MRF 2023.158
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. maj 2023, j.nr. 21/10639
Stadfæstet Thisted Kommunes afgørelse om, at slagterivirksomhed, der bruger ammoniak, er en risikovirksomhed grundet antallet af mennesker med bopæl inden for 200 meter fra virksomheden, idet nævnet ikke fandt grundlag for at underkende kommunens statistiske beregning af antallet af personer i risikoområdet, hvor der tillige indgik ubebyggede arealer, der i lokalplan var udlagt til boliger. Dissens.
Thisted Kommune traf i august 2021 afgørelse om, at en slagterivirksomhed var en såkaldt kolonne 2-risikovirksomhed efter risikobekendtgørelsens § 4, nr. 3, litra b, jf. § 2, stk. 2. Reglen omfatter virksomheder, der opbevarer og anvender stoffer i mængder, som ikke i sig selv bringer virksomheden under kolonne 2 eller 3, men ”som har anlæg eller oplag, der ligger nærmere end 200 meter fra boligområder, institutioner eller tilsvarende arealanvendelse, hvor mange mennesker opholder sig, og hvor chlor eller ammoniak er til stede på de pågældende anlæg eller i oplag i mængder, der er større end eller lig med fem tons, jf. ()-mærket i bilag 1, del 2, kolonne 2”. Forud for afgørelsen den 9. august 2020 var der sket læk af ammoniak fra et af virksomhedens køleanlæg, hvorefter kommunen som tilsynsmyndighed kontaktede virksomheden for at få oplysninger om ammoniakanlæggenes størrelse. Virksomheden oplyste, at der var to ammoniakanlæg på henholdsvis 4,5 tons og 6,4 tons ammoniak. Kommunen lagde i afgørelsen vægt på, at virksomheden havde et oplag på mere end fem tons ammoniak inden for 200 m fra risikofølsom anvendelse. Til brug for vurderingen af, om der var tale om risikofølsom arealanvendelse samt antallet af personer inden for risikoområdet, havde kommunen gennemgået boligtyper og optalt antallet af boliger inden for en radius af 200 meter fra virksomhedens ammoniakoplag. Kommunen havde optalt 58 boliger og lagt til grund, at der i gennemsnit boede 2,8 personer pr. husstand baseret på et eksternt notat. Afgørelsen blev påklaget af virksomheden, der bl.a. gjorde gældende, at kommunens metode for fastlæggelse af antal personer ikke var anvendelig og i modstrid med praksis og ligebehandlingsprincippet. Virksomheden henviste bl.a. til kommunens eget udtræk fra CPR-registret, hvorefter der i risikoområdet opholdt sig 128 personer i oktober 2020 og 127 personer i marts 2021, og mente ikke, at den statistiske metode kunne anvendes. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at grænsen på fem tons i risikobekendtgørelsen var opfyldt og lagde herefter til grund, at Miljøstyrelsen hverken i Risikohåndbogen eller 2007-vejledningen havde anbefalet en metode for opgørelse af personer til fastlæggelse af, om der er tale om risikofølsom arealanvendelse. Herefter fandt nævnet, at det er op til den enkelte myndighed at vurdere, hvilke oplysninger og undersøgelser der konkret vurderes nødvendige og tilstrækkelige. Flertallet (4 mod 1) fandt, at en generel statistisk beregningsmetode bedst tilgodeså formålet med særbestemmelsen i risikobekendtgørelsens § 4, nr. 3, litra b, da den statistiske metode gav et mere robust og langsigtet estimat over antal personer i risikoområdet, hvor der også kunne tages hensyn til ubebyggede arealer, som var planmæssigt udlagt til boligformål. På de ubebyggede arealer kunne efter flertallets vurdering opføres minimum ni parcelhuse. Flertallet fandt herefter med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning, hvoraf fremgår, ”at der skal lægges vægt på om der opholder sig eller planlægges at skulle opholde sig 150 eller flere mennesker”, at den mulige fremtidige anvendelse kunne indgå i vurderingen, idet området var udlagt til boligområde i kommuneplan 2021-2033. Vedrørende det vægtede gennemsnit anvendt af kommunen fandt flertallet, at opgørelsen i Danmarks Statistik i BOL106 var mere retvisende, hvorefter opgørelsen for Thisted Kommune viste et gennemsnit på 2,4 personer i parcelhuse, 1,4 personer i rækkehuse og 1,5 personer i etageboliger. Flertallet foretog herefter en genberegning baseret på tallene fra Danmarks Statistik med inddragelse af ubebyggede arealer, hvorefter tallet kunne opgøres til 161 personer i risikoområdet. Flertallet bemærkede hertil, at det var uden betydning, om beboelserne samt de ubebyggede grunde ejes af virksomheden, såfremt de er beliggende i et område, som i kommune- eller lokalplan er udlagt til eller faktisk anvendes til boligområde. Flertallet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at virksomheden var en risikovirksomhed omfattet af risikobekendtgørelsens § 4, nr. 3, litra b. Mindretallet fandt, at kommunens afgørelse skulle ophæves, da formålet med reglerne i risikobekendtgørelsen havde til formål at sikre et tilstrækkeligt beredskab ved behov for evakuering frem for varetagelse af miljøhensyn. Vurderingen burde dermed foretages på baggrund af det konkrete behov for at evakuere personer. Mindretallet fandt, at antallet af personer i CPR samt hvilke øvrige formål, som kunne medføre forsamling af mennesker i området, skulle anvendes i opgørelsen efter § 4, nr. 3, litra b, hvorefter et gennemsnit af antal registrerede personer i CPR for de seneste 5 år forud for kommunens afgørelse kunne være blevet anvendt. Mindretallet lagde endvidere vægt på, at en robust og langsigtet stillingtagen kunne imødegås ved, at tilsynsmyndigheden foretog en fornyet vurdering hvert tredje år. På den baggrund blev kommunens afgørelse stadfæstet med den konsekvens, at virksomheden var omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2, pkt. J 201, og dermed godkendelsespligtig som risikovirksomhed i kolonne 2.
Kommentar: Afgørelsen kan diskuteres i forhold til EU’s direktiv 2012/18 om risikovirksomheder (Seveso III-direktivet), som risikobekendtgørelsen implementerer. Efter direktivets art. 13 er der således udtrykkeligt krav om, at medlemsstaterne i den fysiske planlægning skal sikre, at der ikke planlægges for risikofølsom arealanvendelse som f.eks. boliger inden for risikozonen, jf. EU-Domstolens dom i sag C-53/10, Mücksch, hvor det blev fastslået, at de nationale byggemyndigheder har pligt til at sikre, at der ikke meddeles byggetilladelse til risikofølsomme aktiviteter, som ikke er i passende afstand til Seveso-virksomheder, uanset om byggemyndigheden har en sådan kompetence efter national ret. Set i dette lys, giver det ikke mening at indregne mulighed for opførelse af boliger på ubebyggede arealer i risikozonen for en risikovirksomhed, medmindre begrundelsen er, at en sådan indregning fører til, at boliger ikke kan opføres på de ubebyggede grunde. Om EU-reglerne for risikovirksomheder se Pagh: Juristen 2011, s. 19 ff. samt Gorm Møller: Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udg., 2019, s. 190 ff.