MRF 2023.176
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. juni 2023, j.nr. 21/04264
Stadfæstet afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til have, hegn, permanent opsatte havemøbler, hyndebokse og strandtrappe mv., da det ikke var foreneligt med hensynet bag strandbeskyttelseslinjen, og da det forhold, at det ansøgte udelukkende skulle tjene til E’s egen anvendelse, ikke udgjorde et nødvendigt formål.
Sagen angik E’s ejendom på 2.976 m2 med et enfamiliehus på 141 m2 beliggende i et sommerhusområde ved Rørvig ud til Isefjorden, hvor den yderste del af ejendommen var beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Landsvært en del af E’s ejendom var en sommerhusejendom, og den til enhver tid værende ejer af denne ejendom havde efter en i 1976 tinglyst deklaration brugsret til arealet mellem stranden og skellet til sommerhusejendommen. De sydøstlige ca. 20 m af E’s ejendom var omfattet af et Natura 2000-område. I 2019 modtog Kystdirektoratet anmeldelse om, at der på E’s ejendom var etableret hegn og haveindretninger inden for strandbeskyttelseslinjen. Dette gav anledning til, at Kystdirektoratet i 2020 varslede påbud om lovliggørelse af forholdene, hvorefter E ansøgte om lovliggørende dispensation. Kystdirektoratet meddelte i marts 2021 afslag på lovliggørende dispensation. I afgørelsen lagde Kystdirektoratet til grund, at haven med hegn mv. ikke var etableret før 1968, og at indretningerne var placeret mere end 15 m fra bygningerne, hvorfor indretningerne ikke var omfattet af undtagelserne i naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, og krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, hvor direktoratet lagde til grund, at bl.a. nogle hyndebokse ikke kunne anses for mindre anlæg omfattet af den lempeligere dispensationsadgang efter § 65 b, stk. 3, nr. 1. E påklagede afslaget og gjorde bl.a. gældende, at de ansøgte forhold var placeret i en lovligt etableret have og dermed ikke var dispensationskrævende tilstandsændringer, da arealet siden 1912 havde været udlagt og kontinuerligt anvendt til have for den til enhver tid værende ejer af E’s ejendom. Da ejeren af sommerhusejendommen siden 1976 havde haft en tinglyst brugsret, var det i øvrigt uden betydning, hvem området matrikulært var udlagt til. E afviste, at de opsatte møbler mv. kunne sidestilles med permanente anlæg efter naturbeskyttelsesloven, ligesom E mente, at der var indtrådt myndighedspassivitet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der ikke krævedes dispensation, hvis haven var etableret før 1968, men fandt på grundlag af bl.a. luftfotos ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at haven var etableret efter 1968. Herefter afviste nævnet, at der var grundlag for at anvende undtagelserne i § 15 a, stk. 1 og 3, ligesom nævnet afviste, at der var grundlag for at anvende den lempeligere dispensationsadgang efter § 65 b, stk. 3, nr. 1. Nævnet afviste herefter, at der var grundlag for at meddele lovliggørende dispensation. Det forhold, at det ansøgte udelukkende skulle tjene til E’s egen anvendelse, udgjorde ikke et nødvendigt formål, der burde gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse i at friholde kystlandskabet fra yderligere bebyggelse og andre anlæg. Nævnet fandt endelig, at der ikke var indtrådt myndighedspassivitet, da en sagsbehandlingstid på 1 år og 1 måned ikke fandtes at kunne have bibragt en berettiget forventning hos E om direktoratets accept af forholdene. På den baggrund stadfæstede nævnet Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation.
Kommentar: Afgørelsen følger klagenævnets vidtgående fortolkning af forbuddet mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, men efterlader i denne sag to ubesvarede spørgsmål. Hvis det omtvistede areal ikke var omfattet af den ”gamle” strandbeskyttelseslinje, men af den udvidede strandbeskyttelseslinje, er det ikke relevant at inddrage forholdene i 1968, men alene forholdene efter, at den udvidede strandbeskyttelseslinje trådte i kraft omkring årtusindskiftet, jf. bemærkningerne til naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, i lovforslag nr. L 122 (2016-17). Efter afgørelsen er det uklart, hvornår E’s ejendom blev omfattet af strandbeskyttelseslinjen. For det andet giver den tinglyste brugsret, som ejeren af naboejendommen havde over det pågældende areal, anledning til bemærkninger. Efter afgørelsens begrænsede oplysninger er der næppe i tingsretlig forstand tale om en brugsret, men om en rådighedsbeføjelse, hvilket også er nødvendigt for at få retten tinglyst og opnå gyldighed efter udstykningslovens § 16. Men i forhold til naturbeskyttelsesloven må den til enhver tid værende ejer af sommerhusejendommen anses for en bruger af E’s ejendom, hvilket vil have betydning både i forhold til partsstatus og et senere påbud om lovliggørelse, der i så fald skal meddeles både ejer og bruger.