MRF 2023.207
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. juli 2023 j.nr. 22/08466
Stadfæstet fredningsnævnets afslag på erstatning til E for tabte byggemuligheder og udstykning ved fredning af ”Tversted grønne front”, da den del af E’s ejendom, der var omfattet af byplanvedtægt, var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, hvor der ikke kunne forventes udstykningstilladelse. Tillige afvist erstatning for forventningsværdi på grundlag af kommunens tidligere forhandling med E om køb af ejendommen.
Sagen omhandlede erstatningsudmåling i forbindelse med fredning af ”Tversted grønne front” i Hjørring Kommune. Fredningsområdet udgjorde samlet ca. 95 ha, hvoraf 62 ha var ejet af private lodsejere. Formålet med fredningen var bl.a. at bevare de åbne og varierede klitlandskaber og at sikre og forbedre områdets naturværdier. Fredningsforslaget blev vedtaget af Fredningsnævnet for Nordjylland, nordlig del, den 6. oktober 2021. Der indkom i den forbindelse erstatningskrav fra to lodsejere, herunder E, der ejede 7,7 ha af fredningsområdet. E fremsatte krav om erstatning på 3.625.000 kr., hvoraf 3 mio. kr. udgjorde krav for tab af byggemuligheder. Det oplystes i den forbindelse, at E i 2011 forhandlede med kommunen med henblik på at sælge det omhandlende areal til kommunen, men at forhandlingerne gik i stå, da det blev kendt, at området muligvis ville blive underlagt en fredning. Fredningsnævnet afviste de af E fremsatte krav med henvisning til bl.a., at det omhandlende areal var beliggende i landzone, hvormed der ikke kunne forventes udstykning, og fastsatte erstatningen til i alt 13.463 kr. E påklagede afgørelsen og gjorde gældende, at erstatningen var udmålt på et forkert grundlag, med henvisning til, at ejendommen var omfattet af en byplanvedtægt, og at denne trods en delvis aflysning i 2020 fortsat var gældende for ejendommen. På baggrund af bestemmelser i vedtægten var det efter E’s opfattelse muligt uden for klitfredningslinjen at udstykke mindst 14-15 byggegrunde fra E’s ejendom. I forbindelse med klagesagen indkom bemærkninger fra kommunen og Miljøstyrelsen, der bl.a. anførte, at det udelukkende var den nordligste del af ejendommen, der fortsat var omfattet af byplanvedtægten, og at denne del var sammenfaldende med den del af ejendommen, der var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, hvorfor udstykning af ejendommen ikke var mulig. I forbindelse med besigtigelse af ejendommen oplyste E supplerende, at E ikke opfattede forhandlingerne med kommunen i 2011 sådan, at de udelukkede en senere aftale om kommunens overtagelse af ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnet, bemærkede indledningsvis, at der ikke blev givet grunderstatning for arealer, der i forvejen var omfattet af erstatningsfri regulering, medmindre der forelå særligt byrdefulde forhold. Nævnet fandt, at der ikke i forbindelse med den konkrete fredningssag forelå sådanne særligt byrdefulde forhold, der lå ud over de restriktioner, som allerede fulgte af lovens bestemmelser. I relation til spørgsmålet om erstatning på baggrund af forventningsværdi i relation til forhandlingerne med kommunen i 2011 fandt nævnet på baggrund af plangrundlaget og ophævelsen af byplanvedtægten, at der ikke knyttede sig en forventningsværdi til ejendommen i relation til muligheden for udstykning og bebyggelse af ejendommen, som gav grundlag for at forhøje den tilkendte erstatning. På denne baggrund stadfæstede nævnet fredningsnævnets afgørelse og tilkendte i øvrigt E godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand.