MRF 2023.194

EU-Domstolens dom af 14. september 2023, 5. afd., de forenede sager C-508/21 P og C-509/21 P, Kommissionen mod Dansk Erhverv

Ikke grundlag for at underkende Kommissionens afgørelse efter TEUF art. 108(3) om, at det ikke er i modstrid med EU’s regler om statsstøtte, at de tyske myndigheder ikke i tyske grænsehandelsbutikker håndhæver den tyske lovgivnings krav om opkrævning af dåsepant for drikkevarer, der indkøbes af danske kunder og indføres i Danmark, når der afgives en skriftlig erklæring af kunden.

Baggrunden for sagen var, at der i Tyskland som en del af gennemførelsen af emballageaffaldsdirektivet (94/62) er indført en regel om, at sælgere af drikkevarer skal opkræve pant for emballage til drikkevarer. I de to tyske delstater Schelswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern har myndighederne imidlertid besluttet ikke at håndhæve denne regel i forhold til grænsehandel, når danske og svenske kunder underskriver en erklæring om, at drikkevarerne udføres fra Tyskland, og emballagen bortskaffes uden for tysk område. Denne særlige ordning blev af Dansk Erhverv (DE) og Danmarks Naturfredningsforening (DNF) anmeldt til Kommissionen som ulovlig statsstøtte. Kommissionen afviste i 2018, at den manglende opkrævning af pant var omfattet af reglerne om statsstøtte, da den ikke vedrører statslige midler, ligesom Kommissionen afviste, at den manglende momsopkrævning udgjorde statsstøtte. Selv om Kommissionen anerkendte, at manglende håndhævelse og opkrævning af bøde i nogle tilfælde kan udgøre statsstøtte, fandt Kommissionen, at dette ikke var tilfældet i denne sag, idet de tyske myndigheder havde vurderet, at grænsebutikkerne ikke var retligt forpligtede til at opkræve pant, da forholdet måtte sidestilles med, at eksportører af drikkevarer ikke opkræver pant. Kommissionens afgørelse efter TEUF art. 108(3) blev indbragt af DE og DNF for Retten, der i sag T-47/19 gav sagsøgerne medhold og ophævede Kommissionens afgørelse med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde undersøgt sagen tilstrækkeligt. Kommissionen og en tysk sammenslutning af grænsehandlere (IGG) ankede dommene og gjorde bl.a. gældende, at Rettens begrundelse var selvmodsigende, og at det var en fejl at anse den manglende håndhævelse af reglerne om dåsepant for denne grænsehandel som statsstøtte, da Retten havde anerkendt usikkerhed om, hvorvidt det var muligt efter tysk ret at påbyde opkrævning af dåsepant for denne grænsehandel. EU-Domstolen lagde til grund, at efter emballageaffaldsdirektivets art. 7 kan der ikke opkræves pant for drikkevarer, der sælges i grænsebutikker, når forbrugerne underskriver en erklæring, der svarer til eksport af drikkevarer (præmis 96). EU-Domstolen fandt derfor, at Retten havde begået en retlig fejl ved at ophæve dommen. Da sagen herefter var tilstrækkeligt oplyst til afsigelse af endelig dom (frem for ophævelse og hjemvisning), tog EU-Domstollen stilling til DE’s og DNF’s annullationssøgsmål mod Kommissionen, hvorefter EU-Domstolen konkluderede, at grænsebutikkernes praksis med ikke at opkræve pant for drikkevareemballage er lovlig og legitim, hvorfor manglende bødepålæggelse ikke kunne anses for statsstøtte (præmis 111). Kommissionen blev derfor frifundet.

Kommentar: Dommen må tages som udtryk for, at det ikke alene er den undladte håndhævelse af de tyske regler om pant over for grænsehandlen med drikkevarer, som EU-Domstolen afviste var statsstøtte. Dommen må også betyde på, at den administrativt accepterede fritagelse for at opkræve pant ligeledes er forenelig med emballageaffaldsdirektivets dagældende art. 7, der lød:

”Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at der indføres systemer til sikring af:

a) tilbagetagelse og/eller indsamling af brugt emballage og/eller emballageaffald fra forbrugeren, fra enhver anden endelig bruger eller fra affaldsstrømmen, med henblik på håndtering af den brugte emballage eller emballageaffaldet på den mest hensigtsmæssige måde
b) genbrug eller genanvendelse, herunder genvinding af indsamlet emballage og/eller emballageaffald

for at opfylde målene i dette direktiv.

Sådanne systemer skal være åbne for deltagelse fra erhvervsdrivende i de berørte sektorer og for deltagelse fra de kompetente offentlige myndigheders side. De skal også gælde for importerede varer på ikke-diskriminerende betingelser, herunder med hensyn til reglerne for adgang til systemerne og eventuelle afgifter; systemerne skal udformes på en sådan måde, at handelshindringer eller konkurrenceforvridning undgås i overensstemmelse med [TEUF].”

Dommens konklusion må bl.a. ses i lyset af, at emballageaffaldsdirektivet fra 1994 er et indre markeds-direktiv. I konsekvens heraf fastslog EU-Domstolens Store Afdeling i sag C-309/02, Radlberger Getränkegesellschaft, at medlemsstaternes adgang til at indføre obligatoriske pant- og retursystemer for tom emballage kræver, at følgende tre betingelser er opfyldt: (1) at ordningen er egnet til at fremme målene i emballagedirektivet, (2) at der etableres et tilstrækkeligt antal afleveringssteder, og (3) at overgangen til en sådan ordning sker på en måde, der giver producenter og forhandlere fornøden tid til omstilling, så de faktisk vil kunne deltage i en operationel ordning. Det er især den anden betingelse som var relevant i den foreliggende sag. Kommissionen har i 2022 fremsat forslag til en forordning om emballageaffald, der skal afløse det nuværende direktiv 94/62 (COM(2022) 677 final). I forbindelse med forhandlinger i Rådet om den kommende EU-forordning søger man fra dansk side at få ændret EU-reglerne, men hvad resultatet af dette bliver, er uklart, bl.a. fordi en forordning om emballageaffald griber meget dybt ind i produktion og handel med alle varer og regler om pant- og retursystemer og som følge heraf har meget vidtgående konsekvenser.

Link til Rettens (sag T-47/19) og Domstolens (de forenede sager C-508/21 P og C-509/21 P) domme