MRF 2023.2
EU-Domstolens dom af 19. januar 2023, 3. afd., sag C-147/21, CIHEF m.fl.
Forordningen om markedsføring og anvendelse af biocidholdige produkter er til hinder for særlige nationale regler om annoncer til fagfolk, men hindrer ikke forbud mod annoncer rettet til den brede offentlighed. Sidstnævnte forbud og forbud mod særlige rabatter og lignende er i overensstemmelse med TEUF art. 34 og 36, når forbuddene er begrundet i hensyn til beskyttelse af menneskers sundhed og miljø og ikke går videre end nødvendigt.
Baggrunden for sagen var, at der i fransk ret var indført regler om prisafslag, rabatter for biocidholdige produkter i varegrupperne 14 (rodenticider) og 18 (insekticider), at der var indført særlige regler for annoncer rettet til fagfolk for varegrupperne 2 (desinfektion og algedræber), 4 (fødevare og foderstoffer) samt 14 og 18, og at der var indført forbud mod annoncering for den brede offentlighed for varegruppe 2, 4, 14 og 18. To selskaber anlagde sag ved Conseil d’État med påstand om ophævelse af disse regler med henvisning til, at de franske regler var i modstrid med EU’s udtømmende harmonisering af markedsføring og anvendelse af biocidholdige produkter i forordning 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse om fortolkning af EU-retten. EU-Domstolen lagde til grund, at selv om forordning 528/2012 om biocider udgør en indre markeds-harmonisering, er det ikke alle forhold vedrørende biocidholdige produkter, der er harmoniseret med forordningen (præmis 33). Forordningen havde således ikke til formål at harmonisere prisafslag og rabatter eller annoncering til den brede offentlighed, hvorfor disse to spørgsmål skulle bedømmes efter TEUF art. 34 og 36. Når formålet med forbud mod annoncer vedrørende de anførte biocidholdige produkter rettet til den brede offentlighed og forbud mod rabatter er begrundet i beskyttelse af mennesker og miljø, er forbuddene ikke i modstrid med EU-retten, hvis forbuddet ikke går videre end nødvendigt for at nå formålene. Derimod var fastsættelse af særlige regler for annoncer om biocidholdige produkter rettet til fagfolk i modstrid med biocidforordningen, i det omfang de franske regler stiller andre krav til annoncering end dem, der følger af biocidforordningens art. 72, der må anses for en udtømmende annoncering af annoncer rettet til fagfolk.
Kommentar: Dommen vedrører grundlæggende spørgsmålet, om en medlemsstat kan fastsætte krav til bestemte produkters anvendelse og markedsføring. Hvor EU har vedtaget fælles indre markeds-harmonisering som biocidforordningen, kan medlemsstaterne kun vedtage strengere regler end fastsat af EU, hvis medlemsstaten kan få tilladelse af Kommissionen efter den såkaldte miljøgaranti i TEUF art. 114, stk. 4-6. Biocidforordning 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter har karakter af indre markeds-harmonisering, hvor der er en særlig procedure for gensidig anerkendelse af biocider, som ikke er godkendt i EU. Forordningen, der afløste det tidligere direktiv 98/8 om markedsføring af biocidholdige produkter, regulerer regler for, hvilke biocidholdige produkter der må sælges, hvordan biocidholdige produkter skal anmeldes, klassificeres og emballeres og regler for gensidig anerkendelse af biocidholdige produkter, hvor der endnu ikke i EU er fastsat fælles regler. Det er imidlertid ikke alle spørgsmål vedrørende markedsføring, der er reguleret i biocidforordningen. Som denne dom illustrerer, er det nødvendigt at undersøge nærmere, hvilke forhold vedrørende markedsføring og anvendelse, som er udtømmende reguleret i EU-forordningen, og hvilke forhold, der ikke er udtømmende reguleret i forordningen. Hvor et forhold ikke er reguleret af forordningen, skal der herefter foretages en prøvelse af formålet med de nationale restriktioner, om de nationale restriktioner er diskriminerende, og om de går videre end strengt nødvendigt, hvilket på meget overskurelig måde illustreres i denne doms gennemgang af de enkelte betingelser for, hvornår en tekniske handelshindring er forenelig med TEUF art. 34 og 36. På den ene side fastholdes, at foranstaltninger, der direkte eller indirekte virker diskriminerende for varer fra andre medlemsstater, ikke kan tillades efter den såkaldte Cassis de Dijon-doktrin under TEUF art. 34, hvorfor restriktionens forenelighed med EU-retten i stedet må begrundes i TEUF art. 36, men samtidig anerkendes, at TEUF art. 36 omfatter miljøhensyn. Endelig må nævnes, at selv om betegnelsen biocidholdige produkter nok for mange vil opfattes fremmedartet, omfatter begrebet et meget vidt felt af kemikalier fra bl.a. rottegift til hverdagsting som f.eks. håndsæbe. Fra tidligere domme kan nævnes sag C-420/10, hvor det blev fastslået, at biocidholdige produkter omfatter algebekæmpelsesmiddel, som indirekte har en kemisk virkning som bekæmpelsesmiddel, og sag C-443/02, hvor det blev fastslået, at små stykker rødt ubehandlet cedertræ er et biocidholdigt produkt.