MRF 2023.143
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. april 2023, j.nr. 22/11103
Ikke opsættende virkning af klage fra omboende over VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21 om, at reguleringsprojekt med etablering af naturlig hydrologi ikke krævede miljøvurdering, uden det ikke kunne tillægges betydning for opsættende virkning, om projektet krævede dispensation fra naturbeskyttelsesloven.
Mariagerfjord Kommune traf den 7. oktober 2022 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at et reguleringsprojekt med etablering af naturlig hydrologi ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Af screeningen fremgik, at projektet ikke indebar behov for at begrænse anvendelsen på naboarealer, og at projektet ville medføre påvirkninger på overfladevand og grundvand, men at påvirkningen af grundvandet ikke ville være direkte, at påvirkningen af overfladevand ville være meget lille, og at projektområdets hydrologi på sigt ville vende tilbage til den oprindelige tilstand. Afgørelsen blev påklaget af en omboende, der anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, og bl.a. anførte, at der ikke var meddelt dispensation efter naturbeskyttelsesloven, og at der ikke var sket en tilstrækkelig vurdering af risikoen for flåtsmittespredning og påvirkning af grundvand. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at klager over afgørelser efter miljøvurderingsloven som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, men at udgangspunktet kan fraviges efter lovens § 53, hvis det findes overvejende sandsynligt, at der foreligger risiko for en væsentlig overskridelse af loven, eller hvis udnyttelse af tilladelse/godkendelse vil influere uheldigt på muligheden for fysisk lovliggørelse. Nævnet fandt, at der ikke i den aktuelle sag forelå forhold, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet. Det blev navnlig tillagt vægt, at klager ikke havde gjort forhold gældende, som gjorde det overvejende sandsynligt, at der forelå en væsentlig overtrædelse af miljøvurderingsloven, eller at der ville ske uoprettelig skade, hvis klagen ikke blev tillagt opsættende virkning. Hertil kom, at det ikke havde betydning for vurderingen, at der ikke var meddelt dispensation efter naturbeskyttelsesloven. Anmodningen om opsættende virkning blev derfor afvist.
Kommentar: Afgørelsen indeholder så få oplysninger om det hydrauliske projekt, at det er umuligt at få indtryk af, hvad projektet egentlig går ud på, eller hvad nævnet har lagt vægt på, og det er efter afgørelsen uklart, om projektet kræver dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af, at det for den opsættende virkning af klage har betydning, om projektet kræver dispensation fra naturbeskyttelsesloven, giver dog anledning til en principiel bemærkning. Hvis det hydrauliske projekt kræver dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, kan projektet ikke påbegyndes, før en dispensation fra § 3 er meddelt, og en klage over en eventuel dispensation vil som udgangspunkt have opsættende virkning. Her kan der så opstå den situation, at en omboende nabo ikke har klageret over dispensationen fra § 3, jf. naturbeskyttelseslovens § 86, hvilket kan forekomme problematisk i forhold til ordlyden af VVM-direktivets art. 11, hvorefter en nabo med klageret efter miljøvurderingsloven har ret til ”at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse, handling eller undladelse, der er omfattet af dette direktivs bestemmelser om offentlig deltagelse”. På denne baggrund kan det ikke helt udelukkes, at det i relation til opsættende virkning af en klage over en screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 21 kan være nødvendigt at tage hensyn til, om projektet kræver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 3.