MRF 2023.192
Planklagenævnets afgørelse af 25. september 2023, j.nr. 23/06691
Planklagenævnet havde ikke kompetence til at behandle klage over Kolding Kommunes beslutning om ikke at igangsætte lokalplanlægning som erstatning for, at kommunen i 2015 ved en fejl havde foranlediget sletning af to servitutter tinglyst på 214 ejendomme i Seest-området, da beslutning om ikke at igangsætte lokalplanlægning ikke er en afgørelse efter planloven.
Sagen handlede om, at Kolding Kommune i 2015 ved en fejl foranledigede sletning fra tingbogen af to servitutter på 214 ejendomme i Seest-området ved Kolding. I 2021 besluttede Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i kommunen, at der ikke at skulle udarbejdes en ny lokalplan som erstatning for de slettede servitutter, og at den bygge- og planlægningsmæssige administration i området fremover skulle ske på grundlag af bestemmelserne i bygningsreglementet og hegnsloven. En beboer i området klagede over beslutningen til Planklagenævnet, idet naboen anførte, at kommunen enten burde mortificere servitutterne eller vedtage en lokalplan med et indhold svarende til de oprindelige servitutter. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at nævnet alene kan behandle afgørelser efter planloven, hvorfor spørgsmålet var, om kommunens beslutning udgjorde en afgørelse efter planloven. Ved vurderingen lagde nævnet til grund, at vedtagelse af en lokalplan for at ophæve fejlen med sletning af servitutter ikke var underlagt lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2, hvorfor det var op til kommunens skønsmæssige vurdering, om kommunen ville fremsætte et lokalplanforslag eller ej. Planklagenævnet afviste derfor, at nævnet havde kompetence til at behandle klagen over beslutningen om ikke at igangsætte planlægning på baggrund af et ønske om at få erstattet de slettede servitutter. Da Planklagenævnet heller ikke fandtes at have kompetence til at mortificere servitutterne, afviste nævnet at behandle klagen.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse må tiltrædes og illustrerer samtidig de juridiske problemer, der kan opstå, når en kommune misforstår sin kompetence efter planloven. I forhold til sletning af privatretlige servitutter på anmodning fra en kommune forudsætter tinglysningsloven, at tinglysningsdommeren kontrollerer, at kommunen har fornøden adkomst, hvilket er opfyldt, hvis kommunen er enepåtaleberettiget, eller hvis kommunen har vedtaget en lokalplan, der udtrykkeligt ophæver den pågældende servitut. Nævnets afgørelse tyder på, at disse betingelser ikke var opfyldt, og at tinglysningsdommeren derfor skulle have afvist aflysning. Hvis fejlen skal rettes, kan dette ikke ske ved, at kommunen efterfølgende vedtager en lokalplan, der berigtiger ophævelsen af de fejlagtigt slettede servitutter, men det må tiltrædes, at dette ikke er et forhold, der henhører under planloven.