MRF 2023.190
Planklagenævnets afgørelse af 14. september 2023, j.nr. 22/16258
Ophævet forbud efter planlovens § 43 mod hævet terrasse i modstrid med byggelinje i privatretlig servitut, da varsel og meddelelse ikke var sendt til begge ejere af tjenende ejendom.
Københavns Kommune meddelte i august 2022 forbud efter planlovens § 43 til E, der var den ene ejer af en ejendom, mod at etablere en ikke-overdækket hævet træterrasse på 11,5 m2 mod vejsiden med henvisning til en servitut fra 1924, der bl.a. indeholdt forbud mod at placere bygninger tættere end 9,415 meter fra vejmidten. Af servitutten fremgik endvidere, at området mellem haven og vejen skulle anlægges og vedligeholdes som have. E påklagede forbuddet og gjorde bl.a. gældende, at terrassen ikke kunne anses for en bygning, at terrassen var naturligt integreret i haven, at servitutten var uklar, og at forbuddet savnede planlægningsmæssig begrundelse. Endvidere anførte klager, at kommunen havde udviklet praksis for at dispensere fra servitutten ved at tillade carporte i vejudlægsarealet. Planklagenævnet (formanden) fandt, at servitutten indeholdt den fornødne klarhed uanset et manglende bilag med en ’plan’, da afstandskravet klart fremgik af servitutten. Terrassen fandtes at være i strid med servitutten, idet nævnet fandt, at terrassen udgjorde en del af bygningen, og i øvrigt medførte, at området mellem vej og bygning ikke kunne holdes som have. Herefter fandt nævnet, at betingelserne efter planlovens § 43 var opfyldt, idet servitutbestemmelser om bebyggelsers placering ikke fandtes utidssvarende uanset kommunens praksis om dispensation for carporte i området. Nævnet ophævede imidlertid forbuddet efter § 43, eftersom der var to ejere af den pågældende ejendom, og forbuddet kun var varslet og meddelt til E som den ene ejer.
Kommentar: Afgørelsens ophævelse grundet manglende meddelelse til alle ejere er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter påbud vedrørende en ejendom skal meddeles til alle ejere af den pågældende ejendom, jf. f.eks. U 2000.457 V og MAD 2017.197 Mfk, hvor lovliggørelsespåbud efter vandløbsloven i begge sager fandtes ugyldig, fordi påbuddene alene var meddelt til den ene af to ejere af de berørte ejendomme. Se hertil uddybende Pagh: Når adressaten mangler retlig rådeevne til at opfylde forvaltningsakten – en overset forvaltningsretlig grundsætning, i Blume og Henrichsen (red.): Forvaltning og retssikkerhed (Festskrift til Steen Rønsholdt), 2014, s. 339 ff. Planklagenævnets betragtning om, at utidssvarende servitutbestemmelser ikke kan håndhæves efter § 43, er så vidt ses ny og næppe helt dækkende for retsstillingen. Hvis en servitut må anses for bortfaldet på grund af interessebortfald, er det korrekt, at kommunen ikke kan håndhæve servitutten, da den i så fald må anses for ophørt, og det er muligvis dette, som Planklagenævnet sigter til med formuleringen. Men om det i servitutten indeholdte krav kan anses for tidssvarende, er kun relevant i forhold til, om håndhævelse af den pågældende servitutbestemmelse må anses for planlægningsmæssig begrundet og i overensstemmelse med lighedsgrundsætningen. Om offentligretlig håndhævelse af privatretlige servitutter efter planlovens § 43 se Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 227 ff., særligt s. 232, hvor det anføres, at servituttens gyldighed er et præjudicielt spørgsmål ved afgørelsen af, om der kan meddeles påbud efter planlovens § 43.