MRF 2023.157
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. maj 2023, j.nr. 22/00492 og 22/00493
Ikke medhold i klage over screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at fredning af Tempelkrog Nord ved Natura 2000-område ikke krævede miljøvurdering, da der bl.a. ikke var grundlag for at antage, at jagtforbud ville føre til ophobning af nærringstoffer i Natura 2000-område i et sådant omfang, at det kunne anses som væsentligt.
Fredningsnævnet Østsjælland traf den 22. november 2021 screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at der ikke skulle gennemføres miljøvurdering efter miljøvurderingsloven af forslag til fredning af Tempelkrog Nord i Holbæk Kommune og Lejre Kommune, da nævnet vurderede, at fredningsforslaget ikke ville få væsentlig indvirkning på miljøet og i overvejende grad var positivt for miljøet. Fredningsforslaget omfattede et samlet areal på ca. 77 ha ud mod Isefjord, som efter et vådområdeprojekt i 2017 udgjorde en stor, fladvandet sø på grænsen mellem de to kommuner. Området lå nær og overlappede for så vidt angik 0,5 ha med et Natura 2000-område bestående af to habitatområder, hvor udpegningsgrundlaget bl.a. omfattede flere naturtyper samt arten stor vandsalamander. Formålet med fredningen var bl.a. at bevare og forbedre de biologiske værdier, der knyttede sig til søen, vandløb og naturarealer i området, herunder især det rige fugleliv. Fredningsforslaget indeholdt et forbud mod jagt. Hverken det nærliggende Natura 2000-område eller fredningsområdet omfattede et fuglebeskyttelsesområde, men fredningsnævnet vurderede, at fuglelivet med fredningen ville være bedre beskyttet, og at fredningen direkte eller indirekte ville understøtte udpegningsgrundlaget for habitatområdet. Screeningafgørelsen blev påklaget af to lodsejere, der begge ejede en del af det foreslåede fredningsområde, og som anførte, at screeningen hvilede på et utilstrækkeligt grundlag, hvorfor der måtte tilvejebringes yderligere dokumentation for, at en fredning ikke ville have væsentlig indvirkning på lokaliteten. Klagerne henviste bl.a. til, at der ikke var sket en vurdering af, om et jagtforbud af ænder og gæs ville føre til en ophobning af næringsstoffer i området, og at der skulle udarbejdes en væsentlighedsvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3). Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt ud fra en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte fredningsnævnets screeningsafgørelse. Nævnet bemærkede indledningsvis, at fredningsforslaget havde til formål at bevare og forbedre de biologiske værdier, der knyttede sig til sø, vandløb og naturarealer, herunder særligt det rige fugleliv, og at forslaget i øvrigt ville medvirke til at sikre gunstig bevaringsstatus i det nærliggende Natura 2000-område. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at området lå i samt i nærheden af Natura 2000-området, og at screeningsafgørelsen indeholdt en vurdering af, hvorvidt forslaget ville kunne have væsentlig påvirkning på Natura 2000-området. Derudover lagde nævnet også vægt på, at der ikke var grundlag for at antage, at den eventuelle tilførsel af næringsstoffer, som jagtforbuddet ville medføre, ville være af en størrelse, der kunne anses for væsentlig, idet næringsstofferne ikke kunne antages at ville ophobe sig i området. Nævnet kunne dermed ikke give medhold i klagerne over fredningsnævnets screeningsafgørelse.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer på sin egen måde det tilbagevende problem, at der i habitatbekendtgørelsen fortsat mangler en bestemmelse om, at fredningskendelser er omfattet af bekendtgørelsens § 6 om væsentlighedsvurdering henholdsvis konsekvensvurdering af fredningens påvirkning af Natura 2000-områder. Det er efter Miljø- og Fødevareklagenævnets begrundelse ikke muligt at vurdere, om dette kunne have betydning i denne konkrete sag, men det kan bemærkes, at den omstændighed, at det med fredningen gennemførte jagtforbud er til gavn for bestemte fuglearter, ikke i sig selv udelukker, at jagtforbuddet kan have væsentlig skadelig virkning på andre arter eller naturtyper i Natura 2000-området. Se også MRF 2023.92 Mfk, hvor klagenævnet af egen drift og på grundlag af den direkte virkning af habitatdirektivets art. 6(3) efterprøvede, om et fredningsforslag krævede udarbejdelse af væsentlighedsvurdering. I denne sag var det dog fredningsforslaget og ikke screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10, som var påklaget.