forelå. Endvidere kan fremhæves landsrettens udsagn om, at spørgsmålet om dispensation til udstykning af et fredskovspligtigt areal efter skovlovens § 38, jf. § 12, efter forarbejderne til skovlovens § 12 må bedømmes på samme måde som spørgsmålet om tilladelse til ophævelse af fredskovspligten efter skovlovens § 6, stk. 1.