MRF 2023.182
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. juni 2023, j.nr. 22/05483
Afvist N’s klage over kommunes afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til vedligeholdelse af dræn på to naboejendomme tilhørende kommunen og Naturstyrelsen, uanset at N havde anmodet kommunen om at vedligeholde drænet, og at afslaget var stilet til N.
Sagen angik N’s landbrugsejendom i Solrød Kommune, hvorfra vand blev afledt via et hoveddræn beliggende på to naboejendomme ejet af kommunen henholdsvis Naturstyrelsen, som var registreret som beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. N havde ad flere omgange henvendt sig til kommunen om problemer med afvanding fra N’s ejendom, og kommunen havde opfordret N til at ”sende en ansøgning, der kunne danne grundlag for en afgørelse, som [N] efterfølgende havde mulighed for at få prøvet ved klageinstansen”. I marts 2022 anmodede N kommunen om at vedligeholde drænet nedstrøms N’s ejendom, og i april 2022 traf kommunen afgørelse om at meddele afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til at genoptage vedligeholdelsen af drænet. Af afgørelsen, som var stilet til N, fremgik, at eftersom naturbeskyttelsesloven står over vandløbsloven, betød afslaget, at sagsbehandlingen efter vandløbsloven ikke kunne gennemføres. N påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden), der lagde til grund, at den påklagede afgørelse alene omhandlede vedligehold af dræn på kommunens og Naturstyrelsens ejendomme og ikke omfattede N’s ejendom, uanset om det ansøgte måtte få betydning for afledning af vand fra N’s arealer. Nævnet fandt derfor, at N ikke var klageberettiget efter naturbeskyttelsesloven, da loven ikke varetager nabohensyn. Nævnet afviste endvidere, at N var adressat for afgørelsen, idet det juridiske udgangspunkt er, at adressaten er den, som har rådighed over den berørte ejendom. Det gjorde ikke nogen forskel, at N havde modtaget afgørelsen til orientering. Med henvisning til FOB 1981.188 afviste nævnet videre, at det kunne føre til klageberettigelse, at N havde gjort kommunen opmærksom på forholdet og ansøgt kommunen om dræning på arealerne og efterfølgende modtog kommunens afslag herpå. Nævnet bemærkede endelig, at der ikke var taget stilling til vandløbsloven, og at N kunne rette henvendelse til kommunen og evt. kommunaltilsynet herom. På den baggrund afviste nævnet at realitetsbehandle N’s klage.
Kommentar: Nævnets afgørelse indeholder kun enkelte oplysninger om indholdet af den påklagede afgørelse. På baggrund heraf må det dog antages, at kommunen traf en afgørelse, der formelt gik ud på at afslå dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til at vedligeholde et dræn på kommunens og Naturstyrelsens ejendomme. Afslaget var ifølge oplysningerne i nævnets afgørelse stilet til N, da det var N, der havde anmodet kommunen om at vedligeholde drænet nedstrøms N’s ejendom. Det er på den baggrund uforståeligt, at N ikke blev anset for klageberettiget som adressat for afgørelsen, jf. naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 1. Nævnets antagelse om, at ”det juridiske udgangspunkt” er, at adressaten er den, som har rådighed over den berørte ejendom, er uholdbart. Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 2, giver udtrykkeligt klageret til ”ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører” – en regel, som blev indført i erkendelse af, at ejeren ikke altid er adressat for en afgørelse vedr. hans ejendom, jf. Folketingstidende 1999-2000, lovforslag nr. L 170, tillæg A, s. 4691. Noget andet er, at det i ovennævnte sag må undre, at kommunen traf afgørelse over for N om at meddele afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til at vedligeholde et dræn på fremmed grund, idet N ikke havde rådighed over de ejendomme, hvor drænet var beliggende. Det korrekte havde formentlig været, at kommunen på N’s anmodning havde truffet afgørelse efter vandløbsloven om ikke at udstede påbud efter denne lovs § 54 om vedligeholdelse af drænet med henvisning til, at dette ville forudsætte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Denne afgørelse ville N kunne påklage til nævnet, jf. MAD 2014.446 Nmk og FOB 2020-37.