MRF 2023.142
Retten i Sønderborgs dom af 7. juli 2023, sag K02-3192/2021
Anklagemyndigheden mod T
Frifindelse for ikke at efterkomme lovliggørelsespåbud efter planloven om at erstatte facadebeklædning i fibercement med facadebeklædning af træ som krævet af lokalplan, da kommunen ikke havde taget stilling til, om det omstridte materiale konkret havde betydning for den fysiske fremtoning af facaden. Ikke godtgjort, at praksisændring var fulgt konsekvens, eller at lighedsgrundsætningen var overholdt.
T var som ejer af et sommerhus på Rømø tiltalt for ikke at have efterkommet et påbud efter planlovens § 51 om at erstatte facadebeklædning i fibercement med en facadebeklædning af træ. Tønder Kommune havde i 2019 meddelt afslag på lovliggørende dispensation fra en lokalplan til facadebeklædningen med henvisning til, at det i lokalplanen var bestemt, at bygningers ydervægge skulle udføres af træ, hvilket blev håndhævet restriktivt, idet Rømøs miljø er hårdt for kompositmaterialer og nærmest sandblæser overfladen, hvorved materialet kommer til at fremstå mat og gråligt. Da T ikke efterkom påbuddet, blev der rejst straffesag med påstand om bødestraf og tvangsbøder. T påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende, at lokalplanens bestemmelse om materialevalg ikke udelukkede anvendelse af et materiale, der lignede træ, og at afslaget på lovliggørende dispensation var i strid med lighedsgrundsætningen. T henviste til, at facaden på T’s ejendom bestod af såkaldt Iverplank, der er udformet som og ligner træplanker, men er mere holdbare og vedligeholdelsesfrie end træ. Byretten bemærkede, at der efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 7, kan fastsættes detaljerede krav til bebyggelsers udformning i en lokalplan, herunder om materialevalg, når dette er planlægningsmæssigt begrundet og har betydning for bebyggelsens udtryk og fremtoning. For byretten havde en planlægger fra Tønder Kommune forklaret, at kommunen indtil ca. 2013 var mere åben for anvendelsen af fibercementplader, men at kommunen fra 2015 ændrede praksis, da kommunen vurderede, at fibercementpladerne ikke har samme stoflighed, som kvalitetsmæssigt svarer til det ønskede udtryk, at fibercementen slides mere synligt end træ, og at den ikke har samme levende overflade som træ. Byretten fandt, at den ændrede kommunale praksis forudsatte varetagelse af saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at den blev fulgt konsekvent. Byretten fandt ikke, at kommunen i afslaget på dispensation fra lokalplanen i tilstrækkelig grad havde taget stilling til, om det omstridte materiale konkret havde betydning for den fysiske fremtoning af sommerhusfacaden, herunder hvorvidt den anvendte træerstatning levede op til lokalplanens formål om at sikre en høj kvalitet i sommerhusområdet. Byretten fandt derfor, at det efter en samlet vurdering ikke var dokumenteret, at afslaget på dispensation var sagligt begrundet. Byretten fandt videre, at kommunen ikke havde fulgt sin praksisændring konsekvent, og at det ikke var dokumenteret, at påbuddet var i overensstemmelse med lighedsgrundsætningen, idet der under sagen var fremkommet uoverensstemmende oplysninger om antallet af meddelte dispensationer til anvendelse fibercementmaterialer, og da der var uklarhed om, hvornår der var meddelt henholdsvis dispensationer og byggetilladelser. På denne baggrund blev T frifundet.
Kommentar: Frifindelsen i denne sag er helt på linje med frifindelsen i MRF 2021.214 B for overtrædelse af forbud mod vinduer og døre i plast, da vinduerne fremtrådte som aluminiumsvinduer, som var tilladt. Dommen i sagen fra Rømø må forstås sådan, at håndhævelse af en lokalplanbestemmelse om et bestemt materialevalg skal være begrundet konkret i saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Dette betyder formentlig, at det skal godtgøres, at materialevalget har medført forskel i bebyggelsens udtryk og fremtoning. I forhold til lighedsgrundsætningen forekommer dommen noget vidtgående, hvilket dog formentlig må ses i lyset af, at kommunen havde afgivet uoverensstemmende oplysninger om sin praksis uden at kunne redegøre troværdigt herfor.