MRF 2023.17
Vestre Landsrets dom af 17. januar 2023, 8. afd., sag S-0553-20
(Claus Rohde, Torben Geneser og Marie Kathrine Nielsen)
Anklagemyndigheden mod T1-T4 (adv. Anders Stoltenberg og adv. Hans Sønderby Christensen for alle)
Bøder på hhv. 50.000 kr., 75.000 kr. og 100.000 kr. for overtrædelse af kystbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven ved uden tilladelse at have udført kystbeskyttelsesforanstaltninger og tilstandsændring af klitfredede arealer. Ej straffrihed pga. nødret, grundlovens § 73 eller EMRK. Afvist præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, da sagen ikke rejste spørgsmål om EU-retten.
Sagen angik ulovlig kystsikring og tilstandsændring af klitfredede arealer ved Lønstrup Klint. T1-T4 ejede sommerhuse beliggende ud til skrænten på toppen af klinten, som alle var i fare for at styrte i havet som følge af eroderingen af kyststrækningen. Lodsejerne i området havde gennem længere tid drøftet mulighederne for etablering af kystsikring, og Kystdirektoratet havde tidligere givet tilladelse til sandfodring på strækningen, men afslået ansøgninger om ”hård kystsikring” med henvisning til, at klinten udgjorde en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området Rubjerg Knude og Lønstrup Klint. På trods heraf foranledigede T1-T4, at en entreprenør i juni 2016 udlagde ca. 650 tons granitsten på stranden for foden af klinten uden tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. I december 2017 foranledigede T1-T4 endvidere, at der blev skubbet sand og beplantning fra klinten ud over skrænten, ligesom der blev placeret yderligere granitsten og beton på skrænten og stranden. Der blev på den baggrund rejst straffesag mod T1-T4 (samt en forening, som ikke var en del af landsretssagen), hvor anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraffe på mellem 50.000 og 100.000 kr. til hver af de tiltalte. T1-T4 nægtede sig skyldige, idet de bl.a. gjorde gældende, at myndighederne ved forvaltningen af Natura 2000-området havde tilsidesat deres handlepligt efter habitatdirektivet ved at have undladt at sikre naturtyper og levesteder imod naturens udvikling. De tiltalte gjorde endvidere gældende, at de var straffri, og henviste til straffelovens § 14 om nødret og til grundlovens § 73 og EMRK’s tillægsprotokol 1, art. 1 om beskyttelsen af privat ejendom. Under sagen anmodede de tiltalte også om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Byretten fandt efter karakteren af de omfattende foranstaltninger og ud fra oplysningerne om arbejdets udførelse, at T1-T4 havde etableret ulovlig kystbeskyttelse uden forudgående tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 (nu § 3), og at der var udført gravearbejde på klitfredede arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens 8. På grundlag af bevisførelsen, herunder vidneforklaring fra de involverede entreprenører og fakturaer for betaling for udlægning af granitsten og beton, fandt byretten T1-T4 (samt foreningen) skyldige i overtrædelserne af kystbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven. Med henvisning til TfK 2019.1039 V fandt byretten ikke grundlag for at statuere straffrihed med henvisning til straffelovens § 14 eller grundlovens § 73. For så vidt angik anbringenderne om habitatdirektivet bemærkede byretten bl.a., at der ikke var grundlag for at statuere, at de danske myndigheder havde administreret i strid med Natura 2000-planens udpegningsgrundlag på den berørte strækning. Selvom dette måtte have været tilfældet, bemærkede byretten, ville de tiltaltes handlinger dog ikke have været straffri. Byretten afviste også anbringendet om, at myndighederne havde tilsidesat deres positive forpligtelser efter EMRK’s tillægsprotokol 1, art. 1. Byretten fandt heller ikke grundlag for at statuere, at de danske regler om kystbeskyttelse, naturbeskyttelse og klitfredning var i strid med de europæiske menneskerettigheder og principper for pålæggelse af strafansvar, herunder fordi proportionalitetsprincippet også er gældende i dansk ret og kommer til udtryk ved strafudmålingen. Endelig afviste byretten, at der var grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, idet landsretten ikke i TfK 2019.1039 V havde foretaget præjudiciel forelæggelse, og da byretten ikke var sidste instans for prøvelsen. På denne baggrund idømte byretten T1 og T4 (samt foreningen) bøder på 100.000 kr., T3 en bøde på 75.000 kr. og T2 en bøde på 50.000 kr., hvorved byretten bl.a. lagde vægt på de tiltaltes roller i sagen, sagens karakter, og at der var tale om betydelige indgreb. T1-T4 ankede dommen til landsretten, hvor anklagemyndigheden med henvisning til sagsbehandlingstiden nedlagde endelig påstand om, at T1, T2 og T4 hver skulle idømmes en bøde på 47.500 kr. og T3 en bøde på 35.000 kr. Landsretten fandt, at straffesagen angik, om de tiltalte havde overtrådt kystbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven og klitfredningsbekendtgørelsen, og at sagen derfor ikke rejste spørgsmål om EU-retten, hvorfor der ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Landsretten afviste endvidere, at der var grundlag for at udsætte sagen på yderligere efterforskningsskridt mv. Af de af byretten anførte grunde tiltrådte landsretten med mindre ændringer, at de tiltalte var skyldige i tiltalen. Landsretten fandt, at de tiltaltes handlinger ikke var straffri efter straffelovens § 14 om nødret, da nedbrydningen af kysten er en påregnelig følge af naturens gang. Grundlovens § 73 kunne heller ikke føre til, at de tiltaltes overtrædelser var berettigede. Under hensyn til forholdenes karakter og grovhed fandtes straffene passende udmålt, ligesom landsretten afviste, at der var anledning til at nedsætte bøderne som følge af sagsbehandlingstiden. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom med mindre ændringer.
Kommentar: Dommen er især bemærkelsesværdig ved bødernes størrelse, som må forklares med overtrædelsernes meget grove karakter. Det forekommer desuden rigtigt, at byretten og landsretten afviste de tiltaltes mange anbringender om, at handlingerne var begrundet i nødret eller i øvrigt var berettigede. Derimod forekommer landsrettens begrundelse for ikke at foretage præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen – at sagen ikke rejste spørgsmål om EU-retten – tvivlsom. Ud fra sagens oplysninger må det antages, at den ulovligt etablerede kystsikring har medført skade på klinten, som udgør en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området Rubjerg Knude og Lønstrup Klint. Medlemsstaterne er efter habitatdirektivets art. 6(2) forpligtet til at træffe passende foranstaltninger for at forhindre sådanne skader, hvilket også har betydning for medlemsstaternes pligt til at sanktionere skadelige aktiviteter, også selvom retsforfølgningen sker på grundlag af ”ren” national ret. Det forhold, at straffesagen vedrørte overtrædelse af regler i kystbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven, betyder således ikke i sig selv, at sagen ikke kan give anledning til EU-retlige spørgsmål. Til illustration af rækkevidden af habitatdirektivets art. 6(2) kan nævnes sag C-504/14 om ulovligt etablerede veje, der havde skadelig virkning på bl.a. klitnaturtyper i et græsk Natura 2000-område, hvor EU-Domstolen fandt, at Grækenland ikke havde opfyldt den ”særlige forpligtelse” efter habitatdirektivets art. 6(2), idet myndighederne havde begrænset sig til bl.a. at anlægge straffesager mod de ansvarlige, uden at myndighederne havde sikret, at vejene ikke længere var tilgængelige og ikke medførte skade på Natura 2000-området. I forlængelse heraf kan nævnes, at den ulovlige kystsikring ved Lønstrup Klint, så vidt vides, fortsat ikke er fjernet, hvilket formentlig skyldes, at lodsejerne har anfægtet myndighedernes lovliggørelsespåbud.